ARTIKLER OG FOREDRAG

 

Kommentar til Økonomisk analyse af bæredygtighed på baggrund af 'Bæredygtighed: Balance mellem generationer' Dansk økonomi Efterår 1998, Det Økonomiske Råd

Af Peder Agger

port-pa.jpg (2228 bytes)

Oplæg til diskussion med økonomisk vismand Jørgen Birk Mortensen. Seminar på TekSam 1. marts 1999

opdel.gif (108 bytes)

Indledning

Der har i de seneste år kunnet spores en stigende interesse i det økonomiske establishment i Danmark for at diskutere begrebet bæredygtighed og dets eventuelle implementering i den økonomiske politik. En af dem der har været først på banen, og som nu står for et af de mest autoritative indlæg i debatten, er lektor og økonomisk vismand Jørgen Birk Mortensen fra Københavns Universitet. Han står også bag ovennævnte kapitel fra Det Økonomiske Råds anden halvårsrapport for 1998, som der refereres omfattende til og fra i det følgende.

Det er positivt, at økonomerne er gået ind i debatten, selvom ikke alt hvad de siger står lige klart. Men det er jo netop det, vi nu kan debattere. I hvert fald er der tre forhold, som altid har generet mig, når jeg som biolog er stødt på økonomers udtalelser om bæredygtighed. Det ene er, at de i nogen grad synes at glemme, hvad der var udgangspunktet for, at FN i 1972 relancerede bæredygtighedsbegrebet. Det andet er økonomers tro på, at alt kan bringes på samme formel. Det tredje er økonomiens, i sammenligning med økologiens, ringe forudsigelseskraft. Hertil kommer, efter at have læst omtalte halvårsrapport, en forbløffelse over fremstillingens simple karakter.

opdel.gif (108 bytes)

Den kritiske naturkapital

Da FN's generalforsamling i begyndelsen af firserne opfordrede Verdenskommission for Miljø og Udvikling til at foreslå langsigtede miljøstrategier til at nå en bæredygtig udvikling omkring år 2000 og efter, var det udtryk for en erkendelse af økosystemernes og klodens begrænsning. Miljøet var altså udgangspunktet, for ønsket om at få udarbejdet et globalt program for ændringer. Et program som naturligvis også måtte omfatte økonomisk og social udvikling (World Commission 1987).

Når nu økonomerne nu efterfølgende især beskæftiger sig med, hvilke prøvelser det indebærer for samfundsøkonomien, medens biologerne især optages af, hvad det må indebære for miljøet, ligger der nok også et gran af uskyldig fagchauvinisme bag.

"Selvom naturhensynet kun er et aspekt af bæredygtighed, er det dog klart, at naturen må spille en central rolle, uanset hvordan bæredygtighedsbegrebet operationaliseres." står der ganske rigtigt i rådets rapport (s.248). Problemet er, at det træder noget i baggrunden, når økonomerne tager fat på at beregne, om den danske udvikling nu også er bæredygtig.

Hele visionen bygger på antagelsen om de enkelte kapital typers substituerbarhed. Som der også gøres opmærksom på, er denne antagelse dog ikke uproblematisk og i virkeligheden kun brugbar, når der er tale om forholdsvis små ændringer i naturkapitalen.

I korthed opereres der med et begreb om en 'grøn nationalformue', der kan opdeles i:

Den første del, er det som gamle Marx kaldte fast kapital. Den anden gætter jeg, er ejendomsbeviser for mere af det samme, bare udenfor landets grænser.

Naturkapitalen defineres løst som "naturen og dens ressourcer" (s.172). Udnyttelsen af ressourcerne kan give anledning til det, der kaldes ressourcerenten, der angives som forskellen mellem resurcens markedspris og de marginale udvindingsomkostninger, som er nødvendig for at udvinde endnu en enhed af ressourcen. Og humankapital omfatter investering i uddannelse, forskning og socialkapital, hvilket sidste omfatter landets institutioner og generelle rammer for produktion og menneskelig aktivitet (s.225).

I det der kaldes den svage bæredygtighedsdefinition måles en eventuel såkaldt ægte opsparing blot som nettoændringen i den samlede grønne nationalformue, (mellem hvis dele der som nævnt forudsættes substituerbarhed). Det vil f.eks. sige, at selvom man har reduceret naturkapitalen, kan bæredygtigheden opretholdes eller øges, hvis der samtidigt er sket en tilsvarende eller større øgning indenfor en af de andre kapitalformer.

Imidlertid findes der ikke én men mindst to former for naturkapital. De af naturens funktioner, især de livsunderstøttende funktioner, for hvilke der er en nedre kritisk grænse, betegnes som kritisk naturkapital, og så de andre former for naturkapital hvor en sådan nedre grænse ikke findes. Tages den kritiske naturkapital som udgangspunkt, er der tale om den stærke bæredygtighedsdefinition.

"En væsentlig opgave i forbindelse med at definere bæredygtighed er at identificere sådan kritisk naturkapital."(s198) Heri er jeg helt enig. Men i nogen grad undergraver dette det meningsfulde i hele arbejdet med at opstille regnskaber for den grønne nationalformue og den eventuelle ægte opsparing, fordi den kritiske naturkapital unddrager sig kravet om afvejning mellem gevinster og omkostninger.

En udvikling kan strengt taget kun være enten bæredygtig eller ikke-bæredygtig, konstaterer økonomerne (s.180) for hvem regnskaber kun kan vise over- eller underskud. Det svarer til konstateringen af, at naturkapital kun kan være erstattelig eller uerstattelig (s.173). Vi taler om reversible og irreversible indgreb.

Men så simpel er kun teorien, ikke virkeligheden, indrettet. Der findes alle mulige overgange inden for et bredt spektrum, der godt nok har de uigenkaldelige ændringer, f.eks. en arts udryddelse eller en mineralforekomst's udtømning i den ene ende, og de meget reversible indgreb, f.eks. bærplukning og produktion af vindkraft i den anden ende. Men mellem disse to yderpunkter ligger den halve verden.

Mange i princippet reversible indgreb er dog ireversible, når det kommer til stykket, f.eks. etablering af Storebæltsforbindelsen, som i al overskuelig fremtid bliver liggende, med mindre krig eller meteor nedslag kommer til hjælp. Andre i princippet irreversible indgreb er så ligegyldige, at det kan være det samme, fordi resurcen er enorm, f.eks. udvinding af meget rigelige mineralske råstoffer.

Som før nævnt defineres den kritiske naturkapital som de af naturens funktioner, især de livsunderstøttende, for hvilke der findes en nedre kritisk grænse. Dette leder tanken hen på den på flere måder tilsvarende diskussion, om hvordan man kan definere de menneskelige behov. Også her findes mange forsøg på at indkredse enten basale almene menneskelige behov eller en særlig kategori af eksistentielle behov, uden hvis tilfredsstillelse et menneske må gå til grunde.

Om fordelingen af goder mellem generationer siges det, at alle generationer skal have deres "basale behov" tilfredsstillet, for at udviklingen kan kaldes bæredygtig. Og skal bæredygtighed "være et praktisk anvendeligt begreb, må det første skridt derfor være, at få afgrænset de menneskelige behov på en præcis og i princippet målbar måde."(s.175)

Men 'det er ikke den samme sult, der stilles med kniv og gaffel som med klo og tand', [her citeret efter hukommelsen] som bl.a. Agnes Heller med et Marx-citat benytter i en argumentation for det betænkelige i at operere med en sådan særlig naturvidenskabelig kerne af behov, som kan udskilles af det samlede behovskom-

pleks. Menneskelige behov er altid historisk præget og dermed samfundsmæssigt formidlet. Det samme gælder naturkapitalen, uanset hvor kritisk den måtte opfattes. Heller ikke her er det let enstydigt at udskille nogle særligt basale dele.

Dermed er ikke sagt, at der ikke eksisterer både eksistentielle behov for det enkelte menneske og kritisk naturkapital for samfundet. Det gør der. Derfor er det nødvendigt at tage hensyn hertil både i den enkeltes livsførelse og i samfundets indretning. Men det har økonomerne svært ved at besinde sig på, for de vil helst kun beskæftige sig med det målelige. Derved viger de uden om det væsentlige.

Sagt på anden måde: Bør diskussionen om bæredygtighed, udover at dreje sig om fordeling af goder mellem generationer, frem for alt dreje sig om, hvordan vi undgår at overskride de kritiske grænser for naturens livsunderstøttende funktioner. Men med økonomien er disse vanskelige at definere, og skulle det alligevel lykkes, unddrager de sig afvejning mellem gevinster og omkostninger. Derved mister hele projektet med føre grønne nationalregnskaber en del af sin berettigelse.

Dermed er vi fremme ved mit andet problem, vanskeligheden ved at acceptere alle fænomeners konvertibilitet.

 

Alt på samme formel

"Værdisætning af miljøgoder er en nødvendig forudsætning for at kunne udforme en overordnet miljøpolitik" siges det rigtig nok (s.248). Men økonomernes insisteren på at det skal være på en kvantifiserbar måde, minder om de mest positivistisk indstillede naturvidenskabsfolk, der hellere indskrænker verden, end de acceptere det umålelige en plads i universet. Teksten lægger ganske vist heller ikke skjul på, at det er forbundet med mange problemer at skulle værdisætte alt, men det afholder dem ikke.

Udsprunget af antagelsen om de enkelte kapitalers substituerbarhed opereres også med troen på, at alt kan gøres op i penge og at udviklingen i princippet kan følges ved hjælp af én indikator. Igen tages der dog forbehold (om indikatorer f.eks. s.179) og gøres opmærksom på vanskeligheder, men det holder ikke forfatterne fra at forsøge.

Sammenfattende miljøindikatorer har altid været populære, for hvem der måtte have svært ved at overskue det komplekse miljøområde eller ønske at skære ned på omkostningskrævende overvågning og kontrol. Men det globale økosystem er en kompleks størrelse, og det bliver ikke mindre komplekst, når samfundet blander sig.

"Bæredygtighedsbegrebets mange dimensioner betyder også, at det er usandsynligt, at der kan konstrueres et enkelt mål, der alene kan fortælle, om en given udvikling er bæredygtig eller ej" siges det (s.179). Rigtigheden understreges af, at den kritiske naturkapital, som før omtalt, må holdes udenfor regnskabet.

Et andet problem, når man går efter én samlet miljøindikator, er, vanskelighedenved at samveje forskellige former for miljøforandringer. En ofte anvendt fremgangsmåde er at indexere, f.eks. sætte en given målsætning til 100 og så udtrykke afvigelserne herfra i procent. Men teksten peger på, at "der ikke er noget belæg for at tillægge en procentvis afvigelse fra en målsætning samme værdi for forskellige miljøtemaer." (s.186) Opvejes f.eks. en 10% øgning af bilosen i København af en 10% fremgang i gåsebestanden i Vestjylland?

Endelig påpeges også den komplikation, at mange af naturens bidrag til menneskelig velfærd kun er indirekte og derfor svære at værdisætte og indarbejde i et samlet regnskab. "Derfor er det i praksis nærmest umuligt at opgøre naturens samlede bidrag til velfærden." siges det (s.209), og fortsættes lidt kryptisk: "Derimod vil det ofte være lettere at opgøre ændringer i naturtilstanden, hvilket gør det muligt at se på ændringer i velfærden."

Men heller ikke det er let, for højere velstand kan løse nogle, men ikke alle miljøproblemer. Vandforureningen aftager, CO2 udslippet stiger og bilosen vil først stige siden falde med stigende velstand (s236).

Et eksempel med store måle- og konverteringsvanskeligheder, der her falder mig ind, drejer sig om varieret fuglesang og biodiversitet i det hele taget. Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Poul Henrik Harritz, blev i sin anmeldelse af vismandsrapporten, "To kilo lærker eller to timer fransk" (Information 30/1/99) tricket af det samme. Han opgør den danske lærkeressource til 93.4 tons for dermed at ironisere over det hovedløse måleri og det absurde i tanken om, at f.eks. 2 kilo lærker i det grønne nationalregnskab skal kunne substitueres med en human kapital på f.eks. 2 timers udvidet franskundervisning i gymnasieskolen.

Jeg vil tro, at Harritz henregner lærker til det økonomerne kalder kritisk naturkapital. Og sådan må det være med megen biodiversitet. Det kommer sig af, at biodiversitet er et uhyre mangetydigt, vanskeligt målbart og også værdimæssigt svært definerbart begreb, som samtidigt tillægges en høj grad af eksistensværdi. Dette for så vidt at den overhovedet er kendt af dem man måtte udspørge i en 'willingness to pay'-undersøgelse, som er en af de metoder økonomerne foreslår til at prissætte ikke-markedsførte miljøgoder.

 

Forudsigelighed, usikkerhed, uvidenhed og uforståelighed

Økonomernes meget kvantitative måde at overskue bæredygtighed på har flere begrænsninger, der tilsammen resulterer i en, i sammenligning med økologien, meget ringe forudsigelseskraft (Agger 1999). Det hænger ikke mindst sammen med den usikre prissætning. Der kan her skelnes mellem fire årsager.

For det første er der det, som ikke markedsføres, og ikke almindeligvis kendes, men som dog alligevel har stor betydning for bæredygtigheden. Som eksempel på et omfattende tab af biodiversitet kan nævnes frøbanken i de danske dyrkningsjorder, hvor artsrigdommen er reduceret med 60% over de sidste 30 år (Andreasen et al. 1996). Hvilken værdi skal vi tillægge dette tab af biodiversitet? Lægmennesker fornemmer et tab, men har ingen selvstændig endsige kvantitativ mening herom. De agronomiske eksperter vil derimod kunne regner sig frem til, at tabet måske ligefrem kan være en gevinst, der vil nedsætte ukrudtsproblemerne fremover, altså en 'ægte opsparing' på det grønne nationalregnskab?

For det andet er der det, der ikke markedsføres, men som kendes, og hvor man derfor med varieret succes kan spørge medlemmerne af et udvalgt panel om deres 'willingness to pay'. Men i mange tilfælde vil både spørgsmål og svar være af tvivlsom karakter, bl.a. fordi folk nok i højere grad ser rettigheder, f.eks. retten til lærkesang og derfor kritisk naturkapital, end økonomerne måske ville forvente, hvilket den ovenfor refererede artikel om lærker og udvidet franskundervisning antyder.

For det tredje er der en lang række markedspriser, der er misvisende, fordi eksternaliteter ikke er medregnet f.eks. det konventionelle landbrugs produkter, der ikke inkluderer omkostningerne ved vandmiljøhandlingsplan I og II og meget andet. Ja i virkeligheden er det måske de færreste markeder, der overhovedet fungerer uforstyrret efter den liberale lærebog. Som en tilhører på et af efterårets Lomborg-møder (FN-Forbundet 5/10/98) udtrykte det: "Det eneste område, hvor verdensmarkedet får lov at fungere nogenlunde uforstyrret er finansmarkedet. Og her er [som det især så ud til på daværende tidspunkt] tingene ved at ramle sammen om ørerne på os."

For det fjerde er det et spørgsmål, om økonomien overhovedet har den forudsigelseskraft, som lægmænd (inkl. undertegnede) har forventet af den. I hvert fald gav den tidligere økonomiske vismand Karsten Lauersen i et radiointerview (30/1/99), til min og sikkert mange andre lytteres forbløffelse, udtryk for, at han ikke kunne huske, at nogle af de forudsigelser, Det Økonomiske Råd havde fremsat i hans tid, havde holdt stik. I sin bog siger han om anvendelse af økonomi, "kan målet ikke være med blot nogenlunde nøjagtighed at forudse den økonomiske udvikling. Et sådant mål kan sjældent om nogensinde nås, i hvert fald ikke uden væsentlige forbehold." (Lauersen 1997, s.63).

Dette må i ikke mindre grad gøre sig gældende, når og hvis økonomer begiver sig ind på andre felter, f.eks. økologien, hvor det relevante vidensgrundlag på én gang er komplekst og meget fragmentarisk. Hvordan vil konjunkturerne udvikle sig? Om oliepriserne, som der er enorme økonomiske interesser bundet til, og som mange derfor følger nøje, siges det direkte, at de "historiske variationer i verdensmarkedsprisen har været svære at forklare." (s.219).

Mon det bliver lettere i fremtiden? For ikke at tale om den fjernere fremtid, den om 50 og 100 år, som er den relevante tidsdimension at anvende, når man beskæftiger sig med bæredygtighed og globaløkologiske forhold? Her vil jeg påstå at økologien kan give langt sikrere udsagn om effekterne af fortsat øgning af atmosfærens CO2 indhold og indskrænkning af regnskovens udbredelse, end økonomien kan sige og forudsige om effekterne på priserne på råolie og træprodukter.

Hvis der er de forskelle, skyldes det dog formentlig, at naturen er mere stabil end markedet, snarere end at den ene videnskab skulle være mere udviklet end den anden.

Til trods for at vores viden om miljøets forudsætninger og status til stadighed øges, er der stadig en enorm brist. Man kan her skelne mellem tre former for mangelfuldhed (Agger 1998):

Det er desværre ikke ualmindeligt, at politikere lukker øjnene for den sidste form for kilde til usikkerhed. Har man data, og har man modeller, kan man foretage risikoberegninger. Men mangler man begge dele, må man gribe til forsigtighedsprincippet. Som også økonomerne gør opmærksom på, er forsigtighedsprincippet helt afgørende i de situationer, hvor kritisk naturkapital skal beskyttes, og der er usikkerhed om det kritiske niveau. (s247)

 

En simpel verden

I det foregående er der flere steder givet udtryk for, at jeg finder økonomernes opfattelse af tingene meget forsimplet. Måske gør jeg dem uret, fordi der hen gennem den refererede tekst også tages mange forbehold og gives udtryk for at problemerne ved de foreslåede fremgangsmåder er store - men man fortsætter alligevel!

Det jeg vil fremhæve her inden jeg slutter, er den omstændighed, at der alene fokuseres på det nationale. Det er således det grønne nationalregnskab, der søges opstillet. - Hvad med resten af verden?

Det forekommer lidt absurd, at man i en så omfattende diskussion af metoder til at bidrage til en bæredygtig udvikling rettet mod kommende generationer, sætter grænsen ved Kruså. Giver det overhovedet nogen mening? Skal 'ægte opsparing' ikke være global for at være bæredygtig? De fattige svedjebrugere, der truer biodiversiteten i verdens regnskove, er jo ikke mere ansvarlige for den, end soldater er i den krig de er sendt ud i. De egentlige årsager ligger i høj grad andre steder, bl.a. i Danmark (Swansson 1995).

Og hvad er det for en verden man forstiller sig, når det angives som rimeligt at forvente, at befolkningstallet i Danmark vil holde sig nogenlunde konstant? Hvorfor? Løser problemerne i Østeuropa mon sig selv, ligesom i de øvrige af EU's nærområder?

Kan med andre ord "udviklingen i Danmark f.eks. være bæredygtig, når der er fattige i udviklingslandene?" som der helt rigtigt spørges(s179) og fortsættes: "Sådanne spørgsmål understreger behovet for, at alle lande både hver for sig og i fællesskab fører en politik, der er i overensstemmelse med ønsket om en globalt bæredygtig udvikling." Den pointe havde jeg gerne set løftet helt frem og bukket i neon i manchetten, eller mejslet ud i granit i konklusionen.

Da bæredygtighed jo også omfatter andet end lige netop miljøspørgsmål, er det store ord i marts. Og teksten slutter også betydeligt mere sagtmodigt, med at "Samfundet ville kunne opnå en velfærdsgevinst, hvis en effektiv offentlig regulering sikrede en mere hensigtsmæssig udnyttelse af naturens ressourcer." det er jo svært at være uenig i. Og "Under alle omstændigheder er det vigtigt at udforme miljøpolitikken på en sådan måde, at der fås mest mulig miljø for pengene."

Heller ikke her kan man være uenig. Men skal det med bæredygtigheden blive til andet end banal optimering af den nationale ressourceallokering, må det være den kritiske naturkapital det drejer sig om, og det i et Danmark, der erkendes som en i stigende grad integreret del af et stort hypernationalt og hyperkomplekst samfund (Qvortrup 1998). Den diskussion er langt fra færdig, og måske næppe begyndt i Det Økonomiske Råd.

 

Referencer

Agger,P.(1998): I hvor stort omfang er der behov for at bruge forsigtighedsprincippet i miljøbeskyttelsen? Miljøstyrelsen. Miljønyt nr. 31 s.50-55.

Agger,P.: Natursyn og Naturråd: er økologi langsigtet økonomi? Samfundsvidenskabelig serie nr. 6. s.59-67. Institut for Økonomi, Skov og Landskab, KVL.

Andreasen,C. et.al.(1996): Decline of the flora in Danish arable fields. Journ.Appl.Ecol.33:619-626.

Det Økonomiske Råd: Bæredygtighed: Balance mellem generationer. I Dansk Økonomi - Efterår 1998. s.171-256

Harritz,P.H.:To kg lærker eller to timer fransk. Information 30/1/99.

Heller, A.: Teorien om de menneskelige behov hos Karl Marx. Modtryk 1978.

Lauersen,K.: Økonomi og moral - fem essays. Handelshøjskolens forlag 1997.

Qvortrup,L.: Det hyperkomplekse samfund. Gyldendal 1998.

Swanson,T.M.(ed.):The economics and ecology of biodiversity decline. Cambridge Univ. Press.1995.

World Commission on Environment and Development,1987.: Vores fælles fremtid, Brundtlandkommissionens rapport om miljø og udvikling. FN-forbundet og MS.

 

Spring til toppen af siden