ARTIKLER & FOREDRAG

Tanker om det nye Naturråds arbejde

Af Peder Agger

port-pa.jpg (2228 bytes)

Foredrag ved morgenmøde i Skov- og Naturstyrelsen 20. april 1998

opdel.gif (108 bytes) 

Præsentation

Den 17. februar var vi fire, der modtog et venligt brev fra Svend Auken, der takkede for vores tilsagn om at deltage som naturvismænd m/k i det nye Naturråd.

'Vi' er i den forbindelse Jette Baagøe, der er direktør for Jagt- og Skovbrugsmuseet og tidligere formand for det nu nedlagte Naturbeskyttelsesråd; Ole Hamann, der er professor og direktør for Botanisk Have; Jørgen Primdahl, landskabsarkitekt og professor i det åbne lands planlægning ved Landbohøjskolen samt undertegnede, der er professor i miljøplanlægning ved Roskilde Universitetscenter.

Brevet var dateret den 16., samme dag som det folketingsvalg, der afholdtes den 11. marts var udskrevet. Underskrivelsen af brevet til os må have været en af Aukens sidste ministerhandlinger i pågældende regering. Ikke mindst fordi han fortsat er i ministerstolen, føler vi at dette tidslige sammenfald forpligter.

For der er næppe tale om nogen 'hovsa'-handling, det ville ligne en garvet politiker dårligt. Snarere er der tale om noget, systemet længe har rumlet med, og som var så vigtigt, at han ville nå at sætte det i værk, også om det så skulle være hans sidste ministerhandling.

Kommissorium

Jeg skal her afstå fra videre motivfortolkning og i stedet gå til det notat (SNS,1998), hvormed sagen blev fremlagt til ministerens endelige beslutning. Af dette notat, der er dateret den 20. januar 1998 fremgår:

1. At vi skal være med til at sætte dagsordenen for debatten om bæredygtig udvikling af naturen og landskabet, og sikre at disse emner får samme placering i samfundsdebatten som f.eks. økonomi.

2. At vi skal arbejde aktivt for at undgå at naturgrundlaget udhules.

3. At vi bredt skal beskæftige os med emner indenfor Naturbeskyttelsesloven, Planloven, Råstofloven, Skovloven, Jagt- og Vildtforvaltningsloven mv, samt mere tværsektorielle problemstillinger i relation til natur og planområdet.

4. At vi på eget initiativ skal tage sager op til behandling og udtale os derom.

5. At vi efter anmodning fra ministeren skal tage stilling til konkrete spørgsmål (hvilket vi dog kan afvise).

6. At vi årligt skal udgive en rapport, der understøtter pkt.1. Dertil bør der f.eks. afholdes årlige temamøder med bidrag fra fagfolk og interesseorganisationer. Foredrag og diskussioner offentliggøres sammen med rådets vurdering i rapportform.

7. At vi skal indstille medlemmer til de råd og udvalg Naturbeskyttelsesrådet hidtil har siddet i, samt være Naturklagenævnet behjælpelig med at finde naturvidenskabelig konsulentbistand. Endvidere nedsætte en videnskabelig undersøgelsesgruppe vedr. EU's forordning om handel med truede arter.

Jeg skal komme ind på vores fortolkning af dette kommissorium, men inden vil jeg kort præsentere den struktur og funktion, som notatet af 20/1 også angiver.

Struktur og funktion

Selve rådet skal, som det beskrives, bestå af 3-5 højt kvalificerede, uafhængige, videnskabsfolk, rekrutteret fra den ikke ministerielle del af forskningsverdenen f.eks. professorer ud i økologi, botanik, zoologi, geologi, geografi, fysisk planlægning og landskabsarkitektur.

Rådet udpeges af ministeren for en periode af tre år og kan ikke genudpeges. Efter 2 år udskiftes den første, efter 3 år de to næste, og efter 4 år den sidste af de nu 4 udpegede. Rådet indstiller forslag til ministeren, om hvem der skal indgå som nye medlemmer af rådet. Ministeren udpeger et af rådsmedlemmerne som overvismand.

Ministeren udpeger endvidere for 3 år ad gangen, med mulighed for forlængelse i op til 3 år, et repræsentantskab på godt 30 medlemmer fra myndigheder, erhvervsorganisationer, foreninger og videnskabelige miljøer efter indstilling fra en række myndigheder, organisationer og foreninger. Ministeren udpeger efter eget valg op til 4 videnskabsfolk, for, som det hedder, 'at sikre en saglig naturvidenskabelig debat.'

Repræsentantskabet skal diskutere rådets rapporter og give råd om, hvilke emner der kan behandles. Repræsentantskabet får dog ikke kompetence til at påvirke naturvismændenes arbejde.

Til støtte for naturvismændene oprettes, med reference til disse og uafhængigt af Miljø- og Energiministeriet, et sekretariat bestående af en HK medarbejder til den daglige administration samt 3 AC-medarbejdere med et bredt fagligt kendskab indenfor natur- og planområdet og politisk næse - eller som det siges: med 'flair for at opfange væsentlige politiske problemstillinger i samfundsdebatten'.

Sekretariatet skal bistå rådet ved fremskaffelse og sammenstilling af dokumentation, gennemførelse af arrangementer, publicering, mv. Der er afsat 5 mio.kr på finansloven for 1998 til dækning af sekretariat, møder, rejser samt frikøb (340.000 kr) af vismænd.

Vores fortolkning af kommissoriet

Vi finder, at det er et meget ambitiøst kommissorium, og en i og for sig uløselig opgave vi her har ladet os besnære til at overtage. I vores forbrugs- og markedsorienterede samfund kan et lille råd selv med et stort og sammensat (meget sammensat) repræsentantskab i ryggen, jo langt fra sikre, at debatten om bæredygtig udvikling af naturen og landskabet får samme placering i samfundsdebatten som økonomien. Det er der mange, store og ressourcestærke institutioner, der vil være i stand til at forhindre.

Men derudover er det et herligt kommissorium, som vi fortolker derhen, at blot det har udgangspunkt i eller indflydelse på den levende og døde naturs tilstand, står det os frit for at kaste os over, hvad vi måtte finde tiltrængt. Bl.a. har vi , i beskrivelsen af vores arbejdsområde bidt mærke i vendingen 'samt mere tværsektorielle problemstillinger med relation til natur- og planområdet.'

Udover dette har vi kun få pligter: Vi skal lytte til ministeren, hvis han vil os noget, vi skal mindst én gang årligt kommunikere med repræsentantskabet, og udgive en rapport om tilstanden indenfor en større eller mindre del af vores univers. Endelig skal vi indstille medlemmer til en håndfuld råd og udvalg samt hjælpe Naturklagenævnet med at finde naturvidenskabelige konsulenter, hvis det ikke kan selv.

Derfor har vi da også alle med stor lyst sagt ja til opgaven. Det er lidt som at skulle i Tivoli med onkel Svend, som har forsynet os hver med et turkort, der gælder til det hele.

Men inden jeg går længere ind på, hvad det er for forlystelses-tilbud, vi vil afprøve, vil jeg dvæle lidt ved selve institutionen et vismandsråd.

Et vismandsråd

Ekspert er man, så længe der er nogen, der vil gøre en til det, siger Søren Mørch i sin sidste Danmarkshistorie (Mørch,1996). Nu hvor det ligefrem er en minister, der har gjort det, kan det for Naturrådet være nyttigt med et par overvejelser over, hvad det indebærer at blive gjort til vismand.

'En tåbe kan jo spørge om mere, end hvad 10 vise kan besvare'. Det så vi demonstreret i denne vinters miljødebat med Bjørn Lomborg og Politiken i spidsen. Vi så også, at der er og særdeles hurtigt kan skabes mere forvirring og spredes mere misinformation end godt er. Et af problemerne ligger i sagens - dvs. naturens - natur, et andet har mere med samfundet at gøre.

Et nærliggende eksempel på det første kan hentes fra spørgsmålet om, hvor mange arter der findes på kloden, og om hvor hurtigt de uddør. Af mange prosaiske grunde, som jeg ikke skal trætte med her, er de svar, der kan gives, særdeles usikre. Men på trods heraf, eller netop derfor, er beslutningstagerne nødt til at acceptere, at det i mange tilfælde er langt bedre at træffe beslutning på baggrund af det bedste bud fra anerkendte videnskabsfolk, end det er at beslutte sig uden noget grundlag. Det synes Lomborg i nogen grad at have været blind for.

Som på så mange andre områder, f.eks. sundhedsområdet, må man handle på formodninger og alt efter usikkerheden i større eller mindre grad benytte forsigtighedsprincippet.

Når det er sagt, er vi dog også inde i problemets mere samfundsmæssige side, som har med kampen om kontrol over medier og meningsdannelse i informationssamfundet at gøre. Og her kan det ikke afvises, at etableringen af et naturråd kan ses som et led i den almindelige ekspertliggørelse, der fører til afkobling af den kulturbundne praktiske fornuft, som findes blandt lægmennesker og i erhvervene.

Personligt har jeg længe befundet mig snart på den ene, snart på den anden side af den grøft, der (men i stadig mindre grad) adskiller græsrødderne fra de officielle eksperter. Græsrødderne ekspertificeres med faldende medlemstal til følge. Og eksperterne politiseres ved i stigende grad at blive afhængige af det politisk-administrative system. Og nok kan vi som råd pege på problemer, der endnu ikke må røres i andre officielle institutioner; men ved selv at være en af slagsen, er vi med til at understøtte ekspertliggørelsen og legitimere de beslutninger, der træffes.

En ekspert er en person, som gennem uddannelse og forskning har opnået, det man kunne kalde en analytisk almenviden på sit felt, dvs. en viden, som ikke kun vedrører problemets 'lokalt relevante viden', men som også er i stand til at vurdere, og forudsige effekter i tilknyttede felter.

En ekspert er dermed dels udstyret med en specialiseret kundskab, der bygger på en videnskabelig fagtraditions analytiske metoder og begrebsapparat, dels udstyret med et kritisk videnspotentiale, som refererer til fagets almene sandheder mere end til lokale interesser og traditioner.

Dette i modsætning til ikke-eksperten, - lægmanden som har en lokal konkret viden, som nok i sidste ende kan være afgørende for, hvad der sker, men som ikke altid er i stand til kritisk at vurdere tingene i en større almen sammenhæng (Agger & Nielsen,1997). - F eks. forstå hvorfor regulering af trækfuglejagten på Værnengene ved Ringkøbing Fjord er nødvendig set i en større sammenhæng. - Og lægmænd er vi jo alle på større eller mindre dele af livets områder.

Men hvor grøften mellem græsrødder og eksperter er under opfyldning, sker der samtidigt en uddybning mellem eksperter og lægfolk. I det arbejdsdelte serviceorienterede samfund sker der nemlig det, som sociologen Oscar Negt (1989) har kaldt, en erosion af almindelige menneskers sociale hverdagslivserfaring og orienteringsevne. Med det resultat at de udleveres til eksperten.

For få generationer siden var næsten alle danskere enten bønder eller håndværkere, og det i et langt mere overskueligt samfund, hvor man kunne gøre sig erfaringer om den materielle verden. Snart er der næsten ingen bønder og håndværkere tilbage. Og verden er blevet langt mere kompliceret.

Med denne udlevering til eksperterne følger også kimen til mistænksomhed, f.eks. mistanker om at eksperten selv er instrument for andre interesser end pålydende, f.eks. eksperten selv, biologerne eller den centralstatslige magt lokaliseret i København.

Dette rejser spørgsmålet om, hvordan vi i Naturrådet kan arbejde for en demokratisering af vores viden om naturens og samfundets orden, som kan modvirke følgerne af denne erfarings-erosion og tab af orientering. Det vil jeg vende tilbage til. Men først lidt om, hvad vi måske kan lære af andre.

Andre tilsvarende råd

Der findes en række råd, som det vil være klogt at få snakket med, dels for på kollegialt niveau at tage ved lære af deres erfaringer med at virke som ekspertorganer, dels for at mulighederne for eventuelt fælles faglige tværsektorielle aktiviteter ikke skal være uprøvede. Det drejer sig bl.a. om Transportrådet, Energimiljørådet, Etisk Råd og Det økonomiske råd.

Sidstnævnte er den største, mest veletablerede af Naturrådets større søskende, og så er den måske også det vi ligner, eller håber på at komme til at ligne, mest. Niels Kærgård fra Det Økonomiske Råds formandskab har nyligt skrevet en for os interessant artikel om dette råds nu mere end 25 årige virksomhed (Kærgård,1996).

"Har videnskabsfolk noget relevant at sige til fagligt-politiske problemstillinger?" spørger Kærgård indledningsvis, hvilket artiklen derefter bekræfter. Arbejdsdelingen mellem offentlige organer har nemlig mere end en gang ført til, at der på grund af manglende viden eller vilje til forståelse efter en årrække har vist sig mere eller mindre uforudsete eller utilsigtede sideeffekter af det ene eller andet tiltag. Lad mig blot som stikord nævne ordet: Grundvand.

Ligesom Det Økonomiske Råd er det for os i Naturrådet klart at vores rolle især vil være at tænke både langt og bredt. Dvs. beskæftige os med de langsigtede sideeffekter af de handlinger som mere kortsynede sektorinstitutioner bidrager til. Men ligesom de økonomiske vismænd må vi tage vare på sådanne råds særlige behov for image-pleje i form af tillidsskabende foranstaltninger.

Kærgård beskæftiger sig en del med den objektivitet, som rådet er tillagt, og konkluderer i den forbindelse at "'objektiv sandhed' i streng forstand næppe nogensinde kan findes, selv ikke i de såkaldt eksakte videnskaber." I stedet stiller han krav om, at evidens og argumenter skal være klarlagte i rådets arbejde, og at den faglige debat føres igennem. Dvs. at man i den videnskabelige debat hele tiden søger at grave dybere indtil denne ikke kan komme længere, og politikerne må tage over.

Interessant er det at læse, hvad Kærgård citerer fra den betænkning fra Finansministeriet fra 1956, som gik forud fra Det Økonomiske Råds etablering, om 'at det vil være rigtigst alene at tillægge et sådant organ en oplysende og formidlende virksomhed, således at de bestående organers kompetence ikke begrænses'. - Og, kunne man tilføje, således at dets uafhængighed ikke så let kan beklikkes. På linie hermed ser vi i Naturrådet vores opgave som en form for eksklusiv formidling af oplysning og kontakt.

Også i Det Økonomiske Råds øvrige procedurer og forretningsorden vil vi se, hvad vi kan bruge.

Endnu en grund til at Det Økonomiske Råd er særlig interessant, er, at det også har til opgave at 'belyse de langsigtede udviklingsperspektiver og samspillet mellem økonomi og natur'(Kærgård,s.117). I den anledning sidder der nu en repræsentant for Miljø- og Energiministeriet i Det Økonomiske Råd repræsentantskab. Der er også blevet tilknyttet en særlig sagkyndig i forholdet mellem økonomi og natur.

Hvad Naturrådet (ikke) vil?

Lad mig til en begyndelse sige, hvad vi ikke vil, eller i hvert fald vil forsøge at undgå. Det drejer sig især om fire ting:

For det første vil vi så vidt muligt undgå at gå ind i konkret sagsbehandling. For en akademiker kan det være fascinerende at møde den konkrete virkelighed, men det rummer også faren for fortabelse. Når man kun er fire og kun har fra 2 til 4 år at virke som vismænd i, er man nødt til at prioritere benhårdt til fordel for de større principielle sager, som af en eller anden grund er kørt skævt, truer med det, eller som af den ene eller anden grund ikke hidtil har fået den fornødne opmærksomhed.

For det andet vil vi prøve at undgå den overfladiskhed, som ellers præger megen offentlig debat om natur og landskab. Dvs. vi vil bestræbe os på at arbejde med forholdsvis få emner, men så til gengæld gøre det ordentligt.

Fra 1968 til 88 faldt f.eks. den gennemsnitlige tid for fastholdelse af et billede i de amerikanske fjernsyn (som i øvrigt er tændt 7 timer i døgnet) fra 42.3 til 9.8 sekunder. Udviklingen er fortsat, også i Europa. Det gør at de folk, som slår sig til tåls med fjernsynet som nyhedskilde er nogle af de dårligst informerede i samfundet.(Beder, 1997,p.208).

Men overfladiskheden findes også andre steder, f.eks. i den før omtalte Lomborg debat, hvor klodens tilstand blev ordnet på 4 kronikker. - Masser af ligegyldigheder, fup og omsvøb, og meget lidt indhold. Det er ligesom at gå på storindkøb og stort set kun komme hjem med emballage. - Ligeledes er vi opmærksomme på faren ved, i tide og utide, at skulle udtale sig til journalister om rådets syn på hvad som helst. Også det kan føre til forfladigelse af rådets virksomhed og omdømme.

For det tredje vil vi prøve at undgå omklamring fra andre myndigheder, organisationer eller foreninger. Dette dels fordi uafhængigheden er et kriterium for vores udpegning, dels fordi det netop er uafhængigheden, der er vores mulighed for at slå igennem og en del af fornøjelsen ved jobbet.

Det siges om Det Økonomiske Råd, at det altid er elsket af oppositionen, men hadet af regeringen - uanset dens partifarve. Jeg er ikke sikker på, at det samme vil gøre sig gældende for os. Økonomi er jo noget, der ligger alle politikere på sinde. Det samme gør sig desværre ikke i samme grad endnu gældende for natur- og miljøpolitikken.

De andre aktører i natur- og miljødebatten har alle deres bindinger: Politikerne der bør bekymre sig om næste valg, embedsmændene der skal betjene ministeren, medierne der skal levere publik til annoncørerne, erhvervsorganisationerne der evindeligt må tænke på forretningen, og foreningerne der har deres snævre medlemshensyn at tage vare på.

På denne scene er et organ som Naturrådet et godt supplement til rollelisten. Vi er ikke uafhængige, men afhængige på en anden måde en de øvrige. Vi har bl.a. vores renommé som videnskabsfolk at tage vare på. Og her kan tillid og kontekstuel genereret ekspertise være langt mere afgørende end egentligt videnskabelige argumenter. Vi lever så at sige af den tillid, man kan have til, at vi tilstræber idealet om videnskabelig objektivitet og omhyggelighed, i det vi laver.

Derfor skal Naturrådet ikke med sin nuværende størrelse udføre forskning, men dygtiggøre sig ved at indsamle viden fra andre. Og vi må udvise en særlig omhyggelighed i redegørelsen for grundlaget og argumentationen i vores udtalelser, som derfor gerne skulle blive mere gennemskuelige og derved nyttige i den samlede debat.

Dermed er vi ved at være ved det fjerde vi vil undgå. Selvom miljøproblemer til syvende og sidst er samfundsmæssige problemer, er det alligevel en udbredt opfattelse, at da naturen ikke kan tale for sig selv, må naturvidenskaben træde til og tale på dens vegne - 'speak truth to the power'.

Vi vil gerne undgå at blive talsmænd for en naturvidenskabelig enøjethed, som tror, at det kun er det, der kan måles og vejes, - naturvidenskabelige facts, som tæller; for verden består også af meget andet f.eks. af immaterielle forhold. Og selv facts er altid, om ikke i sig selv men så i deres sammenhæng, på en eller anden måde værdiladede. En bæredygtig udvikling af natur og landskab har derfor mange flere forudsætninger og kræver stillingtagen til meget andet, end det naturvidenskaben alene kan få øje på.

Endvidere finder der også frembringelse af viden sted mange andre steder end på universiteter og i sektorforsknings-institutioner. De engelske videnssociologer Irwin og Wynne (1996) har sat det på spidsen ved at konstatere, at videnskab ikke blot kan præsenteres som en sum af facts eller som en bestemt metode. Den må snarere præsenteres som en diffus samling af områder af specialiseret viden og teoretiske fortolkninger, hvis form og indhold er åben for diskussion med andre samfundsmæssige institutioner og former for viden.

Bæredygtig udvikling for natur og landskab er meget mere end et rent biologisk eller for den sags skyld landskabsarkitektonisk anliggende. Historiske, lokalt kulturelle, økonomiske og mange andre forhold spiller ind. Det er områder, som Naturrådet ikke nødvendigvis skal gøre sig klog på, men skal være vidende om og med hjælp fra andre være i stand til at kunne inddrage i debatten.

Vi har endnu ikke i samme grad som i USA en antimiljøbevægelse, men ligesom deres 'Wise Use Movement' har vi også enkeltpersoner og foreninger, hvis værdigrundlag består af den samme blanding af arketyper såsom familien, det nære samfund, den naturlige fornuft hos den der lever nærmest naturen (eller den der læser sin gode daglige avis) parret med glæden ved den private ejendomsret og den enkeltes frihed, der sammen med konkret lokal viden, så sættes op imod en udefra kommende offentlig regulering og økologisk orienteret forandring af vores kultur.

Ligeledes har vi ansatser til et mere bredt anlagt og organiseret angreb på og mistænkeliggørelse af miljø- og naturbeskyttelsen. Jeg håber at Naturrådet kan levere modvægt f.eks. til den forvirring der med den nævnte coctail har spredt sig til den danske debat.

Hvad naturrådet vil

Vi vil naturligvis efter bedste evne forsøge at efterleve vort kommissorium, også selv om det på visse punkter kan synes utopisk. Som det er fremgået af det foregående, vil vi satse på den brede sammenhæng og det lange perspektiv, dels der hvor naturen rammes mest, dels der hvor naturforvaltningen har brug for en opstrammer. Et særligt forhold som allerede er fremhævet, er det hensyn vi mener der bør tages til behovet for en demokratisering af debatten. Endelig vil vi undersøge mulighederne for samarbejde med andre tilsvarende råd, for at få taget fat i noget af det andre har ladet ligge.

Vi har for de kommende 3-4 års indsats i første omgang tænkt os at samle kræfterne om et stærkt begrænset antal emner f.eks. i form af 4-5 temaer med mulighed for udskiftninger undervejs. Arbejdet vil bestå i en blanding af dokumenterende udredning i notater, rapporter og seminarer, udfoldelse og debat ved høringer og symposier, og konkluderende forløb gennem koncensuskonferencer og forhandling.

Det vil i bedste fald blive en nænsom balancegang mellem forskellige videnskabelige udsagn opnået via opsøgende virksomhed, netværksdannelse og evntuel konsulentbistand, og så hvad vi inspireres til af repræsentantskabet i og uden for mødelokalet.

Da vi endnu ikke har hverken sekretariat eller repræsentantskab er det svært at sige meget om, hvad det endelige arbejdsprogram konkret vil indeholde. Men jeg kan da nævne overskrifterne på de forslag, vi i en første indledende runde har sat os for at vurdere nøjere:

1) Naturens vilkår og behov i forbindelse med den eskalerende strukturudvikling og ændret EU-politik i landbrugssektoren.

2) Behovet for sammenfattende strategier for hele eller dele af den danske naturforvaltning f.eks. for emner som kystzonen, bioinvasion dvs. flora- og faunaforurening og forfalskning.

3) Demokrati, adgang, brugs- og ejendomsforhold i forbindelse med naturen i Danmark.

4) Den langsigtede økologis økonomi. Naturen og transportsektoren, etikken og naturforvaltningen.

Hvordan den endelige liste bliver vil fremtiden vise. Det afhænger af så meget, bl.a. den debat jeg håber vil følge efter dette oplæg.

Referencer

Agger,P. og K.Aa.Nielsen (1997): Viden er magt - en refleksion over demokratisering og ekspertise i miljøreguleringen. I Holm,J.; B.Kjærgård & K.Pedersen (red): Miljøregulering - tværfaglige studier. Roskilde Universitetsforlag 1997.

Beder,S.(1997): Global spin - The corporate assault on environmentalism. Green Books, UK.

Irwin,A. and B.Wynne (eds.)(1996): Misunderstanding science? - The public reconstruction of science and technology. Cambridge Univ. Press.

Kærgård,N.: Økonomiske vismænd - politiserende økonomer eller objektive eksperter. Nationaløkonomisk Tidsskrift 134 (1996): 113-128.

Mørch,S.(1996): Den sidste danmarkshistorie. Gyldendal.

Negt,O.(1989): Die Herausforderung der Gewerkschaften. Campus Verlag. (her citeret fra Agger & Nielsen,1997).

SNS,1998: Notat Vedr. oprettelse af Naturråd og forslag til organisationer til repræsentantskabet. Naturforvaltningskontoret, Skov- og Naturstyrelsen 20. januar 1998.

Spring til toppen af siden