ARTIKLER & FOREDRAG

Naturindholdet i Naturplan for Albertslund - miljø og biodiversitet

Af Peder Agger

port-pa.jpg (2228 bytes)

Albertslund kommune: Miljøkonference og offentliggørelse af Grønt Regnskab 1997. 11. juni 1998

opdel.gif (108 bytes)

Indledning

Naturrådet blev nedsat den 16. marts i år af Miljø- og Energiminister Svend Auken med det formål 'at sætte dagsordenen bredt i offentligheden om bæredygtig udvikling af naturen og landskabet'.

Invitationen til at komme her i dag, var den første vi overhovedet modtog. Det var en stor opmuntring, som jeg hermed vil takke for.

Bæredygtighed udvikling, natur og landskab er også på dagsordenen for denne konference. Da Lone Johnsen har taget sig godt af bærerdygtigheden, og Ib Asger Olsen vil gøre det ved landskabet, vil jeg forsøge at fokusere på naturens trivsel, - det der på nudansk hedder "miljø- og biodiversitet". - Helheden må andre tage sig af.

Natur og biodiversitet

En væsentlig grund til, at vi er samlet i dag, er at naturen har det skidt. Ikke kun her hos os, men snart sagt overalt på kloden.

Dyre- og plantearternes tilbagegang, dvs.truslen mod biodiversiteten, lå i fokus for indkaldelse til Rio-topmødet i 1992, hvor biodiversitetskonventionen var på dagsordenen.

Biodiversitet betegner naturens rigdom på variation. Ikke kun rigdom på forskellige dyre- og plantearter, men også på varieteter, racer, gener, naturtyper, økosystemer og landskaber.

Biodiversiteten omfatter slet og ret den levende natur, - ikke kun de vilde dyr og planter og deres levesteder, men også de tæmmede, de dyrkede og de organismer, der er frembragt ved genmanipulation.

Sidstnævnte vil jeg ikke komme yderligere ind på. Men det brede perspektiv på naturen, hvor både de vilde og de tæmmede arter og både den vilde og den mere eller mindre kultiverede natur er med, er velegnet, når man skal betragte naturen i Albertslund.

Naturens 4 krav

Naturens fundamentale krav kan koges ned til fire spørgsmål:

For det første er det et spørgsmål om plads. I Danmark forsvinder der årligt 50-100 kvadratkilometer landbrugsjord, fordi det tages ind til bebyggelse trafikanlæg eller råstofgrave.

Men 'forsvinder' er måske ikke det rette ord. For arealet er der jo stadigt. Det er landbruget der forsvinder og erstattes af en anden form for brug. Med den retning det konventionelle landbrug har taget, er det ikke så dårligt.

Så måske skulle vi snarere sige, at der hvert år er 50-100 kvadratkilometer jord, der befries for landbrug. Albertslund er i så henseende et fristed langt fra landbrugets gylle og pesticider.

Spørgsmålet om stabilitet er det andet af de fire fundamentale krav. Langt de fleste dyr, planter og naturtyper er afhængige af at miljøet ikke hele tiden forandres.

Det skal ikke forstås derhen, at enhver forandring er til skade. Til syvende og sidst er selve evolutionen betinget af forandring. Men det er hastigheden og hyppigheden af forandring, der er problemet.

Det er kun de færreste dyr og planter,der kan hamle op med de stadigt hyppigere forandringer der sker i Danmark.

Engang var næsten hele landet dækket af gammel blandet løvskov, hvor træerne kunne blive mange hundrede år.

Skoven må stadig betegnes som en oase af stabilitet. Men den har fået en kortere omdriftstid med tendens til fald. Egen bliver knapt 150 år, bøgen godt 100, granen 60 og juletræet kun 10 år før det fældes.

Det vi kalder halvkulturerne, udgør en mellemting mht. til stabilitet. Dvs. arealer som heder, enge og overdrev, der nok udnyttes landbrugsmæssigt, men langt mere ekstensivt.

Langt hen ad vejen har fortsat landbrugsmæssig udnyttelse haft svært ved at betale sig. Halvkulturerne er derfor overalt i landet gået kraftigt tilbage, og resterne må i dag plejes for ikke at gro til.

I dag er næsten hele landet dækket af, hvad man kunne kalde pionersamfund. De to tredjedele som er landbrugsjord, hvilket indebærer at al vegetation, og dermed hovedparten af dyrelivet, fjernes en gang om året.

Og det samme sker i vore farvande, når det årlige iltsvind sætter ind og rydder bunden for alle flerårige organismer, som ikke formår at flygte.

Når forandringerne p.gr.a. hugst, opdyrkning og iltsvind bliver hurtigere og hyppigere, må den øvrige vilde flora og fauna følge efter. Jo korter tid de er om at vokse op, formere sig og spredes jo bedre kan de klare sig i det moderne land.

Det tredje spørgsmål drejer sig om sammenhæng. Det kan ikke ses uafhængigt af spørgsmålet om stabilitet. Er en art af den ene eller anden grund forsvundet fra et sted, vil genindvandring afhænge af, hvor godt stedet hænger sammen med nabolokaliteterne.

Tag som eksempel et vandhul. Her kan vanddyrene forsvinde, hvis vi har en særlig tør sommer, hvor hullet tørrer ud; eller en særlig hård vinter hvor det bundfryser; eller måske kan det være et uheld under marksprøjtningen eller en tilfældighed, der udrydder arterne på stedet.

Men før eller siden vil de genindvandre fra et nabo vandhul. Men om det bliver før eller siden afhænger af, hvor lang og besværlig vejen er fra det ene vandhul til det andet.

Er der så sket det, at der er tyndet ud i vandhullerne i et landskab, bliver vejen mellem de resterende længere. Og er yderligere det mellemliggende terræn blevet vanskeligere at krydse, f.eks. fordi ukrudtsbekæmpelsen er blevet mere effektiv, eller fordi der er blevet lagt en vej på tværs, vil der gå længere tid før genindvandringen lykkes.

Det er hvad der jævnt hen er sket i mange danske landskaber. Der er blevet tyndet godt ud i småbiotoperne efterhånden som marker og gårde er blevet lagt sammen. Vores ukrudts- og skadedyrsbekæmpelse er blevet mere effektiv. Og vejbyggeri mm. har lagt barrierer ud i landskabet, der gør det ufremkommeligt for en stor del af vores flora og fauna.

Resultatet er, at landskabet monotoniseres, levestederne fragmenteres og diversiteten falder fordi der bliver færre biotoper og fordi artsrigdommen i de resterende falder på grund af den manglende sammenhæng i landskabet.

Det fjerde krav, som naturen stiller, er beskyttelse mod forurening. Her tænkes ikke kun på det utilsigtede udslip af spildevand, eller den uafvendelige forurening der sker når man kører bil eller gøder marken, men også på den helt målrettede kemiske efterstræbelse der sker af den vilde flora og fauna, hvis den vover at dukke op på forkerte steder.

Til forurening vil jeg også i denne sammenhæng henregne støj og forstyrrelse, som kan forårsages af den motoriserede og ikke motoriserede trafik samt fritløbende hunde.

Ser vi på Danmark som helhed er det igen landbruget, der alene qua sin store udbredelse, er den største synder. Pesticiderne er efter min overbevisning vores største miljøproblem til lands, og næringsstofferne, der også hovedsageligt stammer fra landbruget er det til vands.

Men hvis landbruget er det ene store problemkompleks for natur og miljø, så er transportsektoren det andet. Sådan er det også mange andre steder i verden.

Transportsektorens miljøproblemer består af tre typer. Det ene er støjen, det andet er fragmenteringen af landskabet, og det tredje udstødningsgasser, som bidrager både til drivhuseffekten, overgødskning af vore farvande og forringelse af luftkvaliteten.

Udgangspunktet i Albertslund

Hvordan er da vilkårene for naturen i Albertslund? I hvilken udstrækning er man her i stand til at tilfredsstille naturens krav? PÅ nogle punkter er man bedre på andre punkter dårligere stillet end mange andre kommuner.

Men generelt er det mit indtryk, at både praksis og planer deokumenterer en afgørende indsigt og prioritering af naturens behov for plads, stabilitet, sammenhæng og beskyttelse mod forurening.

På plus siden tæller, at man sammenlignet med mange andre bykommuner har haft relativt store arealer, der har kunnet gøres til genstand for samlet planlægning, også hvad naturindholdet angår.

Det har bl.a. ført til at man, understøttet - gætter jeg - af en homogen, relativt velstillet og moderne indstillet natur- og miljøbevidst befolkning har kunnet komme igennem med mange ting, bl.a. en langsigtet udbygning af spredningskorridorer for planter, dyr og mennesker.

På plussiden er også, at man i Albertslund næsten helt er sluppet for landbrugets velsignelser. Til gengæld har man fået så hatten passer, hvad angår transportsektorens miljøproblemer.

Det vanskeliggør realiseringen af det netop omtalte grønne netværk, og det stinker og støjer, hvilket dog mere er et æstetisk rekreativt problem, end det i sig selv er et problem for flora og fauna.

Man kan også ud fra én synsvinkel betragte det som et minus at der i det landskab, man har arvet, har været så lidt arvegods. Relativt få bakker og dale, skove søer og moser, ingen kyst og relativt få særlige kulturværdier.

Den beskedne vuggegave har dog på den anden side vist at kunne vendes til en fordel. Den store udfordring og den frihed der har ligget i ikke at skulle tage vare på et allerede med antikviteter møbleret landskab, har ført til at landskabet og naturen fra starten har kunne behandles og planlægges tidsvarende, hvorved resultatet alligevel er blevet ganske enestående.

Uden at påstå kendskab til samtlige landets 275 kommuner, vil jeg vove den påstand, at Albertslund, hvad angår vilje og dygtighed til at gøre en indsats for miljø og biodiversitet, ligger i førefeltet.

Integration af funktioner

En af de ting, der synes at lykkes bedre i Albertslund end mange andre steder, er det at integrere flere funktioner, hvorved man ikke blot på bæredygtig vis opnår at kunne økonomisere med ressourcerne, men også opnår kvaliteter, man måske eller ville have været foruden.

Jeg tænker her på ting som bestræbelserne på at øge grundvandsinfiltrationen, fra arealer der også anvendes til andre formål, for på den måde at gendanne grundvandsressourcen med sigte på i fremtiden atter at kunne blive selvforsynende med rent drikkevand.

Jeg tænker på de omfattende beplantninger ved huse, veje og pladser samt systemet af naturparker og byparker, der renser luften, skærmer for udsynet, modificerer lokalklimaet, og er levested for flora og fauna samt mennesker.

Jeg tænker på de våde enge, som ligeledes er levested, samtidigt med at de giver græsning til husdyr og renser overfladevandet.

Og jeg tænker på den variation i oplevelsesmuligheder, der derved opnås, og som jeg regner med, at Ib Asger Olsen også vil kommentere.

Og endelig i den forbindelse, også den store indsats, der på én gang har været mulig og er gennemført mht. at åbne op for adgang til landskabet og dets natur. Naturen er et godt påskud til samvær, deltagelse og identitetsopbygning. Men det kræver, at man kan komme til den.

Naturplanen

De fem overordnede mål for naturplanen:

Kan jeg alle tilslutte mig, især hvis (hvad jeg tror) sidstnævnte punkt peger begge veje, således at det ikke kun er brugerne, men også myndigheder og virksomheder, der skal blive klogere oså de kan passe bedre på miljøet og naturen.

Jeg må også med en vis ærgrelse tilstå, at jeg ikke har fundet særligt meget nyt at foreslå, som enten ikke allerede står ude i terrænet, i de vedtagne målsætninger eller er i i det mindste er nævnt i de anbefalinger, der er knyttet til gennemgangen af hvert naturområde.

Man er ganske godt opmærksom på, hvordan man hele tiden må stræbe efter at få det globale omsat til det lokale plan. Man tænker langsigtet og i kredsløb. Og man har øje for variationens og autenticitetens betydning for biodiversiteten såvel som glæden ved den.

Endelig har man indtryk af et blomstrende samarbejde mellem ildsjæle, institutioner og myndigheder. På en måde, så det ikke kun drejer sig om at opføre sig bæredygtigt og belære andre om at gør det samme, men så det også drejer sig om almindelig trivsel her og nu - et godt liv i Albertslund.

Men hvis jeg nu skal nævne noget, vil jeg med fare for at blive beskyldt for at have skøjtet hen gennem rapporterne, alligevel fremdrage følgende punkter:

1. Kommende fra en relativ rolig del af det indre København som jeg, er trafikstøjen fra motorvejene, der gennemskærer Albertslunds naturparker, skræmmende og stærkt hæmmende for besøgets udbytte. Det er videnskabeligt bevist, at ro er det, de fleste mennesker søger ud i naturen for at finde. Derfor vil jeg sætte ønsket om støjbekæmpelse ikke mindst langs Kongshøjparken, højt på ønskelisten. Ligesom en fortsat kreativitet mht. at finde transportdæmpende foranstaltninger er en kollosal udfordring.

2. I Naturplan 97 hedder det, at den omhandler alle arealer med naturindhold. Udfordringen til naturplan 98 vil være, at den også skal omhandle alle arealer, der i dag er uden naturindhold. Her tænker jeg først og fremmest på erhvervsarealerne, som udgør en ganske pæn del af kommunen, men ikke af dens grønne strukturer. Sagt på anden måde, ser det ud som et forsømt område. Inspireret af det udmærkede initiativ med økologiske privathaver, kunne jeg drømme om at få lokket 10 virksomheder fra Miljøforum med på at modtage økologisk vejledning til udarbejdelse af en grøn plan for hver enkeltes areal mht. til kemikalier, kompost, vandforhold, beplantning og levesteder. Planernes indfrielse skulle så evalueres en gang årligt i de efterfølgende 3-5 år.

3. Lave en særlig rødliste for 'hot spots' mht. sjældne arter og naturtyper med henblik på at udarbejde særlige handlingsplaner sigtende på, at sikre et bredt og autentisk spektrum af forskellige levesteder og sikring af særligt interessante situationer. Det er en variation der spænder fra urørt naturskov til sandkasser, fra udsigtspunkter til traktørsteder, og fra 'det til enhver tid vildeste hjørne' til de mest omhyggeligt plejede staudebede på de bolignære arealer.

4. Jeg håber også, at de omtalte planer vedrørende vandstandshævning i størstedelen af kommunen, må blive prioriteret højt, selv om de først vil give sig synlige resultater om mange år.

5. Det kan til gengæld realiseringen af de omtalte planer for vandløbsrestaurering.

6. Når landbruget ikke kan tage vare på halvkulturerne, må vi andre gøre det. Derfor er Realiseringen af planerne om at få flere græssede og flere oversvømmede enge, ikke mindst i Egelundparken, og en langsigtet plan om at fremme udviklingen af Herstedvesterhøjene til et overdrevslandskab med overdrevsvegetation vigtig.

7. Endelig vil jeg som det sidste nævne behovet for, at der sættes idé og forsøgsvirksomhed mht. at øge beboernes mulighed for at komme tættere på naturen. For hvad skal småbørn, gamle og andre gode folk have lov til, hvis de nu ikke længere aht. vandkvaliteten, må fodre ænderne, som jo ellers hører til en af bymenneskets ydmyge muligheder for at træde i materiel forbindelse med naturen.

Jeg må slutte, så jeg vil ikke opregne alle de nyttige ting, der gøres og planlægges gjort på miljøområdet, som både vil komme det globale miljø, borgerne i Albertslund og naturen til gode.

I den kulturøkologiske årbog 1995/1996 skriver Hjalte Aaberg at "Det nemme er at fremsætte beslutningsforslag om, at kommunen skal være bæredygtig i det 21. århundrede. Det svære er at formulere en enkel og forståelig strategi, som gør det muligt." Og Poul Markussen appelerer: "Flyt fokus til praksis. Vær tålmodig"

Udfordringen i de kommende år bliver, i praksis at få gejsten til at sive ind bag havelågerne, gadedørene og fabriksportene. Planen er der stort set ikke noget i vejen me

Spring til toppen af siden