ARTIKLER & FOREDRAG


Dansk miljøpolitik til et lille 9-tal

Af Peder Agger og Jørgen Primdahl

I 1998 var det Danmarks tur til at indgå i OECD's turnus-evaluering af landets miljøpolitik. Nu foreligger resultatet. Indsatsen har fået en blandet vurdering, men karakteriseres alt i alt som hæderlig og med tegn på fremgang.

OECD er den internationale organisation for økonomisk samarbejde og udvikling, hvortil de 29 rigeste i-lande hører. OECD foretager hvert år efter tur en kritisk gennemgang og vurdering af et af medlemslandenes miljøpolitik. I 1998 stod vi for tur, og nu foreligger resultatet i form af rapporten "Environmental Performance Review of Denmark".

Før karakterbogen åbnes, kan det være sundt at fundere lidt over, hvad man overhovedet kan vente sig fra den kant. OECD er et officielt statsligt og økonomisk tænkende embedsmandsorgan. Det er altså ikke uafhængige forskere eller græsrødder, der har været i gang. Dermed må man forvente, at kritikken vil være seriøs, holdt i afdæmpede vendinger og uden spørgsmålstegn ved samfundets grundlæggende udviklingsretning. Men budskabet er selv med de nævnte begrænsninger yderst interessant, og det er nu engang sundt med eksterne censorer.

OECD's tro på økonomisk vækst og fremskridt præger da også dette års karakterbog. Men det forhindrer ikke, at den på adskillige punkter leverer stof til eftertanke, både for dem som tror, og for dem som betvivler, at verden kun kan gå fremad. I det følgende vil vi give vores hovedindtryk, for derefter at fremhæve enkelte forhold med særlig adresse til den danske naturforvaltning.

OECD-rapporten fokuserer på miljøpolitikkens tilstand. Hvilke mål er der blevet opstillet for miljøindsatsen, og i hvilken grad er de blevet opfyldt? På den måde gennemgås fire områder: Vand, luft, kemikalier og natur, inden der sluttes af med to afsnit, om hvordan det går med at integrere miljøet i den økonomiske politik, og hvordan det ligger med indsatsen på den internationale scene.

På vandområdet er der ros til indsatsen fra byer og industri, men ris til manglen på resultater især indenfor landbruget. Her om siges, at "På trods af at udledningen af organisk materiale og næringsstoffer fra kommunale og industrielle punktkilder er blevet bragt ned, er kvalitetsmålsætningerne for de fleste vandløb og søer stadig langt fra opfyldt; grundvandsforureningen har nået et niveau, der truer det nuværende vandforsyningssystem, som er baseret på simpel vandbehandling i små anlæg; og de kystnære vandområder er påvirket af eutrofiering. Hovedårsagen til disse beskedne resultater er den fortsatte forurening fra kilder i landbruget….".

På luftområdet er der overvejende ros til energibesparelser og rensning i energisektoren, men ris til transportområdet, der lider af uhæmmet vokseværk. Det siges, at "Danmark har gjort betydelige fremskridt i løbet af de seneste to årtier med hensyn til at reducere eller at inddæmme emissionen af konventionelle luftforurenende stoffer…Ikke desto mindre er den danske emission af SOx og NOx per enhed af bruttonationalproduktet relativt høj i europæisk sammenhæng, og det er nødvendigt at foretage yderligere reduktioner af emissionen af luftforurenende stoffer."

På affaldsområdet er der ros bl.a. til vores genanvendelsesordninger, og forsøg på at mindske affaldsmængderne, men ris til at udviklingen alligevel på det seneste synes at gå i den forkerte retning. Der efterlyses økonomiske incitamenter til en langsigtet omlægning af produktion og forbrug med henblik på at nedbringe affaldsmængderne. På kemikalieområdet efterlyses vurdering af planer for begrænsning af pesticidanvendelsen, og her er Bichel-udvalgets anbefalinger efter Naturrådets opfattelse desværre ikke ambitiøse nok.

Naturforvaltningen roses for et veludbygget og omfattende naturforvaltningssystem med bl.a. udpegede naturbeskyttelsesområder, småbiotopbeskyttelse og naturgenopretning. Men vi får ris for systemets uoverskuelighed, og de begrænsede ressourcer der ligger bag."Der er imidlertid et stort behov for yderligere og fortsat indsats hvad angår beskyttelse og genskabelse af naturen og beskyttelsen af biodiversiteten. Både ferskvands- og havøkosystemerne påvirkes ofte af forurening fra landbruget, og der er kun gennemført få tiltag til beskyttelse af havområder. Omkring 97 procent af alle vandløbsstrækninger er blevet rettet ud eller ændret på anden måde:"

Af de mange anbefalinger rapporten indeholder, er der især tre, vi vil kommentere lidt nøjere. For det første anbefales anbefale det, at "færdiggøre en systematisk oversigt over arealanvendelse og ændringer i arealanvendelsen for at vurdere den fysiske planlægnings effektivitet med hensyn til at beskytte naturen og miljøet". Tilsvarende peges der på behovet for en bedre overvågning af naturens tilstand. Disse anbefalinger er vigtige, fordi der i dag er stor uvidenhed på området. Eksempelvis er arealstatistikken særdeles ringe her i landet, hvilket også OECD hæfter sig ved. Vi har i dag vanskeligt ved at vurdere effekten af de mange millioner der anvendes på naturbeskyttelsen, og det er derfor vanskeligt at målrette og optimere indsatsen mod de vigtigste naturproblemer. Får vi f.eks. i dag tilstrækkeligt ud af vore midler til naturgenopretning, skovrejsning og miljøstøtte til landbruget?

For det andet anbefales, at naturpolitikken tages op til overvejelse. Der bør udarbejdes en national handlingsplan for naturbeskyttelse, som bl.a. omfatter naturområderne og de økologiske forbindelser mellem dem. Denne anbefaling kan ses som en alvorlig, og efter Naturrådets mening berettiget kritik af den overordnede naturforvaltning, og ikke mindst den danske opfølgning på Rio-konventionen om biologisk mangfoldighed. Der mangler langsigtethed, sammenhæng og prioriteringer i naturpolitikken.

Det tredje punkt, vi vil fremhæve, er endnu engang integrationen af natur- og landbrugspolitikken. Som det suverænt mest intensivt opdyrkede land i Europa med 2/3 af arealet som landbrugsjord og 9/10 heraf under plov, skulle man tro at denne integration var veludviklet. Det er den ikke. Sammenlignet med andre nordeuropæiske lande er vi langt bagefter i integrationen af natur og landbrugspolitik. Denne manglende integration er det største enkeltproblem, som man får øje på, når man som OECD ser på os udefra.

Hvad angår indarbejdelse af miljøhensyn i økonomien, er der rosende ord om den danske indsats. Men da alt jo er relativt, siger det måske mere om niveauet i OECD-landene generelt, end det siger om tilstrækkeligheden i det nuværende grønne regnskab i Danmark. Rost bliver vi bl.a. for at indføre grønne skatter og afgifter og for forsøgene på at miljøvurdere offentlige budgetter, planer og lovgivning.

Endvidere er det yderst interessant, at OECD ikke har fundet belæg for, at den store miljøindsats i Danmark til dato skulle have skadet den økonomiske vækst eller den internationale konkurrenceevne. Tvært imod henvises til succesen i miljøindustrien og den danske vindmølleproduktion.

Indenfor det internationale samarbejde har OECD i særlig grad fundet grund til at rose den danske indsats. Danmark er nummer ét indenfor OECD mht. u-landshjælp og miljøstøtte-programmer.

Alt i alt må vi konkludere, at man ikke skal tro at Danmark er et foregangsland på alle områder. Vi er foran med U-landshjælp, vedvarende energi, grønne afgifter og demokrati, men bagud med udarbejdelse af langsigtede strategier, og hjælpeløst bagud hvad angår indarbejdelse af natur- og miljøhensyn i landbrugs- og fiskeri- og transportsektoren.

Organer som OECD uddeler ikke egentlig karakterer. Men var der bedømt ud fra 13-skalaen, skønner vi, at det ville være blevet til et lille 9-tal.

Spring til toppen af siden