ARTIKLER & FOREDRAG

 

Dansk svineproduktions konsekvenser for natur og miljø

Oplæg ved overvismand Peder Agger på Kongres for svineproducenter i Herning den 27. oktober 1999.

port-pa.jpg (2228 bytes)

opdel.gif (108 bytes)

Indledning

Landbruget er det mest arealkrævende erhverv i Danmark. Det er også det erhverv, der har den største indflydelse på natur og miljø. Landbrug, natur og miljø har altid været bundet sammen i et skæbnefællesskab. Harmonien i dette fællesskab har dog bølget op og ned. Lige nu er vi i en bølgedal, hvor der ikke levnes megen plads til naturen i landskabet. Og landbrugets kemikalier og affald når helt ind i midten af vore skove, ned i grundvandet og langt ud i havet. Landbruget er for tiden natur- og miljøbeskyttelsens største problem.

Svin – og svineproduktion - har været en del af dansk landbrug siden vi begyndte at drive agerbrug. Men aldrig har produktionen været så stor og så intensiv som i dag. Det medfører en række problemer for naturen og for miljøet. Det drejer sig om:

Næringsstofkredsløbet

Den danske svineproduktion er kendetegnet ved, at der er et stort input og output. Et kredsløb som giver mange muligheder for tab af næringsstoffer til omgivelserne. Et af de største problemer er tab af kvælstof i form af nitrat til vandmiljøet og i form af ammoniak til atmosfæren. Både med Vandmiljøplan I og II er der foretaget indgreb, der skal reducere kvælstoftabet og sikre at gødningen udnyttes bedst muligt. Vi ved, hvordan det kan gøres. Problemet er ikke manglende viden, om hvordan tab til det omgivne miljø undgås – problemet er, at tab ikke kan undgås med de store mængder af husdyrgødning som produceres i dag.

Jo større mængderne bliver – jo større er potentialet for at der kan ske tab. Der eksisterer kun få forskningsresultater, som beskæftiger sig med sammenhængen mellem bedriftsstørrelse og miljøbelastning. Danmarks Miljøundersøgelser har analyseret gødningsanvendelsen på landbrug, der indgår i Vandmiljøplanens Overvågningsprogram. Analysen viser, at marker der ligger længere end to km fra gødningslagre, får mindre husdyrgødning end de marker, som ligger tættere på. Omkostningerne stiger, når afstanden øges. Prisen fordobles fra 5-6 kr. til 10-12 kr. pr. kg effektivt kvælstof, når afstanden øges fra ca. 100 meter til ca. 8 km for svinegødning. Derfor er det billigere at give markerne tæt på gården mest husdyrgødning frem for at fordele den jævnt på alle marker.

Ammoniakfordampning

Det andet store problem er ammoniakfordampningen. I forliget om Vandmiljøplan II er det aftalt, at miljø- og energiministeren og fødevareministeren skal fremsætte en handlingsplan til reduktion af ammoniakfordampningen fra landbruget. Planen er endnu ikke udarbejdet, men Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Jordbrugsforskning har udarbejdet 4 rapporter, der samler opdateret viden om emnet. 99% af ammoniakfordampningen i Danmark stammer fra landbruget. En modelberegning viser, at der i 1996 blev tabt 93.000 t N , heraf kom 70.000 fra husdyrgødning heraf 32.000 tons fra svinegødning. Man har hidtil forsøgt at løse problemet med teknik som fx etablering af flydelag på gyllebeholdere og krav til nedfældning af gødningen. Spørgsmålet er, om det er nok.

Udover at tabet af næringsstoffer er uøkonomisk - især for landmanden - har det en stor effekt på miljøet. Ammoniak afsættes og deponeres forholdsvis tæt på kilden, og selvom det ofte er på landmandens egne marker, sker nedfaldet jo uafhængig af hvem der ejer jorden, eller hvilken type areal det er. Tilførsel af kvælstof til skove, overdrev og søer vil betyde en ændring af det vilde plante- og dyreliv i disse områder. Man taler om naturens tålegrænse. Tålegrænsen er det maksimale niveau for belastning med kvælstof, hvor der ikke kan påvises ændringer. Der kan i skovkanter tæt ved store husdyrbrug findes kvælstofdepositioner på 100 kg N per ha per år. Til sammenligning er tålegrænserne for kvælstofdepositionen til danske skove mellem 7 og 28 kg N per ha per år, for heder og overdrev er det 10-20 kg , og for højmoser er det kun 5-10 kg N per ha per år.

Naturindholdet på ejendommen

Selve agerlandet er levested for relativ få men til gengæld almindelige dyre- og plantearter, som kan tilpasse sig og overleve den intensive drift. Derfor er det vigtigt, at de elementer der kan øge agerlandets dyre- og planteliv gives en særlig prioritet. Det drejer sig fx om agerlandets småbiotoper, ekstensivt drevne græsningsarealer, læhegn og ejendomsskel. Og det er vigtigt, at kvaliteten af biotoperne forbedres, fx ved at undgå afdrift fra pesticidsprøjtninger og gødskning og ved nyplantninger at vælge træarter som hører hjemme på den pågældende egn.

En analyse af de faktiske naturværdier på forskellige ejendomstyper i Vejle Amt har dokumenteret, at de store svinebrug understøtter naturværdierne i agerlandskabet mindre end alle andre typer brug. Forholdet var følgende: Store svinebrug<små svinebrug<store plantebrug<små plantebrug<store kvægbrug<små kvægbrug. Rækkefølgen viser, at naturværdier ikke har så meget med størrelsen at gøre, som med dyrkingsintensitet og afgrødesammensætning. Monokulturer og intensiv korndyrkning på store plantebrug og svinebrug giver et mindre naturindhold end hos den mere ekstensivt dyrkende deltidslandmand og hos kvægbrugeren med et stort græsningsareal.

Jordens frugtbarhed

Det er vigtigt at bevare jordens evne til at producere en tilfredsstillende afgrøde med en minimal indsats af ressourcer udefra, dvs. at bevare jordens frugtbarhed. Et aspekt af jordens frugtbarhed er jorderosion. Der er i dag en række tegn på jorderosion i Danmark. Fx kunne man i Landsbladet den 27. august læse om vanderosion udløst af pløjesål og jordpakning. Det fremkommer, når der anvendes tunge maskiner og en kraftig jordbearbejdning. En god og velfungerende jord kræver bl.a. et alsidigt sædskifte og behovsbestemt jordbearbejdning med maskiner, der ikke giver strukturskader. Ensidige sædskifter på store marker behandlet med store maskiner reducerer jordens frugtbarhed.

Fremtiden

Skal landbrugets, herunder svineproduktionens, negative påvirkning af miljøet ændres må der yderligere tiltag til. På kort sigt drejer det sig om fuld implementering af Vandmiljøplan II, herunder udarbejdelse af en effektfuld ammoniakhandlingsplan.

På længere sigt drejer det sig om

Jeg har brugt den sparsomme plads til at tale om problemerne, fremfor der hvor der kunne være grund til ros. Og der er endnu en grund til at slutte lidt mindre pessimistisk. Meget tyder nemlig på, at det i sidste ende er pengepungen, der er afgørende. Der skal nemlig ikke kun et mentalt, men også et økonomisk overskud til for at ejeren skåner en mose, graver et vandhul eller planter et hegn. Det gælder også svineproducenten. Så i den forstand har vi vel alle lov at håbe på bedre tider.

 

Spring til toppen af siden