ARTIKLER & FOREDRAG

Jagten og naturen i fremtidens Danmark.

Af Jette Baagøe

port-baagoe.jpg (2034 bytes)

Artiklen er offentliggjort i Erhvervsjordbruget/Landbonyt nr.10/99

opdel.gif (108 bytes)

På et debatmøde d. 10.11.1999 om jagtens rolle i den fremtidige naturforvaltning arrangeret af de studerendes jagtforening på KVL repræsenterede undertegnede Naturrådet*. Rådet har imidlertid ikke jagten på sit arbejdsprogram, og en del af dette oplæg, især den, der vedrører demokratiseringen af jagten, står derfor helt for min egen regning.

I rådet har vi imidlertid ganske kort diskuteret jagt, og er enige om, at jagten spiller en væsentlig, både positiv og negativ, rolle i dansk naturforvaltning. For eksempel er det positivt, at der graves vandhuller og plantes for vildtet, men hvis vandhullerne forurenes af alt for mange udsatte ænder og deres foder, er slutresultatet for naturen negativt. Derfor er det opmuntrende, at Vildtforvaltningsrådet nu synes at ville anbefale, at masseudsætning og fodring af ænder begrænses eller forbydes. Naturrådet arbejder for tiden med en rapport om bioinvasion. I den sammenhæng vil udsætninger og valget af vildt- og foderplanter komme på rådets dagsorden, og allerede nu kan jeg sige, at rådet vil anbefale, at de træer og buske, som plantes for vildtet skal være hjemmehørende arter, og a.h.t. gen-bevaringen gerne af dansk oprindelse. Grunden er naturligvis, at disse arter i langt højere grad end eksoter kan fungere som levesteder for andre oprindelige organismer i den danske natur. I øvrigt mener rådet, at landjagten i dag er ganske godt reguleret, og at diskussionen især kommer til at dreje sig om, hvorvidt jagt generer andre brugere af naturen i uacceptabel grad.

Når det gælder jagten på havet, er reservatnetværket efter rådets opfattelse en god foranstaltning, men de mange anskydninger, som især er et problem i forbindelse med strand- og havjagt er naturligvis uacceptable for alle inklusive jægerne selv. Der er i Naturrådet enighed om, at såvel på havet som på landjorden bevirker jagtudøvelsen, at vildtbestandene forstyrres, og at vildtets flugtafstande øges. Det som kan diskuteres, er, hvor stort dette problem reelt er, ikke mindst for andre naturbrugere. Desværre findes der dog både til lands og til vands jagtformer, som er etisk anstødelige, fordi de har karakter af konkurrenceskydning efter levende mål, snarere end af jagt. Dette gælder ligeså meget de allerede berørte selskabsjagter på udsatte ænder som den uhæmmede skydning, der kan forekomme på randen af visse reservater til lands såvel som til vands.

I dagens Danmark er jagt én blandt mange rekreative naturaktiviteter, men den adskiller sig fra de fleste ved at bringe sine udøvere i et meget konkret forhold til naturen. Derfor vil jeg lidt provokatorisk betegne jagt (naturligvis ikke de organiserede målskydninger) som en af de mindst naturfremmedgjorte rekreative aktiviteter. Jeg sammenligner her med aktiviteter, der forholder sig iagttagende eller registrerende til naturen, og med dem, der som mountain-biking og orienteringsløb bruger naturen som en slags kulisse.

Grundlæggende er jeg imidlertid af den opfattelse, at der selv i Danmark skal være plads til alle de aktiviteter, der bringer menneskene ud i naturen, også jagt og mountain-biking. Det er, tror jeg, af altafgørende betydning for naturens fremtid, at hver enkelt af os gennem egne erfaringer bibringes oplevelser af naturen som en kilde til glæde og en forståelse for at naturen er vort livsgrundlag, også selvom vi bor midt inde i storbyen og tror os uafhængige af den. Derfor bør naturforvaltningen efter min mening også arbejde for at komme det moderne menneske i møde og give hver enkelt adgang til at bruge naturen på sin måde. Selvfølgelig under udvisning af hensyn.

Når det gælder kampen om adgangen til naturen, er jagtens historie et rent troldspejl for samfundets udvikling. Allerede ved indgangen til historisk tid ser ejendomsretten til jorden og jagtretten ud til at hænge sammen, og tilsyneladende var jagten på det store hjortevildt i det danske område allerede for 1.000 år siden forbeholdt de øverste samfundslag. Med enevælden blev landjagten for en tid ligefrem et regale, d.v.s. kongens særlige herlighed, og selvom jagtretten o. 1850 atter blev givet tilbage til jordejerne, er det først i vort eget århundrede, at vi har fået en egentlig demokratisering af den. Ganske vist med den begrænsing, som kommer af, at jagt hele tiden har været et så skattet naturgode, at mange, selv fattige jordløse har været villige til betale for at udøve den. Undtagelsen har været at finde på havet, hvor jagten helt op til vor egen tid har været næsten fri for alle.

For tiden ser det ud til, at jagten igen er ved at blive et privilegium forbeholdt samfundets øverste lag. Gårdsammenlægninger samler ejerskabet til jorden på stadigt færre hænder, mange af de mest værdifulde naturområder opkøbes af fonde eller velhavende enkeltpersoner, som i værste fald hegner deres ejendomme, bl.a. for at holde alle andre ude, og for de gamle godser er jagtlejen blevet en stadigt mere vigtig indtægtskilde. Selv på de statslige arealer, der er tilgængelige for offentligheden, er brugerbetaling lige så stille ved at snige sig ind, vel bl.a. inspireret af erfaringerne med jagtlejen, og der er ingen tvivl om, at finansministerens krav om at statsskovene skal tjene penge vil forstærke denne tendens. Med andre ord: For den del af befolkningen, som bor i byerne, og det er de fleste, er adgangen til naturen - for slet ikke at tale om muligheden for at dyrke jagt - voldsomt truet.

Denne udvikling vil jeg opfordre til, at man stopper. For jagtens vedkommende kan det gøres ved, at det i stigende omfang gøres muligt for lokale jagtforeninger at leje jagten (billigt) på de offentlige arealer, således som det allerede nu kendes fra en del stats- og mange kommunale skove. Men jagtforeningerne skal ikke bare kunne gå på jagt på de offentlige arealer, de skal også deltage i vildtplejen. Jagten skal altså ses som en del af det offentliges formidling af naturen. Statsskovdistrikterne kan så fastsætte begrænsninger for, hvor mange og hvilken type af jagter, der må afholdes, hvor mange deltagere, der må være på hver jagt, og hvilken type af vildtpleje m.v., der skal foretages. Dette forudsætter selvfølgelig, at man fra politisk side slækker på kravet til de indtægter, man forventer i de statslige skove.

Ved også at engagere de lokale jagtforeninger i vildtpleje og naturforvaltning, sikrer man at jægerne får et ægte forhold til deres jagtområde på samme måde, som det i dag er tilfældet på en lang række private ejendomme. På langt sigt bør dette være til fordel for naturen i Danmark. Det ville være logisk, at have ens regler for jagtudøvelsen på alle de offentlige arealer, hvor jagt er tilladt, altså også på militære områder og måske endda på havet.

Jagten på private arealer tilhører ejeren og denne ret vil jeg ikke foreslå anfægtet. Derimod synes jeg, at det ville være naturligt at foreslå, at en del af det tab af adgang til naturen, som de seneste årtiers marksammenlægninger og sløjfninger af hegn, diger og veje har medført, blev genoprettet i forbindelse med private lodsejeres vildtpleje. Undersøgelser udført af DMU-Kalø har vist, at en af de faktorer, som påvirker råvildtbestanden positivt, er mosaikstrukturen i landskabet. Jo flere småskove, d.v.s. jo større omkreds pr. hektar skov, der findes i et område, des mere råvildt er der. Det ville derfor både være i lodsejerens egen, samt i vildtets og den øvrige naturs interesse, hvis han f.eks. forbandt sine viltremiser med løvtræshegn og gav almenheden tilladelse til at færdes langs hegn og å.

Med andre ord synes jeg, at jagten i fremtidens naturforvaltning bør opfattes som et positivt incitament til at sikre den almindelige (by-)befolknings fortsatte engagement i naturen. Derfor vil jeg opfordre til, at man udnytter befolkningens interesse for jagt ved at fordele jagtretten så demokratisk som muligt på de offentlige arealer. Samtidig finder jeg det oplagt, at den vildtpleje, der udføres på private arealer også bliver et middel til at demokratisere, eller om man vil, genetablere adgangen til det åbne land.

Spring til toppen af siden