ARTIKLER & FOREDRAG

Den bæredygtige udvikling - for menneske og miljø.

Af John Holten-Andersen

port-jha.jpg (1837 bytes)

Indlæg ved Øko-net´s seminar om Agenda 21. Snoghøj Folkehøjskole 21-23 Januar 2000

opdel.gif (108 bytes)

Indledning:

Jeg er blevet bedt om at sige noget om, hvorvidt den nationale plan for bæredygtig udvikling, som Regeringen har bebudet den vil lave, skal blive til gennem en "top-down" eller en "bottom-up" proces. Det korte svar herpå må være - at den skal være begge dele. Samfundets civile græsrødder og dets øverste politiske ledelse må nødvendigvis indgå i en dialog om så ambitiøst et projekt, hvis det skal blive til andet end gode hensigter på et hvidt stykke papir.

Men inden man nøjere afklarer hvordan en sådan dialog kunne foregå, er det nødvendigt at præcisere hvad vi egentlig forstår ved dette begreb om "en bæredygtig udvikling", der jo bliver brugt og misbrugt af mange forskellige kræfter i den samfundsmæssige debat.

På den ene side hævder f.eks. Bjørn Lomborg "at vi efterlader kloden et bedre sted at leve" (1). Så han har ikke det store problem med bæredygtigheden. Tilsvarende konklusioner kommer Det Økonomiske Råd til i deres Rapport om emnet fra 1998 (2), hvor de konstaterer at væksten i den samfundsmæssige kapital overstiger slidet på naturkapitalen, hvorfor dansk økonomi må anses for at være bæredygtig.

På den anden side er en række miljøfaglige institutioner som Danmarks Miljøundersøgelser (3), Det Europæiske Miljøagentur (4) og FN’s Miljø Organisation (UNEP) (5) kommet til helt modsatte konklusioner. De hævder nogenlunde samstemmende, at til trods for klare forbedringer på en række områder (som udledningen af ozon-nedbrydende stoffer, forureningen af luften med svovl- og kvælstofforbindelser, udledning af spildevand osv), så går den generelle udvikling i den forkerte retning. Fremskridtene kan noteres der, hvor der findes oplagte tekniske løsninger - mens der ikke er sket nogen forbedring på områder, hvor kun en ændring af vore forbrugs og produktionsvaner kan løse problemerne (drivhuseffekt, grundvand, øget transport, mere affald osv).

Hvem har ret ? Ja, det afhænger unægteligt af synsvinklen. Men hvad mener befolkningen. Det har Ingeniøren, som er fagblad for danske ingeniører, undersøgt (6). Igennem 10 år har de spurgt en repræsentativ gruppe af befolkningen, om deres bekymring for "forureningen". Og her viser det sig, at folks bekymring for forureningen er blevet mere end halveret over de sidste 10 år.

Ingeniøren spurgte også undertegnede, hvordan jeg kunne forklare dette holdningsskred. Mit umiddelbare svar var, at man skulle være varsom med at fortolke sådanne undersøgelser, især når man ikke kendte de præcise spørgsmål. Endvidere var det vigtigt at understrege, at holdningen til begrebet forurening, ikke kunne tages som et generelt udtryk for folks meninger om miljøet, der jo omfatter meget mere end forurening. Men med disse forbehold blev mit svar at

 Den sidste forklaring er vi, der har været med til at sætte forurening og miljø på dagsordenen, et langt stykke af vejen medansvarlige for. Vi har måske i for høj grad gjort miljø og bæredygtig udvikling til noget der handlede om kloden, det globale og de kommende generationer - og ikke noget der handlede om menneskers liv, her og nu. Miljø og natur er blevet til noget om økosystemer, klimaet, truede arter osv. Noget der var meget kompliceret, og som man derfor hellere måtte overlade til de kloge.

Der er grund til at tage dette problem alvorligt, hvis kampen for et bedre miljø og en bæredygtig udvikling ikke skal overtages af teknokrater og dø som en folkelig bevægelse. Det er nødvendigt igen og igen at insistere på at natur og menneske er to sider af samme sag.

Natur og menneske

Mennesket er en del af naturen – og naturen er en del af os. Denne banale men grundlæggende erkendelse, udgør imidlertid ikke nogen særligt fremherskende forståelse i vor civilisation. Nærmest tværtimod. Indenfor samfundsvidenskaberne er der sågar folk, der i dag beskriver naturen som en social konstruktion, noget vi først konstruerer i vore hoveder og derefter i virkeligheden. En sådan forståelse passer jo egentlig meget godt med en kultur, der generelt er besat af at konstruere, beherske, styre, planlægge og vokse. En besættelse som vi ikke mindst ser i vor omgang med naturen:

Hvem har således ikke set Danmark fra luften: Man kan næsten ikke få øje på en kvadratmeter, der ikke er reguleret af mennesker. Og sådan ser resten af vest-europa også ud - og USA og Japan med. Og i stigende omfang også den øvrige verden. Og så er der alt det vi ikke kan se fra luften. Mineskakterne, olieboringerne eller de tusindvis af kilometer rør som perforerer det norske fjeld, leder vandet til kraftværkerne og tørlægger dalene.

Men magten har sine grænser. Også i forhold til naturen. Vi kan ikke overskue og vi kan ikke styre så komplekst et system som naturen er. Der opstår uforudsete konsekvenser. Naturen er ikke bare en død materie, et uendeligt reservoir. Det vi gør har konsekvenser. Og i dag har det konsekvenser på så stor en skala, at vi ikke længere kan undvige dem.

Denne besættelse af magten, denne rastløse trang til at styre, planlægge og vokse - er imidlertid ikke begrænset til at gælde naturen. Den gælder også i forhold til os selv, som mennesker.

Der opbygges enorme samfundsmæssige magtapparater, som vi mennesker må underlægge os, som var vi igen blevet slaver. Virksomheder fusionerer som aldrig før, økonomien internationaliseres med accelererende hast og der udvikles stadigt mere komplekse politiske institutioner, der opererer på stadigt højere niveauer. Men også her har magten sine grænser. Se hvad der skete i Seattle på WTO’s topmøde. Se hvad der sker i EU - hvor bureakrati og magt står magtesløs overfor de påtrængende problemer. Ja, se bare på skandalen omkring Nørreport Station - hvor et 10 mia. kr. Metro-projekt, ikke har tænkt over, hvordan den ny og gamle station skal forbindes med hinanden.

Men selvom magten har sine grænser - så vil den åbenbart ikke selv erkende det. Og i mellemtiden gør den noget ved os.

For hvad betyder denne besættelse af magten, denne trang til at kontrollere, styre, planlægge og vokse?

Den betyder, at vi vender op og ned på hvad der er mål og hvad der er midler. Midler bliver til mål - og mål bliver til midler.

Vækst og ekspansion bliver mål, i stedet for middel. Menneske og natur bliver omvendt gjort til midler - i stedet for at være mål. Naturen bliver til middel som ressource. Mennesket bliver til middel som arbejdskraft på den ene side og forbruger på den anden. Natur og menneske er ophørt med at være noget i sig selv.

Og på denne måde bliver det samfundsmæssige liv dybest set meningsløst. Det er ikke særligt meningsfuldt at være reduceret til et middel. Og derfor vender et stigende antal mennesker samfundet ryggen - solidaritet og fælleskab forudsætter nemlig, at det samfundsmæssige liv giver mening. I manglen på mening er kun tilbage alles kamp om at rage til sig. Den rå og iskolde egoisme.

Der er en sammenhæng i tingene: Den der afviser naturen som noget i sig selv - ender med også at afvise (med)mennesket. Og omvendt: Den der afviser (med)mennesket – ender med at afvise naturen i sig selv. Så underfundigt og så enkelt er det.

Og netop derfor handler natur og miljø ikke først og fremmest om fjerne og indviklede problemer. Det handler i høj grad om vort liv som mennesker - her og nu. Vort natursyn og vort menneskesyn er ganske enkelt to sider af nøjagtig samme sag.

Den bæredygtige udvikling

Efter min mening er det disse sammenhænge som er centrale i begrebet om den bæredygtige udvikling. Det handler om mennesker. Det handler om vores forhold til vort naturgrundlag og det handler om vort forhold til hinanden.

Derfor er jeg også principielt enig med dem der siger, at bæredygtig udvikling ikke blot er et miljøbegreb. Det er også et socialt og et økonomisk begreb.

Poul Nyrup siger det sådan: "Bæredygtig udvikling - ikke alene for miljøet, for økonomi, men også for mennesker".

Det er jeg overordnet set enig i. Men jeg er usikker på om jeg også er enig med Nyrup, når det kommer til det konkrete indhold. Hvor meget lytter han til Mogens Lykketoft og hans regnedrenge i Finansministeriet? Her tales jo det samme sprog som hos økonomerne i Det Økonomiske Råd. Og i følge dette sprog betyder snakken om, at bæredygtig udvikling både handler om miljø og økonomi - at alt skal forblive ved det samme. At vi fortsat skal være besat af at beherske, styre, planlægge og vokse.

Hvis denne snak om en social, en økonomisk og en miljømæssig dimension i begrebet om den bæredygtige udvikling, skal være meningsfuld - så må det indebærer en helt anden økonomi og et helt andet socialt liv, end det nuværende.

Og hermed er jeg fremme ved emnet for mit indlæg: Skal den nationale agenda 21 blive til fra oven eller fra neden ?

Sådan som forholdene ser ud i jernindustrien i dag, har jeg svært ved at forestille mig, at en plan fra oven i sig selv vil tænke særligt meget anderledes end, vi er vant til.

Derfor er det helt nødvendigt, at den officielle proces, som regeringen sætter i værk fra oven, får et seriøst og folkeligt mod- og medspil. Efter min mening bør et sådant mod- og medspil hvile på tre ben:

 
Naturrådet er ikke nogen folkelig organisation. Nærmest tværtimod. Naturrådet har rod i videnskaben. Men Naturrådet kan godt spille sammen med folkelige organisationer såfremt Rådets selvstændighed og uafhængighed respekteres. I særlig grad kan Naturrådet være med til at give debatten om den bæredygtige udvikling en fagligt kvalificeret og kritisk dimension.

 
Referencer
(1): Lomborg, B. (1998): Verdens Sande Tilstand, Forlaget Centrum
(2): Bæredygtighed: Balance mellem generationer, Det Økonomiske Råd, 1998
(3): Holten-Andersen et.al (1998): Natur og Miljø 1997 – Påvirkninger og tilstand, Danmarks Miljøundersøgelser
(4): Environment in the European Union at the turn of the century, European Environment Agency, 1999
(5): Global Environmental Outlook 2000, UNEP, 1999
(6): Ingeniøren, d.14/01/2000

Spring til toppen af siden