ARTIKLER & FOREDRAG

Fokus på forskningen

port-jha.jpg (1837 bytes)

Kronik bragt i JP den 14. juni 1999
Af John Holten-Andersen

opdel.gif (108 bytes)

Der er i den seneste tid sat fokus på forskningen. Danmarks Forskningsråd har sat spørgsmålstegn ved berettigelsen af den såkaldte sektorforskning. Folketingets Forskningsudvalg har bedt Forskningsministeren om en redegørelse for hvordan de offentlige forskningmidler fordeles og styres. Og i medierne er der rejst diskussion om forskningens forhold til magten, senest i Jyllandspostens reportage d. 30/05 om "censur" i Miljøministeriets sektorforskning.

Det er en vigtig debat der hermed er rejst. Forskning og vidensopbygning har på godt og ondt en afgørende rolle i udviklingen af det moderne samfund og der bruges mange penge – ca. 30 mia. om året - til forskning og udvikling. Det er vigtigt at samfundets politiske institutioner og den brede offentlighed løbende tager en principiel debat om forskningens rolle i samfundet. Forskningens konkrete indhold er ofte utilgængelig for de fleste – men dens resultater har konsekvenser for alle.

Selvom den debat der er rejst om forskningen primært vedrører den offentlige forskning, er det vigtigt at slå fast, at denne kun udgør en mindre del af det samlede forskningsvolumen i Danmark. Godt 60% af forskningen udføres i privat regi – og denne andel har en stigende tendens. Det ligger i sagens natur, at den private forskning forfølger nogle forholdsvis snævre virksomhedsorienterede mål – og, at den i hovedsiden er præget af fortrolighed. Offentligheden har derfor svært ved, at få indsigt i denne forskning, og det er i det hele taget et spørgsmål, om denne aktivitet kan betegnes som forskning. Teknologisk udvikling er vel strengt taget en bedre betegnelse.

Som modstykke til den private forskning har også det offentlige en betydelig forskning. Dels den grundlagsskabende forskning på de videregående uddannelsesinstitutioner – dels en mere anvendelsesorienteret forskning på de såkaldte sektorforskningsinstitutioner. Samlet set udgør denne forskning omkring 12 mia. kr. og står altså for knapt 40% af den samlede forskningsindsats.

Over de sidste 10-15 år er de offentlige bevillinger til forskning blevet øget i absolut forstand, og i takt hermed er kravet om styring af forskningen blevet skærpet. En stigende andel af forskningsmidlerne er således blevet bevilget over de såkaldte "programmer", hvorimod de "frie" midler, som forskningsinstitutionerne og forskerne selv kan råde over, er blevet reduceret. Den voksende programstyring er gået hånd i hånd med en stigende mål- og resultat-orientering af forskningen. Forskningen skal opfylde nogle mere eller mindre præcist definerede samfundsmæssige mål, og dens resultater skal vejes i forhold hertil. Som konsekvens af denne tankegang indgår de fleste offentlige forskningsinstitutioner i dag såkaldte "resultatkontrakter" med deres moder-ministerier. For sektorforskningsinstitutionerne indebærer dette uværgeligt, at de fikseres på, at skulle bidrage til at understøtte moder-ministeriets mål, strategier og overordnede politikker.

I det hele taget synes filosofien i stigende grad at være, at den offentlige forskning skal kopiere den private forsknings meget instrumentelle karakter. Forskningen bliver betragtet som instrument til at begrunde og realisere givne samfundsmæssige strategier. Den offentlige forskning bliver således en del af den politiske magt – ligesom den private forskning allerede er en del af den økonomiske magt.

Men hvem skal så sætte spørgsmålstegn ved magten ? Hvor skal ny erkendelse udvikles ? Hvor skal der tænkes reflekteret, sammenhængende og kritisk over vore samfunds udvikling ? Hvem skal kigge den private forskning efter i sømmene – og vurdere konsekvenserne af den teknologiske udvikling? Hvor skal modsætningerne mellem det politikerne siger de vil – og det de gør, underkastes en kærlig og kritisk analyse ? Hvem skal kaste et kritisk blik på forvaltningen ? Hvor skal alternative forståelser og alternative muligheder for samfundets udvikling udtænkes og udvikles ?

Efter min mening er det netop én af forskningens fremmeste opgaver at bidrage til en sådan kritisk erkendelse; at være samfundets kritiske spejl; at udgøre en reflekteret og besindig stemme i tidens malmstrøm af usammenhængende informations-støj. Og det må i sagens natur være den offentlige forskning, der påtager sig denne opgave – den kan ikke privatiseres.

Det er naturligvis ikke forskningens eneste opgave at skabe kritisk erkendelse. Den offentlige forskning skal også bidrage til kompetence-opbygning, og derigennem til varetagelsen af samfundets basale funktioner. Men en forskning, der kun sigter på kompetence og som forsømmer den kritiske erkendelsesfunktion, svigter efter min mening sin grundlæggende opgave. Forskningen reduceres derved til gold vidensproduktion.

Denne erkendelses-opgave bør endvidere løftes af såvel universitetsforskningen som af sektorforskningen. Der er behov for begge typer af forskningsinstitutioner. Universiteterne står for den mere grundlagsskabende og disciplinære forskning, mens sektorforskningsinstitutionerne varetager den mere anvendelsesorienterede og tværvidenskabelige forskning. Nedlægger man sektorforskningsinstitutionerne, som Danmarks Forskningsråd har foreslået, er der en overhængende fare for, at vigtige almene samfundsområder, vil blive underforsynet med forskning.

Sikringen af en erkendelsesorienteret forskning på såvel universiteter som indenfor sektorforskningen indebærer, at institutionernes autonomi må styrkes.

For det første bør de sidste 10-15 års tendens mod stadigt stigende programstyring af forskningen vendes. Program-financieringen skal ikke afskaffes – men den skal ned i et leje, hvor den bliver et supplement snarere end det dominerende element i financieringen af institutionernes forskning.

For det andet bør relationerne mellem institutionerne og moder-ministeriet afklares, specielt for sektorforskningens vedkommende. Der er behov for at trække en klarere streg i sandet mellem sektorforskningens rolle og opgaver og forvaltningens rolle og opgaver. I dag er der en uklar sammenfiltring af magten og videnskaben.

Jyllandsposten har således i den ovenfor omtalte reportage givet eksempler på, at forvaltningen har udøvet en diskret "censur" overfor medarbejdere på forskningsinstitutioner. Dertil må tilføjes den selvcensur, som nødvendigvis eksisterer i en forvaltning, men som føres med over i en sektorforskning, der sidder for tæt på magten. Omvendt er det betænkeligt, når sektorforskningsinstitutioner trækkes direkte ind i meget forvaltningsprægede opgaver, sådan som det er sket på det seneste indenfor f.eks. Miljøministeriets område, med udarbejdelse af såvel Vandmiljøplan II som Bichel-udvalgets rapport. I sidstnævnte tilfælde sad repræsentanter for forskningsinstitutioner side om side med repræsentanter for erhvervene – og var med til at lave et færdigforhandlet beslutningsoplæg. Det mener jeg ikke kan være forskningens opgave. Det er en ren forvaltningsmæssig opgave.

Forskningen – også sektorforskningen - bør efter min mening være uafhængig og stå udenfor magten – hvis den skal udfylde sin rolle som åndehul for kritisk erkendelse. Omvendt bør også politikken og forvaltningen stå på egne ben i forhold til videnskaben. Der findes ikke nogen videnskabelig korrekt politik. Politikken henter sin fundamentale begrundelse mange andre steder end i videnskaben. Endvidere findes der som hovedregel flere forskellige og ofte modstridende videnskabelige opfattelser af et givent politisk spørgsmål.

Vi må gøre op med såvel den politiske korrekthed i forskningen som den videnskabelige korrekthed i politikken.

Dette betyder naturligvis ikke, at magten og videnskaben ikke skal lytte med gensidig respekt til hinanden. Det skal de – men det skal være som ligeværdige og uafhængige parter.

På det korte sigt kan dette godt skabe gnister i luften mellem forskningsinstitutionerne og forvaltningen – og dermed gøre hverdagen mere besværlig for begge parter. Men på lang sigt vil det ikke alene bidrage til en bedre og mere troværdig forskning. Det vil også efter min mening føre til en bedre forvaltning.

Jyllandsposten skal have ros for blandt andre, at sætte denne problematik på dagsordenen i den ovenfor omtalte reportage d.30/05, hvortil bl.a. undertegnede bidrog med nogle kritiske bemærkninger om sektorforskningens uafhængighed. Jeg står naturligvis 100% inde herfor, men må samtidig sige, at jeg blev meget forstemt, da jeg efterfølgende d.2/06 læste Jyllandspostens leder om emnet.

Her er en kritisk diskussion af samspillet mellem forskning og forvaltning fordrejet til et frådende og usagligt angreb på "miljødiktatoren" Svend Auken, som der overhovedet ikke er belæg for i den omtalte artikel. De problemstillinger reportagen tager op, er for det første ikke særegne for Miljøministeriet, for det andet vedrørte de ikke ministeren, men forvaltningen, for det tredje omfattede de en periode, der strakte sig langt tilbage til før Svend Aukens tid. Der gives i JP’s leder et fejlagtigt indtryk af en minister, der med diktatorisk hånd styrer et ministerium ned til mindste detalje, samt af et ministerium, der generelt er utroværdig i dets omgang med informationer. Sådan forholder det sig efter min mening overhovedet ikke.

Forskerne i dagens Danmark har det svært: Ikke alene skal de holde en kritisk distance til magten. De skal åbenbart også være mere end påpasselige med ikke, at blive kværnet i mediernes forenklinger og skjulte dagsordener. Forhåbentlig vil dette ikke afholde dem fra at bidrage til debatten.

John Holten-Andersen er tidligere forskningschef ved DMU og nuværende sekretariatsleder i Naturrådet.

Spring til toppen af siden