ARTIKLER & FOREDRAG

Om at sætte pris på fremtiden

port-jha.jpg (1837 bytes)

Indlæg ved debatmøde afholdt på H.C.Ø, Maj 1999
Af John Holten-Andersen

opdel.gif (108 bytes)

1: Lomborg’s fortjeneste

Jeg vil godt indlede med at sige, at jeg hører til dem der mener, at det er forfriskende at der kommer nogen som Lomborg - og sætter spørgsmålstegn ved nogle af de grundforståelser der præger miljøbevægelsen, men også den førte miljøpolitik. Ikke fordi jeg er enig med Lomborg - men netop fordi jeg er uenig.

Over de sidste 10 år er der jo sket det indenfor miljøpolitikken - at stort set alle var for og ingen imod. Det er der selvfølgelig på een måde noget positivt i - men det indebærer også en fare: At først begreberne - og siden politikken bliver så udvandet, at man efterhånden ikke kan se meningen med det længere.

Tag f.eks. begrebet "bæredygtig udvikling": Da det kom frem for 10 år siden var det et begreb der signalerede et alternativ til den vækstorienterede udviklingstænkning. Men idag har alle taget begrebet til sig - og bruger det til at legitimere næsten hvad som helst. Bæredygtig vækst, bæredygtig mobilitet, bæredygtige broer, bæredygtig turismen, bæredygtig arealanvendeles, bæredygtig handel osv. osv. Begrebet er langt hen ad vejen blevet tømt for indhold.

Når de overordnede begreber således mister indhold - så mister politikken også retning. Den bliver altfavnende, men samtidig intetsigende.

Derfor er det alt i alt efter min mening godt, at der kommer nogen som Lomborg og udfordrer såvel politikken som dens begreber og grundlag. For det tvinger os alle til at skærpe vore synspunkter og vore argumenter.

Og det er godt - både for demokratiet, men også for sagen på langt sigt.

2: Lomborgs udgangspunkt

Jeg har i bogen Fremtidens Pris bidraget med et indlæg om Lomborgs analyse af klima-politikken. Inden jeg går over til dette emne vil jeg sige lidt om Lomborgs overordnede verdenssyn:

Lomborgs ærinde er at gøre op med det grund-synspunkt som har båret miljøbevægelsen - nemlig at der er grænser for væksten, for den endeløse samfundsmæssige ekspansion.

Første led i Lomborgs argumentation er at opridse alle de velsignelser, som væksten i fortiden har kastet af sig: Lavere børnedødelighed, længere leve-alder, udrydelse af en række sygdomme, højere uddannelse osv.

Ingen betvivler vel disse fremskridt - men nogen vil vel nok mene, at Lomborgs meget overordnede statistiske beskrivelse af disse fremskridt er lige vel idylliserende, at den overser nogle væsentlige mellemregninger og udelader en række omkostninger i processen.

Men lad det ligge. For det afgørende spørgsmål er: Kan den udvikling vi har set i fortiden forlænges ind i fremtiden. Er det muligt for omkring 10 mia. mennesker her på kloden, at komme op på vores levestandard i den vestlige verden - og fortsætte herfra med yderligere vækst og ekspansion. Har kloden ressourcer nok til at føde en sådan udvikling? Kan miljøet bære og understøtte den? Og er et sådant scenarie overhovedet ønskelig ?

Har kloden ressourcer nok ? Ja, vi har rigelige ressourcer siger BL. Fødevareressourcer, vand, energi, råstoffer, træ osv. Ifølge de generelle statistikker er der ingen umiddelbare problemer i udsigt. Jeg skal overlade det til andre at kommentere disse generelle tal - blot sige, at også her gemmer de aggregerede tal gangske mange væsentlige detaljer. F.eks. at der allerede idag mange steder verden over føres en intensiv kamp om vandet; at fiskeriet flere steder er kollapset, at forudsætningen for rigelige fødevarer er en fortsat intensivering af landbruget og at den overgang til en kul- og olieskiffer baseret energiforsyning, som formentlig - også iflg. Lomborgs tal - bliver nødvendig engang i midten af næste århundrede, er forbundet med ganske store miljøomkostninger.

Men iflg. Lomborg har vi altså ressoucer nok. Og dog. Der er een ressource som Bjørn Lomborg mener er begrænset, som han skriver allerede på side 21 i sin bog: "Det eneste virkeligt knappe gode er penge til at løse problemerne".

Vi kan altså godt holde op med at bekymre os om de fysiske betingelser for livet og samfundet. Det er pengene der er problemet. Og nu begynder Mogens Lykketofts ansigt, at træde klart frem i den Lomborgske argumentation.

For når det er pengene der er problemet, så følger at der er to hoved-udfordringer: 1) at sikre at der er rigeligt med penge - dvs. øget vækst og 2) at sikre at pengene bruges optimalt, dvs. at miljøindatsen skal prioriteres.

Og hermed kommer vi så til det tredie led i Lomborgs argumentation: For også Lomborg accepterer at der findes miljøproblemer, men meget af den miljøpolitik der føres idag er galt afmarcheret, for den tager ikke hensyn til at pengene er vores eneste begrænsede ressource, den er ikke fornuftigt prioriteret.

Lomborgs logik er m.a.o. cost-benefit logikken. Og det er en logik som absolut ikke kan siges at være særlig afvigende - det er tværtimod den fremherskende logik. Men Lomborg udtrykker den mere klart - men også mere firkantet - end de fleste.

3: Cost-benefit logikken og klima-politikken

Hvad fører denne cost-benefit logik til ift.klima-politikken. At vi må lave en analyse der afvejer omkostningerne ved en evt. drivhuseffekt mod omkostningerne ved at reducere vore udslip af drivhusgasser.

Hvordan gør man det ? Cost-benefit analysen er udviklet som et værktøj til at analysere marginale forandringer i samfundet : Bygning af en motorvej, en bro, etablering af en fabrik eller en lufthavn, fredning af et område osv. Og selv i disse tilfælde er metoden stærkt kontroversiel, fordi en række parametre er højst usikre og tvivlsomme.

Man skulle tro at dette ville afholde tænksomme mennesker fra at benytte metoden på et så komplekst problem som klimaforandringer. For det første kan virkningerne af klimaforandringerne ikke beskrives præcist og konkret ( ligesom et motervejs-anlæg kan ), for det andet kan man ikke tale om marginale forandringer, når hele kloden berøres.

Men det afskækker ikke Lomborg - og åbenbart heller ikke en række især Amerikanske forskere, hvorfra Lomborg henter sin analyse og sine tal.

De tager udgangspunkt i et scenarie gående på at CO2-indholdet i atmosfæren fordobles og antager at dette fører til en forhøjelse af den globale middeltemperatur på ca. 2.5 grader og en stigning af havenes vandstand på ca. ½ meter. Så forsøger de at se på hvad dette fører til af omkostninger i form af dige-byggeri, tabt land, ændrede udbytter i landbrug og skovbrug, tab af menneskeliv, tab af biodiversitet osv.

Jeg skal ikke her gå i detaljer med denne analyse, men henvise til Lomborgs bog og min egen artikel. Jeg vil blot sige følgende: Hele øvelsen er jo naturligvis præget af tusindvis af forsimplinger og antagelser: For det første ved man som sagt ikke hvordan de overordnede klimaparametre konkret påvirker vejret og hvordan dette igen virker ind på livsvilkårene for menneske og natur. For det andet: Hvordan sætter man en pris på menneskeliv og på bio-diversitet ?? Lad mig nøjes med at sige, at det findes der mildt sagt forskellige opfattelser af - opfattelser der let kan få regnestykket til at variere med en faktor 10 - 100.

Alligevel konkluderer Lomborg skråsikkert at regneriet fører frem til, at drivhuseffekten vil koste mellem 1.5 og 2 % af det globale BNP.

Hvad koster det så at forebygge drivhuseffekten? Dette er en problemstilling som er mindst lige så kompleks og problematisk som den ovenstående, og hvor den faglige uenighed er mindst lige så stor.

Det fundamentale spørgsmål er her hvordan man sammenligner forskellige mulige fremtidsscenarier med hinanden ?

Hvordan sammenligner man f.eks. følgende to scenarier:

1) Et høj-energi scenarie hvor vi fortsætter med at udvikle produktion og forbrug i retning af mere energikrævende aktiviteter: Flere materielle goder, flere tidsbesparende og energikrævende apparater, flere, større og hurtigere biler, mere global transport af varer og personer, stadigt mere kød og færre vegetabilske produkter i vores fødevarer osv.

2) Et lav-energi scenarie hvor vi udvikler produktion og forbrug i en anden retning. Hvor vi satser på varer og serviceydelser med en større grad af menneskelig forædling men et lavere energiindhold, hvor vi lokaliserer vore behov indenfor kortere afstande og nedsætter transporten, hvor vi satser mere på tid end på ting osv.

Disse to scenarier kan sagtens have samme BNP - men de vil være vidt forskellige i deres konkrete fysiske og sociale indretning. Der findes ingen videnskab der kan sige om det ene samfund er bedre end det andet. Ligså lidt som der findes nogen videnskab, der kan sige at det amerikanske samfund er bedre end det danske, til trods for at de bruger dobbelt så meget energi pro person som vi gør.

Men Bjørn Lomborg hævder, igen med udgangspunkt i nogle amerikanske forskere, at et lav-energiscenarie svarende til Kyoto-aftalen vil koste 2% af BNP i 2050 og 4% i år 2100. At omkostningerne ved selv en mild forebyggelse altså overstiger omkostningerne ved det man vil forebygge. Og denne konklusion fremstilles som resultatet af objektiv videnskab.

Det er det ikke. For videnskaben kan ikke svare på dette spørgsmål. Det er Bjørn Lomborgs og ligesindedes værdibaserede dom. Og det er OK at have en sådan værdi-opfattelse - men det er ikke OK at pakke det ind i pseudo-videnskabelige argumenter og præsentere det som den objektive sandhed.

Specielt ikke når man samtidig langer ud efter store dele af miljøbevægelsen for at være utroværdige i deres omgang med tal og statistik.

4: Klagen

Til sidst noget om den Klage som Lomborg klandrer miljøbeveægelsen for at fremføre, og som han mener kun fører et sted hen: I afmagt og handlingslammelse.

Jeg føler mig ikke ramt - og jeg synes absolut ikke miljøbevægelsen har nogen grund til at føle sig ramt.

Det er ikke min opfattelse at miljøbevægelsen er præget af klynk og klage. Men nok af anklage - og det er noget ganske andet. For anklagen går svanger med handlingen.

Jeg synes Jesper Gundermann i hans artikel om Debatten i Drivhuset siger meget præcist hvad denne anklage går ud på:

Han skriver:
"Mennesket som art har fået overladt rorpinden på rumskibet jorden. Problemet er imidlertid om vi har den fornødne indsigt til at sidde i fører-sædet. Om vores tænkning, institutioner og organisering overhovedet er gearet til denne rolle. Det er stadig i mine øjne et åbent spørgsmål, om den vestligt prægede civilisation, der baserer sig på at beherske naturen, er levedygtig, hvis ikke vi tillærer os en ydmyghed overfor begrænsningerne i vores beherskelsesevner"

Udfra denne grund-erkendelse har miljøbevægelsen sat en lang række aktiviteter igang i samfundet som handler om, at vi sagtens kan forene et mere ydmygt og mindre beherskersygt liv - med et anstændigt liv. Ja, at menneskelivet måske endda får mere betydning- hvis vi kan lære at leve det mere ydmygt. Og at det vi kan få for penge - fundamentalt set slet ikke er det, der giver tilværelsen betydning.

Dette er godt nok en anden tilgang til verden end Lomborgs statistik og den Lomborgske tese om at netop pengene er den eneste begrænsede ressource og derfor al tings målestok. Det er også en anden tilgang end den der præger den generelle samfundsudvikling i dag. Men det er fortsat en tilgang som der er al mulig grund til at holde fast i.

Spring til toppen af siden