ARTIKLER & FOREDRAG

Priser contra værdier
- om miljøøkonomiens grænser

port-jha.jpg (1837 bytes)

Artikel bragt i "MiljøDanmark" nr.6, December 1998
Af John Holten-Andersen, Sekretariatschef i Naturrådet

opdel.gif (108 bytes)


Den eksisterende økonomiske tankegang er utilstrækkelig i de store miljøspørgsmål. Økonomerne kan dog bidrage med ganske meget, når grænserne er trukket og målsætningerne sat op.

I MiljøKronikken i sidste nummer af MiljøDanmark har min kollega og samarbejdspartner igennem mange år, sekretariatschef i Det Økonomiske Råd Peder Andersen, formidlet sine tanker om "Den vanskelige balance mellem samfund og natur". Tillad mig, som nyudnævnt sekretariatschef i Naturrådet, at supplere Peder Andersens økonomiske synsvinkel på verden med nogle lidt andre vinkler.

Til indledning vil jeg slå fast, at jeg er stor tilhænger af, at samfundsvidenskabelige synsvinkler, herunder økonomiske, bringes i spil i miljøpolitikken og miljøforvaltningen. Vi har brug for samfundsvidenskaben, som "en stemme" blandt flere, til at forstå samspillet mellem menneske, samfund og natur og til finde ud af hvordan vi kan gøre dette samspil "bæredygtigt".

Som en "stemme" blandt flere siger jeg - fordi jeg måske i modsætning til Peder Andersen mener, at der er mange spørgsmål på natur- og miljøområdet, hvor videnskaben i almindelighed og dens forskellige discipliner i særdeleshed, herunder økonomien, anlægger et for snævert syn på verden.

Natur og miljø er ikke en vare
Peder Andersen understreger, at vi ikke kan få alt her i verden - heller ikke på miljøområdet. Der må ske en afvejning af fordele og omkostninger ved de ønsker vi har , og heri er ingen vel uenig. Men Peder Andersens økonomiske synsvinkel på virkeligheden går et skridt videre, idet han tilføjer:

"Det er netop baggrunden for, at økonomer taler om det optimale forureningsomfang. Det vil sige, det forureningsomfang hvor den marginale gevinst ved miljøbeskyttelse netop svarer til den marginale omkostning ved at gennemføre miljøbeskyttelse. Bruges dette princip, forhindrer det, at der bruges samfundsmæssige ressourcer ud over, hvad der kan begrundes med henvisning til værdien af miljøforbedringerne".

En sådan cost-benefit betragtning på natur- og miljøpolitik er imidlertid behæftet med en række problemer. Peder Andersen nævner selv, at der findes praktiske problemer med at anvende dette miljøøkonomiske princip. Natur og miljø er jo ikke en vare, der omsættes på et marked, og derfor findes der ingen empiriske markedspriser på miljøet. Vi ved - eller burde vide - hvad det koster, at installere rensningsudstyr og ændre produktionsprocesser eller kvaliteten af produkter. Men vi kan ikke umiddelbart sætte en pris på miljøgevinsten i form af for eksempel renere luft, vand, fødevarer eller i form af mere natur, pænere landskaber osv.

Forskellige miljøøkonomiske metoder
Miljøøkonomer har igennem mange år forsøgt, at udvikle forskellige metoder til at prissætte de værdier, som ikke har varekarakter. Én af metoderne er at forsøge at prissætte det velfærdstab, som den miljøbetingede forringelse af menneskelig sundhed indebærer. Dette er vel i princippet en legitim metode - men den er i praksis uhyre vanskelig. Den forudsætter, at man kender årsags-virknings sammenhængen ret nøje, hvilket sjældent er tilfældet. Hertil kommer, at et forringet miljø giver anledning til effekter på andre menneskelige livsbetingelser end sundhed, for eksempel skader på materialer eller lavere udbytter i de primære erhverv som landbrug, skovbrug og fiskeri. Disse effekter er lige så vanskelige at prissætte, som sundhedseffekterne er det.

En anden miljøøkonomisk metode til at prissætte miljøet springer over dette problem med manglende kendskab til årsag-virknings sammenhængene. Her forsøge man i stedet at "måle" menneskets "miljøpræferencer", som det hedder. Huspriserne er højere i naturskønne omgivelser end i kedelige bykvarterer. Afspejler dette en objektiv "værdi" på natur - næppe. Det afspejler en "pris" på skønne omgivelser - men dette har nok mere med sociale forhold at gøre, som for eksempel indkomstforskelle, end det har med værdien af miljøet at gøre.

En anden metode består simpelthen i at spørge folk gennem spørgeskemaer, hvor meget de er villige til at prissætte forskellige natur- og miljøforhold. Hvad vil de betale for at have adgang til en skov, hvad vil de betale for rent grundvand osv.? Metoden lider af spørgeskemametodernes generelle vanskeligheder - og er ubrugelig på mere komplekse problemstillinger, hvor der indgår mange ukendte forudsætninger i såvel spørgsmål som svar.

Nogle værdier kan ikke gradbøjes
Der er således store, ofte uovervindelige, praktiske problemer med at bruge de "miljøøkonomiske" principper på virkelighedens verden. Men der er mere end praktiske problemer - der er også en række principielle.

For at skære det ud i pap: Er alting til fals for en skål linser - kan alting gøres op i kroner og ører, eller i det der ligner? Mange mener nej. Der findes visse absolutter i tilværelsen, visse ting som er ukrænkelige. I økonom sprog - visse ting som har en uendelig pris, og hvor det derfor er meningsløst, at foretage en cost-benefit analyse.

Hvad der danner disse fundamentale og ukrænkelige værdier er svært at sige - men de indgår i hvert fald i alle kultursamfund. I vores kultur har vi f.eks. de 10 bud - og de kan ikke gradbøjes. De handler om menneskelig adfærd overfor hverandre, men siger ikke noget om vores adfærd overfor naturen. Formentlig fordi de blev til i en tid, hvor mennesket fyldte uendeligt lidt. I dag fylder mennesket uendeligt meget mere end dengang - og derfor trænger nogle nye absolutte værdier sig mere og mere ind i vor kultur.

Værdier der handler om, at der må sættes grænser for, hvor meget de menneskelige samfund skal brede sig her på kloden, lægge beslag på frugtbart areal, udnytte de levende og døde ressourcer, påvirke de globale økosystemer og gøre alting til et spørgsmål om management og cost-benefit betragtning.

Forsigtighedsprincip sætter en grænse
Den amerikanske økonom Herman Daly har påvist, at i disse spørgsmål - hvor det handler om, at sætte grænser for hvor meget vore samfund skal brede sig på kloden - kommer den eksisterende økonomiske teori til kort og de eksisterende økonomiske institutioner er utilstrækkelige.

Dette er vel baggrunden for, at vi over de sidste 25 år har opbygget Miljøministerier i næsten alle verdens lande og at der overalt søges udviklet nye begreber og nye forvaltningsprincipper. Eet af disse nye principper er forsigtighedsprincippet, et princip som Peder Andersens økonomøjne sætter et spørgsmålstegn ved.

Den hidtidige forvaltningspraksis har været, at alt er tilladt så længe det ikke er bevist, at det har negative virkninger på natur og miljø. Forsigtighedsprincippet lægger op til, om end ikke omvendt bevisførelse, så et reduceret krav til bevisførelse. Dette er i god overensstemmelse med den store videnskabelige usikkerhed, der findes omkring mange miljøproblemer - men det er også et princip, der åbner mulighed for at trække en streg i sandet og sætte en grænse. En grænse for samfundet, for økonomien - og for anvendelse af den økonomiske teori.

Bliver der noget tilbage for økonomerne at bidrage med på miljøområdet. Ja, ganske meget. Når grænserne er trukket og målsætningerne sat op - så skal økonomerne hjælpe til, at vi gør tingene på den mest rationelle måde, hvor målene nås med de færrest mulige omkostninger.

Spring til toppen af siden