ARTIKLER & FOREDRAG

En stille katastrofe

port-pa.jpg (2228 bytes)

Kronik bragt i Politiken, 20. februar 2000
Af Peder Agger

opdel.gif (108 bytes)

Naturen forringes langsomt men sikkert. Faktisk sker der en McDonalisering af biologien, skriver kronikøren, som er professor i miljøplanlægning ved Roskilde Universitetscenter. Medmindre...

Dommedagsprofetier har vi efter min mening haft nok af. I hvert fald nok til at mange debattører er kørt af sporet. Det gælder både profeterne, der manede undergang, og de lalle-glade, med deres budskaber om at det stort set går strålende.

En opdeling af verden i sort og hvidt gør det svært at få en ordentlig diskussion, af hvad vi skal gøre, især ved de 'katastrofer' der udvikler sig langsomt. Bioinvasion dvs. den langsomme opblanding af jordens flora og fauna er et eksempel på en sådan stille katastrofe.

Det er bioinvasionens snigende udvikling og vanskelighederne ved at debattere fænomenet, der er emnet for denne kronik.

Biodiversitet er en bred betegnelse for variationen i det levende. Dvs. det dækker ikke kun rigdommen på forskellige dyre-, plante- og svampearter, men også den underliggende genetiske variation og den overliggende variation i plante- og dyresamfund, økosystemer og landskaber. Biodiversitet dækker ikke kun de vildtlevende organismer men også de fremavlede husdyr og nytteplanter både de gamle racer og de nye genmanipulerede organismer.

Fokus i debatten om naturens krise har længe været rettet mod arternes uddøen. Men det er kun toppen af isbjerget. Nedenunder gemmer sig en langt mere omfattende men langsomt fortløbende erosion af biodiversiteten overalt på kloden. Længe inden den egentlige uddøen af en art er en realitet, er der i reglen foregået en proces, hvor arten er forsvundet fra det ene efter det andet af sine hidtidige levesteder.

Den væsentligste del af problemet skyldes at levestederne forsvinder under plov eller asfalt. En anden, og i fremtiden måske lige så vigtig del, er følgerne af bioinvasionen, som skyldes den mere eller mindre bevidstløse indførsel og indslæbning af dyr og planter fra det ene til det andet sted på kloden. Det er et problem, som vokser hastigt med den øgede handel og transport af varer, mennesker og ballastvand kloden rundt.

Lad os tage det danske landbrugslandskab som eksempel. Her optages størsteparten af arealet af de dyrkede marker. Afgrøden udgør af gode grunde den dominerende del af vegetationen. Ud over afgrøden findes der også en del ukrudt. Optalt som antallet af arter blandt de spiringsdygtige frø i jorden er der i dag i gennemsnit knap 5 ukrudtsarter pr. kvadratmeter i danske kornmarker. Det er under det halve af, hvad det var for blot 30 år siden, og langt mindre end det var, dengang marken måske lå brak eller var et vedvarende græsareal.

Samtidigt med denne udtynding af biodiversiteten på pr. kvadratmeter, er der foregået en introduktion af arter fra andre himmelstrøg. Ikke kun afgrøden, men også flere af vore dages almindelige ukrudtsarter er således ikke oprindeligt hjemmehørende. De er indslæbt hos os, ligesom i de er indslæbt i de fleste andre, af de lande der har haft samme landbrugsudvikling. I skovbruget er der sket noget tilsvarende. Hovedparten af træerne i vore skove er arter eller varieteter hentet fra andre steder i Europa eller i andre verdensdele.

Hovedparten af de arter, der introduceres, kan ikke klare sig i længden uden dyrkning eller supplerende indførsler. Alligevel er der en del, der klarer sig som forvildede og efterhånden mere eller mindre akklimatiserede elementer i den vilde flora.

Af de godt 2000 vildtlevende danske plantearter, (heri ikke medregnet svampe og laver) skønner DMU, at de 1000 ikke er oprindeligt hjemmehørende. Som eksempler kan nævnes bjergfyr og skvalderkål. Noget mindre andele finder vi hos fisk og pattedyr. Som eksempler kan nævnes regnbueørred og bæver.

Udover den forventede nytte eller fornøjelse ved indførsel af udefrakommende arter, kan introduktionen give en række problemer:

1) De introducerede arter kan fortrænge de hjemmehørende. Dette problem kendes fra undslupne amerikanske mink, der konkurrerer med vores hjemlige rovdyr, som f.eks. odderen. Og fordi den amerikanske mink har et bredere fødevalg, kan den også true lokale bestande af vandfugle, fra hvem den røver æg og unger.

Konkurrenceproblemer kendes også fra kæmpe bjørnekloen, som vi i dag bekæmper, fordi den mange steder truer med at udkonkurrere den hjemmehørende mere artsrige vådbundsflora.

Fortrængningen kan også ske ved, at en introduceret art krydser sig med en nærtbeslægtet art eller underart, som allerede er på stedet, f.eks. sika hjort med krondyr. Når det har stået på i tilstrækkeligt mange generationer, kan det der var to være smeltet sammen til en.

2) De introducerede arter kan være bærere af smitsomme sygdomme, som angriber de arter, der i forvejen findes på stedet, f.eks. har sygdommen krebsepest introduceret med signalkrebs udryddet den hjemlige flodkrebs over store dele af Skandinavien.

3) De introducerede arter er de samme over store dele af kloden. De er ligesom den brune rotte og forvildede får, geder, hunde og katte menneskets følgesvende, som i varieret grad kan anrette skader på den i forvejen eksisterende flora og fauna. Især har dette haft effekt på små oceaniske øer, hvor tusinder års isolation har udviklet en egenartet flora og fauna.

4) De introducerede arter har ikke haft tiden til at tilpasse sig de øvrige dele, af det økosystem de introduceres i. Derfor passer de dårligere ind og giver f.eks. ikke i samme grad føde, skjul eller ynglemulighed til andre, som de arter der har været her i årtusinder.

5) Når det er de samme opportunistiske arter, der følger mennesket overalt på kloden, er det med til at ensformiggøre denne. Man taler om en 'McDonaldisering', hvor alle byer kommer til at ligne hinanden, på bekostning af de listige steder, der tidligere gjorde det mere spændende at rejse. Noget lignende sker, når det er de samme arter, der bliver kosmopolitiske.

6) Det er svært at overbevise ikke-biologer om, at der er tale om et meget stort problem. Det skyldes, at fænomenets omfang og dermed alvor først nu er ved vise sig. Dertil kommer at mange introduktioner er ønskede af forskellige gode grunde. Hvad kan man dog have imod fasaner, dåvildt og hybenroser og juletræer?

Man kan fylde sin have med eksotisk mangfoldighed, men hvis alle naboer gør det samme, breder ensformigheden sig. Det kan være, hvad det være vil. Men hvis enkelte af eksoterne springer over havegærdet og giver sig til at konkurrere med den vilde flora, har vi et problem.

Bioinvasionen yder dermed sit lille bidrag til et større problem, der består i en tiltagende underminering af lokale økologiske helheders variation overalt på kloden, som kan bibringe beboerne i området en fornemmelse af identitet, ansvar og samhørighed, med det landskab de lever i. Bioinvasion er med andre ord et element i den globalisering, som der også er andre grunde til at forholde sig kritisk til.

Jeg sigter ikke her til de etniske spørgsmål, som efter min mening befinder sig i en anden sfære, end den der gælder, når vi taler om vilde og forvildede dyr og planter. I samfundet har eksempelvis menneskeretighederne grundlæggende værdi. Hvorimod indførelse af demokrati og humanisme i naturen er en absurditet, som kun kan komme på tale blandt dyrene i Hakkebakkeskoven.

Naturen om 25 år, hvordan ser den så ud? Set fra mit område, som er naturforvaltning, er der ikke meget at juble over. Hverken i dag eller hvis vi ser 25 år frem. Det går nemlig langsomt men sikkert ned ad bakke, medmindre vi da sørger for, at det går op ad igen. Men det er der ikke meget, der tyder på, at vi vil, eller kan magte lige med det første.

Ting tager tid, og 25 år er ikke meget i denne sammenhæng. Mange af de beslutninger, der vil præge natur og landskab om 25 år er allerede truffet. Det har f.eks. ført til at Forskningscentret for Skov- og Landskab har vovet at gøre sig forestillinger om udviklingen i arealanvendelsen i Danmark 1995-2025. De skønner at den pløjede landbrugsjord vil gå tilbage med 15%, fordi arealet vil overgå til vedvarende græsarealer, skov, vådområder og byudvikling. Det må alt i alt siges at love godt for naturen.

Men til gengæld vil mange af de problemer, der allerede længe har været under udvikling fortsætte i de næste 25 år. Eksempelvis den bastante overgødskning, som rammer marker, skove, naturområder, søer og havet. Den utilstrækkelige vandmiljøhandlingsplan I fra 1987 blev først forlænget og siden suppleret med en del II, som også er utilstrækkelig, fordi der ikke er styr på den voksende forurening fra svineproduktionen.

Et andet tungt problem for dansk natur er pesticidanvendelsen. Pesticider slår vilde dyr og planter ihjel. Det er det, de er lavet til. Og det halve land sprøjtes i gennemsnit mere end to gange om året. På trods af ekspansionen af det økologiske jordbrug og vedtagne planer om udfasning af brugen af pesticider på offentlige arealer, er det med oplægget til den nye pesticidhandlingsplan foreslået, at problemet skal have lov at bestå mange år ud i fremtiden.

Imedens udvikler bioinvasionen sig. Hvor længe og hvor meget vil afhænge af, hvor udbredt forståelsen af problemet bliver. Og det igen afhænger af de vilkår, miljødebatten foregår under.

Diskussioner om natur- og miljøproblemer lider ofte af at foregå på uklare præmisser. Tag f.eks. udsagnet "Padderne er i tilbagegang". Dette kan være både rigtigt og forkert. Det afhænger af, om det er hele eller dele af landet, der tales om. I hovedparten af landet har padderne været i tilbagegang, på samme tid som de i nogle områder har haft stabile populationer, og enkelte steder ligefrem øget.

Tilsvarende er udsagnet om frem eller tilbagegang afhængig af, hvilken periode der tales om. Padderne er høvlet tilbage siden 1950'erne, indtil de allerseneste år, hvor det med intensiv pleje er lykkedes at vende udviklingen for nogle af de mest truede arter såsom klokkefrøen og løvfrøen.

Skala-forhold er afgørende for, om noget opfattes som en katastrofe eller ej. En katastrofe kan defineres som en pludseligt indtrædende voldsomt virkende omfattende ulykke. Udviklingshastigheden vil nogle gange være afgørende for skadernes omfang, og andre gange for om fænomenet overhovedet opfattes som en katastrofe.

Nogle hændelser har lettere ved at opnå betegnelsen katastrofe end andre. Forsikringsbranchen er en af dem, der er nødt til at forholde sig mest kontant til spørgsmålet. Det tyske reassurerings selskab, Münchener Rück, oplyser på baggrund af en nylig opgørelse, at de udbetalte forsikringssummer i forbindelse med naturkatastrofer er 14 doblet fra 1950'erne til 90'erne.

Som årsager til denne udvikling anføres især 5 faktorer som virksomme: 1) befolkningsudvikling og byvækst, 2) øgning af værdierne i samfundet, 3) øgning af arealer som kan udsættes for katastrofer, 4) det moderne industrisamfunds sårbarhed og endelig 5) klima- og miljøforandringer. Alle 5 faktorer vil efter min bedømmelse fortsætte ad samme spor i de næste 25 år, og 1), 3) og 5) vil ikke være til gavn for naturen.

Men bioinvasionen har ingen umiddelbare skadevirkninger, som man kan tegne forsikring imod. Dertil kommer at den har det handicap, at den kommer snigende. Katastrofer der udvikler sig i 'slow motion' opfattes ikke som katastrofer, og har svært ved at blive taget alvorligt.

Forskelle i tids-skalaen mellem debattører kan også give problemer på den måde, at den ene part tror, at man på kort sigt skal gøre det, den anden mener skal ske på langt sigt. Det kræver f.eks. ikke den højere matematik at indse, at vores udslip af drivhusgasser skal ned på en tiendedel, hvis der med tiden og den nuværende teknologi skal blive plads til, at hele jordens befolkning kan nå op på en levestandard, der minder, om den vi har i Danmark i dag.

De fleste vil vende sig hovedrystende fra sådant et regnestykke. Selv om man i og for sig er villig til at gøre en indsats for en bæredygtig udvikling, er tanken om nedskæring af det nuværende forbrug til en tiendedel, så 'far out', at al videre diskussion stopper.

Det er kreperligt. For tidsdimensionerne er jo ikke de samme. Det er jo ikke det nuværende, men det fremtidige forbrug, der skal skæres drastisk ned. Og det skal jo ikke ske fra den ene dag til den anden. Det vigtige er, at vi småt men afgørende begynder at ændre kursen. F.eks. med grønne skatter. Sker det langsomt behøver det næsten ikke at gøre ondt.

Endnu et problem i natur- og miljødiskussionen er miljøproblemernes tiltagende kompleksitet. Jo flere vi bliver og des mere intensivt vi udnytter kloden, desto mere komplekse miljøproblemer kommer der til. Hvorfor væltede de sønderjyske graner i december orkanen? Var det en natur katastrofe, eller havde samfundet en, måske afgørende, finger med i spillet.

Var det forkerte træer - dårligt tilpassede indførte nåletræsarter? Var de plantet forkert - store ensaldrede bevoksninger? Var det på for lette jorder? Havde man allerede ved plantningen kalkuleret med katastrofehjælp, hvis uheldet skulle være ude? Havde luftforureningen fra trafik- og kraftværker svækket træerne? Eller var det mon den forsurende virkning fra landbrugets gylledampe? Var det orkanen, der var for stærk, - et udslag af den menneskeforårsagede drivhuseffekt? Eller var det, når alt kommer til alt, et helt naturligt fænomen? Hvem tør, og hvem er kompetent til at træffe afgørelsen?

Svaret på den slags problemer er sjældent entydigt. Det er et problem for forståelsen. Den menneskelige hjerne er bedst til at tænke i lige baner: een årsag - een virkning. Derimod er vi ikke gode til netværkstænkning og kan i reglen ikke fastholde mere end 8 elementer ad gangen. Det gælder os alle - almindelige mennesker, eksperter, politikere og pressen. Så det er ikke underligt at miljødebatten let kører af sporet.

Endnu et problem i natur- og miljødebatten er mediernes på godt og ondt store interesse for emnet. Da de fleste medier til syvende og sidst lever af at skaffe læsere til deres annoncører, må der bringes noget indimellem, som kan pirre nysgerrigheden. Det fører til sensationshungeren, aktualitetskravet og den større interesse for at skrive om ulykker og konflikter end om det modsatte. Selvom en fri og dybdeborende presse er en livsnødvendighed i et demokrati, og i sidste ende også for natur- og miljøbeskyttelsen, har den altså den bieffekt, at den øger støjniveauet.

Dertil kommer, at især TV holder os løbende og stadigt mere detaljeret underrettet om, hvilke ulykker der indtræder rundt om i verden. Også det bidrager til en oplevelse af, at verden er ved at gå mere af lave, end der egentlig er grund til.

Bioinvasion opfattes endnu næppe som en katastrofe af ret mange andre end en lille gruppe naturforvaltere. Problemet udvikler sig for langsomt og er for skala-afhængigt og kompliceret at begribe for de fleste. De egentlige problemer ligger langt ude i fremtiden. Umiddelbart forekommer det endda at være et lokalt gode fremfor et globalt onde. Derfor må vi gå både forsigtigt og langsigtet til værks. En nordisk rapport om problemets omfang og langsigtede perspektiver er på trapperne. Naturrådet har annonceret det som tema for det kommende års arbejde. Og regeringen har iværksat udarbejdelse af en national handlingsplan for naturbeskyttelse og biologisk mangfoldighed.

Man kan håbe at dette vil bære i den rigtige retning. Indtil mere specifikke anbefalinger foreligger fra dette arbejde, må man opfordre til forsigtighed, fordi det er langt billigere at forebygge end at helbrede. Undgå enhver form for omflytning af vilde dyr og planter med mindre den er velbegrundet og der er sikkerhed for, at den ikke leder til uønskede bieffekter. Vent ikke til problemet har groet sig endnu større. Læg kursen om nu !

Spring til toppen af siden