ARTIKLER & FOREDRAG


Om bæredygtighed, demokrati og adgangen til det åbne land

port-pa.jpg (2228 bytes)

Indlæg ved Friluftsrådets generalforsamling 27.April 2000, Bellacentret, Kbh.

Af Peder Agger, formand for Naturrådet

opdel.gif (108 bytes)

Jeg vil gerne indlede med at takke for invitationen til at komme med et oplæg ved denne betydningsfulde lejlighed. Selv i vores kommunikations-tidsalder er det jo ikke hver dag, man står overfor en forsamling, der repræsenterer det danske folk så bredt og så mange gange som denne ærede forsamling.

Naturrådet

Inden jeg går igang med mit emne, som er: 'Bæredygtigheden, demokratiet og adgangen til det åbne land', vil jeg kort præsentere Naturrådet.

Rådet blev nedsat i februar 1998. Naturrådets opgave er at bidrage til, at debatten om en bæredygtig udvikling på natur- og landskabsområdet står højt på den samfundsmæssige dagsorden - gerne lige så højt som debatten om økonomien. Det er formentlig også derfor, at Naturrådet er konstrueret så det, om end ikke i størrelse så dog i struktur, minder meget om Det Økonomiske Råd.

Rådet består af 4 uafhængige naturvismænd, et repræsentantskab til at holde dem i ørene og et sekretariat til at betjene dem. Vismændene, der udpeges for 3 år af gangen, er for tiden direktøren for Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm Jette Baagøe, direktøren for Botanisk Have i København professor Ole Hamann, professor i det åbne lands planlægning ved Landbohøjskolen Jørgen Primdahl, og undertegnede der er professor i miljøplanlægning ved Roskilde Universitetscenter.

Repræsentantskabet består af knap 40 medlemmer. De kommer fra fire hjørner af samfundet: Myndighederne såsom andre ministerier og kommuner, Erhvervslivets organisationer med særlig relation til emnet, grønne organisationer herunder Friluftsrådet v/Nils Bo Sørensen, samt 4 videnskabsfolk til at supplere rådets faglighed.

Sekretariatet består af 6-7 ansatte under ledelse af John Holten-Andersen, tidligere chef for DMU's Systemanalyseafdeling. Sekretariatet har til huse ved Nørreport Station i samme bygning som Naturklagenævnet, med hvem vi deler telefonbord, kantine mv.

En god anledning

Set i forhold til hvem der ellers bidrager til landskabs- og naturdebatten, har rådet fundet sin særlige niche, som den der trækker de lidt bredere og mere langsigtede perspektiver frem, og gør det på et videnskabeligt uafhængigt og redeligt grundlag, så det kan vurderes og forstås også af andre.

Selv om vi ikke skal glemme byen, kan det næppe komme som nogen overraskelse, at det åbne land og adgangen til det fylder meget i Naturrådets bevidsthed. Og en anledning som i dag er en kærkommen lejlighed til at fremsætte rådets syn på sagen.

I det følgende vil jeg først komme ind på, hvorfor folks kontakt med naturen er en nødvendig del af naturbeskyttelsen. Dernæst vil jeg gennemgå fem forhold, som i særlig grad gør det nødvendigt - netop i disse år - at intensivere debatten om adgang. Endelig vil jeg gå ind i en mere fagligt-politisk argumentation for og imod øget adgang, inden jeg slutter af.

Adgang og bæredygtighed

Opnåelse af bæredygtighed er i dag blevet et integreret mål i teksterne for en lang række love og planer, ligesom begrebet om bæredygtighed står centralt i regeringens natur- og miljøpolitiske redegørelse både den fra 1995 og den fra 99.

Begrebet er flertydigt, hvilket ikke nødvendigvis behøver at være et problem, så længe det blot inspirerer til en diskussion af, hvad der er de bredere og især mere langsigtede konsekvenser af vore nutidige handlinger.

Efter Naturrådets opfattelse må en bæredygtig udvikling på natur- og landskabsområdet indebære, at de mest basale naturlige processer så som stofkredsløb og biologisk spredning sikres i alle landskaber, at de naturligt hjemmehørende dyre- og plantearter fortsat sikres i levedygtige bestande i landet, og at mennesket sikres nem adgang til at opholde sig i og udnytte denne natur, med mindre dette klart strider imod de førstnævnte mål.

Det er den velkendte historie om beskyttelse og benyttelse. Men det er samtidig en erkendelse af, at hvis ikke der er plads til benyttelse, vil der i det lange løb heller ikke blive plads til beskyttelse - og vice versa.

Hvis naturen kun bliver for et exclusivt mindretal af befolkningen, skrumper det demokratiske grundlag for at bevare den ind. Hvilket ikke er bæredygtigt, fordi naturen på så mange måder til syvende og sidst både er nødvendig og en ønskværdig ramme og del af vores liv.

Dette er smukt udtrykt i et lille slogan, jeg har fra Chicago Zoological Society:

Information er godt, men ikke nok. Demonstration er bedre, og inddragelse allerbedst. Fra den engelske biolog og naturgenopretter John Hanley har jeg hørt følgende:

Ud fra et bæredygtigheds-perspektiv er adgang til naturen derfor naturforvaltningens 'andet ben'. Men da ingenting står stille: Samfundet ændres, landskabet ændres og vi og verden ændres, er det nødvendigt til stadighed at debattere, om den eksisterende balance mellem benyttelse og beskyttelse nu også er den rette, eller om der, ikke mindst aht. det langsigtede perspektiv, bør gribes justerende ind.

I forholdet mellem samfund og natur er ingen balance naturgiven, heller ikke den eksisterende balance mellem benyttelse og beskyttelse. Derfor kan debatten, set ud fra et videnskabeligt synspunkt tages op når som helst. Det er frem for noget et politisk anliggende.

Naturrådets hoved-pointe til denne politiske diskussion er, at hverken naturen eller mennesket i det lange løb er tjent med at blive holdt adskilt. Tværtimod må vi hele tiden tilstræbe, at kontakten ikke mindskes unødigt.

Fem forhold der skubber til balancen

Jeg vil i det følgende fremdrage fem forhold, der efter min mening i særlig grad giver grund til en fornyet debat om adgangen til det åbne land.

Stigende velfærd

Det første af de fem forhold, der skubber til den hidtidige balance mellem benyttelse og beskyttelse, er den stigende velfærd. Naturen og adgangen til den betragtes i vores samfund som et gode, både som et mål i sig selv og som et middel til at udvikle livskvalitet, som der står i det friluftspolitiske handlingsprogram.

Som indikatorer på dette kan man her blot tænke på, hvad vi som turister er villige til at betale extra for at få et værelse med havudsigt. For slet ikke at tale om, hvad vi hjemme i Danmark vil ofre for at komme til at bo ved 'skov og strand'. Huspriserne viser, at der her er tale om et af de højest skattede goder i vores kultur.

I et velfærds samfund, hvor både levestandard og demokrati regnes for goder, der skal gælde for alle, er det klart, at ønsket om adgang til og indflydelse på det åbne land med dets natur og landskabsværdier vil øge i styrke, i takt med - eller som en del af - at velfærden øges.

Selvom 83% af respondenterne, i en Gallupundersøgelse Naturrådet har ladet foretage, erklærede sig tilfredse med den eksisterende adgang til landbrugslandet, var der dog 65% (mod 25%), der ikke fandt at de som borgere havde tilstrækkelig indflydelse på landbrugets påvirkning af natur og miljø. - Velfærd drejer sig altså ikke kun adgang, men også om indflydelse.

Øget mobilitet

Det andet af de fem forhold, som jeg vil trække frem, er den øgede mobilitet. Den voldsomme vækst, der ikke mindst i de seneste år er sket i privatbilismen, synes på trods af mange af de problemer den fører med sig, fortsat at skulle vokse.

Bevægelsesfrihed opfattes som et væsentligt gode, som ikke kun begrænser sig til den bilende men også den flyvende trafik. Også ønsket om øget bevægelsesfrihed, når den udfoldes ved egen kraft til fods eller med køretøj, er en del af denne udvikling. Befolkningen dyrker meget friluftsliv, og tendensen er stigende.

Det er så meget desto mere et problem, fordi ikke alle har adgang til bil eller fly. Forskelle i mobilitet truer med at blive en ny klassedelende faktor både herhjemme og endnu mere på globalt plan.

Dette er et dilemma. Udover at begrænse den motoriserede mobilitet, må vi stræbe efter, at den der er, kommer alle til gode, samtidigt med at det naturligvis sker på måder, så vi ikke ødelægger noget af det, som er målet for den øgede mobilitet. - Hvem gider at køre til den anden ende af landet, eller flyve til den anden side af kloden, hvis kedsommeligheden er den samme og forskellen lig nul?

Det lukkede land

Det tredje forhold er den omstændighed, at det åbne land af flere årsager er blevet mere 'lukket'. Det hænger dels sammen med den netop omtalte øgede privat bilisme. Den har fået de kollektive transportsystemer til at skrumpe. Den har lagt fysiske barrierer i landskabet i form af motor- og omkørselsveje, som ikke kan krydses. Og den har skabt psykiske barrierer for de bløde trafikanter, som hverken tør eller kan nyde spadsereturen i kanten af veje, hvor trafikken kun stiger både i omfang og hastighed.

Et andet sæt af faktorer end de trafikmæssige, der også har været med til at lukke landet, er udviklingen indenfor landbruget. Herhjemme har offentligheden ret til færdsel på alle uhegnede udyrkede arealer, for så vidt at det ikke kommer for tæt på beboelses- og driftsbygninger. Problemet er, at den slags arealer er aftaget i udbredelse.

For det første er mange arealer, som tidligere var udenfor omdrift i dag taget under plov. I forvejen er fremkommeligheden ikke for stor, fordi Danmark i sammenligning med udlandet har en exceptionel stor del af sit landareal i omdrift.

For det andet er en del af de udyrkede arealer, der før var uhegnede, i dag under hegn, enten som hjortefarme eller som hegning om andre former for mere eller mindre hobbypræget dyrehold. Hvilket især ses i nærheden af de større byer, hvor behovet for uformel blød færdsel netop er særligt stort.

For det tredje er mængden af markveje gået meget tilbage i forbindelse med landbrugets fortsatte koncentrering og specialisering. Ved den fortsatte strukturudvikling i landbruget vil stadigt flere veje blive enkeltmandseje, og dermed udsat for at blive lukket eller nedlagt.

Jorden på færre hænder

Et fjerde forhold at trække frem har ligeledes med landbrugets strukturudvikling at gøre, og det at jorden samles på stadig færre hænder. Lige efter anden verdenskrig var der endnu op imod 200.000 landbrugsbedrifter i Danmark. I dag er vi under 60.000, og antallet af heltidslandbrug er nede på de 25.000. Prognoserne taler om, at vi om 10 år er nede på måske 10.000 effektive heltidsbrug.

Dette rejser et demokratisk problem. Man kan sige at den fortsatte strukturudvikling alene af denne grund resulterer i et akkumulerende demokratisk underskud, mht. hvem det er, der bestemmer over og har adgang til det danske landbrugsland med dets naturindhold.

Det er naturligvis ikke en proces, der er sat igennem for at forhindre folk i at få adgang og indflydelse, men det er et resultat, af den udvikling der er foregået.

Danmark er ved at blive et U-land, hvad angår skævheden i fordelingen af de goder, som har med besiddelse af jord at gøre. Vi er allerede der, hvor 1% af befolkningen ejer to tredjedele af landet, eller sagt på anden måde: Den mest jordbesiddende ene procent af befolkningen ejer dobbelt så meget jord, som de øvrige 99% af befolkningen til sammen.

Naturen vokser på landbrugets bekostning

Det femte forhold, der øger aktualiteten af en debat om adgang, hænger sammen med den politik, der allerede er vedtaget og delvis gør sig gældende, og som kan forudses vil blive realiseret i de kommende år.

Allerede siden firserne har det været regeringens politik at fordoble det danske skovareal. Vandmiljøhandlingsplan II indeholder planer om oprettelsen af 16.000 ha våde enge. Der opereres med udpegning væsentlige grundvandsområder. Og naturgenopretningen, der allerede har betydet pleje og genetablering af betydelige arealer, må forventes at fortsætte også i det kommende årti.

Alt dette vil stort set foregå for offentlige midler. Dermed er der også gode argumenter for, at offentligheden ikke kun får lidt mindre forurenet luft og grundvand for pengene, men også får adgang til at kunne deltage i en mere flersidig anvendelse af de landskaber, hvori alt dette skal foregå.

Argumenter for og imod

Skal man vurdere argumenterne for eller imod øget adgang, er det klart, at det må ses, dels i forhold til hvordan de eksisterende adgangsforhold er, og hvad det er for adgangsformer, der er på tale, dels i forhold til hvad der i øvrigt foregår i de landskaber, det drejer sig om.

Hvis vi tager det sidste først, er der ikke tvivl om, at den voldsomste påvirkning af den danske natur og de danske landskaber har været og stadig er den opdyrkning, der nu er foregået over mange tusinde år. Andre væsentlige faktorer er skovbrug og den urbanisering, der har taget fart i dette og foregående århundrede. Set i sammenligning hermed, synes de skader en øget adgang til landskab og natur kan medføre at være helt ubetydelige.

Dermed være dog ikke sagt at adgangsformen er ligegyldig. Undersøgelser har eksempelvis vist, at det højst skattede gode ved skovbesøg er roen. Derfor er det klart mindre acceptabelt at åbne op for motortrafik end øget adgang til fods, når det er skov, der tales om.

Andre undersøgelser har vist, at jagten har en dybtgående effekt på vildtets adfærd. Ænder kan f.eks. skifte fra dag- til natfouragering. Flugtafstanden hos gæs kan mere end fordobles i jagttiden, og af gode grunde for en tredjedel af dem flyver rundt med hagl i kroppen.

Også hårvildt lader sig skræmme, rævene måske fordi hver fjerde har hagl i kroppen. Løse hunde kan have tilsvarende effekt på de større dyrs adfærd. Eksempelvis vil grævlingen i reglen helt fortrække fra de skove, hvor løse hunde optræder regelmæssigt.

Altsammen er det forhold, der bidrager til at mindske mulighederne for, at andre end hunde og jægere kan opleve disse dyrearter.

På den anden side er der, som førnævnt flere forhold der taler til fordel for en øgning af adgangen. Svaret må da være, at det fortrinsvis bør være for de bløde friluftsformer. Dvs. til fods uden motorer, bøsse og løse hunde.

Da selv sagesløse fodgængere kan forvolde skade gennem den forstyrrelse de forårsager, må en eventuel øget adgang ledsages af information.

Hovedparten af danskere er så lovlydige, at selv en lille opfordring til f.eks. at undgå besøg i den del af skoven, hvor duehøgen ruger, vil afholde flertallet fra at gå derhen. Og vis det ikke er nok, kan man forsøge at kanalisere færdslen med skjulte midler. F.eks. kan en bunke kvas langs skovvejen, afholde det store flertal af skovgæster fra at vade ind over skovbunden.

Endelig er der muligheden for at indføre mere fleksible forvaltningsmåder. Eksempelvis behøver opfordringen til at skåne duehøgens del af skoven for besøg, jo ikke gøres gældende længere end duehøgen faktisk er der.

Derudover bør man absolut ikke være blind for den del af formidlingen, der ligger i at komme med pågældende oplysning. Skovgæstens har udbytte af at få del i indsigten såvel som i ansvaret.

Til vores forundring er Naturrådets førnævnte egen lille Gallup-undersøgelse over gennemsnitsdanskerens forhold til naturen i agerlandet i bladet Jæger blevet taget til indtægt for, at folk er tilfredse med de herskende adgangsforhold, og alt således i skønneste orden.

Det man nok burde have taget højde for i tolkningen, er den formentlig høje grad af ukendskab til gældende regulering blandt de adspurgte. På et andet efterfølgende spørgsmål, om hvor stor en del af landbrugsstøtten man mener, der gives til fremme af natur- og miljøforhold, svarer 44% med et 'ved ikke', og de resterende 56% gætter på at andelen i gennemsnit er knap 4 gange større, end den reelt har været. I øvrigt er, som tidligere nævnt.

Forskningscentret for Skov og Landskab gennemførte i 1994-95 en omfattende undersøgelse af friluftslivet, herunder af folks kendskab til gældende love og regler. På trods af, at der i årene havde været gennemført en ret omfattende oplysningskampagne om adgangsrettigheder, kendte kun godt halvdelen det korrekte svar på de 7 stillede spørgsmål.

Da også flere undersøgelser blandt landmænd viser et forbløffende ukendskab til love og regler (f.eks. Naturbeskyttelseslovens paragraf-3), er det begrænset, hvor megen vægt man kan tillægge de 83% tilfredse. Dertil kommer, at det i et bæredygtighedsperspektiv ligevel er de nuværende som de kommende adgangsforhold og ligevel kommende generationers som de nuværende, der skal sikres.

Hvis man kan tillade at jeg er lidt polemisk, vil jeg udtrykke en forundring og ærgrelse over, at jægerne på denne måde lægger afstand til dem, der måtte ønske øget adgang. Har man ikke indset, at hvis offentligheden af hensyn til jagten skal holdes ude fra de private arealer, kan det skærpe de kritiske spørgsmål til, hvorfor jægerne så skal have adgang til de offentlige arealer.

Ligedan er samme artikels vision om, hvorledes færdslen skal reguleres, betænkelig. Jeg citerer: 'Færdslen i naturen skal bare foregå organiseret og gennem en styret struktur.' (citat slut). Tak for Kaffe! Så er vi andre organiserede såvel som uorganiserede friluftsbrugere placeret.

Men jeg tror ikke at tiden i samme grad som tidligere er til forbudsskilte, love og paragraffer, styret struktur og et virvar af uigennemskuelige regler. Moderne mennesker foretrække frihed under ansvar. Derfor bør også de afbødende foranstaltninger i forbindelse med beskyttelse af natur- og landskab så vidt muligt have en karakter, der harmonerer hermed.

En frygt, for at øget adgang på visse steder og i visse situationer skal medføre uoprettelige skader, bør derfor ikke imødekommes med landsdækkende generelle forbud. Udover med information og de førnævnte skjulte midler, bør problemet imødegås med fonde, der kan give erstatning ved alle dokumenterede skader.

I diskussioner om øget adgang udtrykkes ofte, og af let forståelige grunde, en bekymring fra ejerside, om den grundlovssikrede ejendomsret nu også vil blive respekteret. Grundloven er fra en tid, hvor vi var halvt så mange danskere som i dag. Den blev vedtaget i 1848, og det paragraffen om ejendomsrettens ukrænkelighed først og fremmest var tiltænkt, var at sikre den enkelte mod overgreb fra den enevældige konge.

En fastholdelse af dette historiske perspektiv i situationer, hvor den enkelte ejer kan påføre fællesskabet store skader som følge af moderne dyrkningsmetoder, er ikke frugtbart. Ikke desto mindre er det en udbredt holdning, som man konfronteres med, i tilfælde hvor begrænsninger i landbrugets dyrkning af jorden kommer på tale. - Begrænsninger, der vel at mærke udelukkende sigter på, at imødegå omfattende ødelæggelser i omgivelserne.

Så det er ikke kun lodsejere, der har anledning til bekymring, om ret og rimelighed nu også respekteres.

Så det er ikke kun lodsejere, der har anledning til bekymring, om ret og rimelighed nu også respekteres.

Naturrådet og adgangen

Det turde være skinnet igennem det hidtil sagte, at Naturrådet generelt er positivt indstillet overfor en øget adgang til den danske natur og det danske landskab, men også at denne øgede adgang må hvile på en række forudsætninger: Der kan kun være tale om bløde dvs. umotoriserede færdselsformer, ligesom adfærd, der direkte eller indirekte jagter faunaen, heller ikke bør komme på tale.

Endvidere er det helt afgørende, hvad det er for landskabs- og naturtyper der er på tale. F.eks. finder vi det ikke tilrådeligt over en kam, at øge adgangen til de egentlige naturområder. Derimod kan man uden større betænkelighed fra et naturbeskyttelsesmæssigt synspunkt med føje diskutere øget adgang i de forstligt drevne skove og i landbrugslandet.

Især i landbrugslandskabet vil de skader, som en blød og i de første mange år formentlig særdeles beskeden øget færdsel kan afstedkomme, være ubetydelige, i forhold til hvad der ellers foregår. De arter der overhovedet kan anfægtes vil i langt de fleste tilfælde være helt ordinære arter, hvis bestande kan bære den ubetydelige ekstra-belastning som en forøget forstyrrelse af den nævnte art vil indebære. - f.eks. i sammenligning med hvad sprøjtegiftene, eutrofieringen og trafikken betyder for flora og fauna.

Skulle der imidlertid være et konkret sted, hvor f.eks. en sjælden vandfugl har bygget rede, eller en grævlingefamilie har slået bo, bør der ved en fleksibel forvaltning med passende skiltning, ske en mere eller mindre strikt lukning for adgangen. I andre situationer kan det mest hensigtsmæssige være, at lade en øget adgang alene være gældende udenfor yngletiden.

Et forslag, som måske kan forene ellers modstridende interesser, kunne være at tage ved lære af succesen med de jagt- og forstyrrelsesfri kerneområder, der er blevet etableret i mange af vores fuglebeskyttelses-områder.

Etablering af jagt og forstyrrelsesfri kerneområder i skove og moser vil kunne begribes og måske accepteres af alle parter. Udpegningen bør dog ikke hindre almindelig skovdrift, ligesom udpegningen ikke nødvendigvis skal ligge fast hele året eller for al fremtid. Her er der behov for eksperimenter og forskning. Her som på mange andre områder er nøgleordet variation. Hellere mere forstyrrelse i den ene ende af skoven og mindre i den anden end den samme over det hele.

Spørgsmål om øget adgang er i det hele taget egnet til forsøg. Lad mig minde om, at der inden man åbnede Strøget, i København som gågade for vel 30 år siden, bølgede en voldsom debat. Lige indtil at der var en som foreslog, at man jo kunne prøve i en begrænset periode. Det gjorde man, og debatten forstummede.

Det måske vigtigste instrument for at sikre en langsigtet øget adgang er planlægningen. Dels bør kommuner og amter holdes fast på de forpligtigelser de har til at føre en detaljeret vej- og stifortegnelse, som kan danne grundlag for den videre planlægning. Dels bør der ved planlægningen af alle kommende skovrejsnings- og naturgenopretningsprojekter mv. sikres hensigtsmæssige adgangsforhold.

Opfølgende forskning, der kan øge vores kendskab til reguleringens funktion og mulige effekter, er et middel til at fremme en hensigtsmæssig regulering. Det har vi generelt betjent os for lidt af i dansk natur- og miljøregulering.

Også mere grundlæggende forskning i naturens betydning for friluftslivet bør øges. Heller ikke dette har der været for meget af i Danmark hidentil, hvor friluftslivet forskningsmæssigt har været et sørgeligt underprioriteret område.

Direkte adspurgt, om de forventede følger af en øget adgang til det åbne land, har DMU svaret, at det kan der ikke besluttes noget om, før end der er foretaget flere undersøgelser. Man behøver ikke nødvendigvis at mistænke DMU for at være ude efter flere opgaver, for det er under alle omstændigheder åbenlyst, at vi kan bruge mere viden.

Men 'mens græsset gror, dør Horsemor'. Vi ved allerede nok, til at kunne foretage os en del. Og der må advares mod, at det behov for forskning, som alle kan enes om, blot bliver brugt til at trække beslutninger i langdrag, så det hele ender i snak. Som på mange andre områder er det tilrådeligt at komme igang med en forsøgsperiode, som følges og efterfølgende evalueres.

I det hele taget er Naturrådet noget betænkelig ved den måde, hvorpå forskere og flere grønne organisationer ud fra snævre egen-interesser med henvisning til naturvidenskabelige forhold påberåber sig uændrede eller endog indskrænket adgang for anderledes tænkende.

For hundrede år siden lå det der hed Naturvidenskabeligt Udvalg, der havde sin base blandt forskere på universitetet, i årelang strid, med dem der forberedte og senere etablerede Danmarks Naturfredningsforening i 1911. Striden stod netop om balancen mellem adgang og beskyttelse. Jeg håber ikke at historien skal gentage sig. - Det er næppe bæredygtigt.

Spring til toppen af siden