ARTIKLER & FOREDRAG

Fremtidens danske natur

port-pa.jpg (2228 bytes)

Foredrag afholdt 8. Oktober 2000 ved Danmarks Naturfredningsforenings Efterårskonference
Af Peder Agger

opdel.gif (108 bytes)

Indledning

Jeg vil indlede med at takke for invitationen, som giver mig lejlighed til at redegøre for de tanker, vi gør os i Naturrådet om det emne, der optager os og jer: Fremtidens danske natur.

Som jeg vil komme tilbage til, er lige netop muligheden for at ytre sig i en sammenhæng som denne 'lige i øjet', i forhold til den rolle, som vi opfatter, rådet bør spille. Jeg er blevet bedt om at sige noget om fremtidens natur på baggrund af anbefalingerne i Naturrådets første Vismandsrapport Det kan derfor være hensigtsmæssigt først at sige lidt om Naturrådet og vismandsrapporternes tilblivelse, inden vi når frem til det egentlige: Tanker om hvordan vi former fremtidens danske natur.

Naturrådet

Som flere vil vide har vi, lige siden Danmark fik sin første naturfredningslov i 1917, haft en eller anden form for naturråd. Rådets navn, størrelse, sammensætning og rolle har ændret sig undervejs, men opgave har hele tiden været at rådgive myndighederne om fredningsarbejdet. Med væksten i miljøproblemerne i de glade tressere og den efterfølgende stærke udbygning af myndighedernes beredskab og ekspertise, kom Naturfredningsrådet ind i et dødvande. Myndighederne havde ikke længere brug for faglige råd i samme grad som tidligere. Nu kunne man selv. Derfor var det for få år siden nær ved, at det var blevet nedlagt. Det kom efter at rådet i protest over mangel på ressourcer og opgaver selv havde lagt sig skinddød. Men på grund af intervenering bl.a. fra universiteterne og græsrødderne - ikke mindst DN (Tak for det!) lykkedes det at overbevise ministeriet om, at rådet burde bestå. Men det krævede en tilførsel af flere ressourcer og en renovering af rammerne.

Resultatet blev det Naturråd, der blev oprettet i februar 1998. I forhold til sine forgængere var både størrelsen, strukturen og opgaverne ændret. Inspiration var hentet fra det slagkraftige Økonomiske Råd.

Antallet af medlemmer er indskrænket fra 12 til nu kun 4 vismænd. Medlemmerne udpeges for 3 år ad gangen. For tiden er de: professor Ole Hamann, der er direktør for Botanisk Have i København, Jørgen Primdahl der er professor i det åbne lands planlægning ved Landbohøjskolen, Per Christensen der er lektor i miljøplanlægning ved AUC, samt undertegnede. Fra 1/1/01 vil Hamann og Primdahl blive skiftet ud med museumsinspektør Bent Aaby fra Nationalmuseet og Anette Reenberg, der er professor i geografi ved Københavns Universitet. Til gengæld har de fået en stærkt udvidet sekretariatsbistand på 6-7 personer mod det sidste Naturbeskyttelsesråds ene. Og til rådets åndelige vejledning er der etableret et stort repræsentantskab på knap 40 medlemmer kommende fra fire hjørner af samfundet: 1. De andre myndigheder, 2. erhvervsorganisationerne, 3. de grønne foreninger og 4. videnskaben.

I det brev, der udgør rådets kommissorium, hentydes der også direkte til Det Økonomiske Råd. Idet der står, at "Naturrådet skal være med til at sætte dagsordenen for debatten om bæredygtig udvikling af naturen og landskabet og sikre, at disse emner får den samme placering i samfundsdebatten som f.eks. økonomi." Da kommissoriet i øvrigt giver rådet meget vide rammer for virksomheden, har vi tolket det på den måde, at meningen er, at vi nok skal tage udgangspunkt i videnskaben, men at vi ikke forventes at blive inde i elfenbenstårnet. Skal man gøre sig håb om at sætte nogen dagsorden for samfundsdebatten, må man ud og deltage i den.

Set i forhold til hvem der ellers er på banen, bestræber Naturrådet sig på, at være den der ser tingene i et længere perspektiv end f.eks. politikerne og erhvervsinteresserne og i en bredere sammenhæng end f.eks. flere af de grønne interesseorganisationer og de fleste forskere.

Da vi jo langt fra selv kan dække hele området, må det endvidere høre med til opgaven, at vi prioriterer rollen som i gangsætter, coordinator og formidler i et netværk, der både når politikere, embedsværk, foreninger og forskere.

Vismandsrapporterne

Sagt kort er vores selvforståelse, at vi formidler vidensbaserede indlæg til den samfundsmæssige debat om de langsigtede perspektiver for natur og landskab. Det har i hvert fald været ambitionen med den første vismandsrapport.
Samtidigt har det dog været klart, at der ikke var mening i at gentage nogle af de udmærkede og i øvrigt ikke særligt gamle statusbeskrivelser for naturens tilstand, som var kommet fra ministeriet. Rent bortset fra at vi hverken havde arbejdskraft eller penge til at kunne gøre det bedre.

Men et er naturens status, noget andet er naturpolitikkens. Selvom der også på dette område forelå et produkt frisk fra trykkeriet, nemlig Miljø- og Energiministeriets 'Natur- og miljøpolitisk redegørelse 1999', var der alligevel en anledning til overvejelse.

I modsætning til naturens tilstand, som indenfor visse rammer kan beskrives i naturvidenskabelige termer bl.a. af det Danmarks Miljøundersøgelser, er det klart, at det samme ikke kan gøre sig gældende for en redegørelse for natur- og miljøpolitikken, forfattet af det ministerium som selv er ansvarlig for at føre den ud i livet. Naturpolitik må udformes og bedømmes på baggrund for det første af et kendskab til naturens tilstand og udviklingsretning; for det andet af de værdier, vi tillægger naturen, dvs. hvad det er for en natur vi vil have, og hvordan vi i øvrigt prioriterer både naturens forskellige dele og naturen i forhold til andre områder. Og for det tredje på baggrund af den viden vi har, om hvordan den hidtidige naturpolitiske indsats rent faktisk har virket.

En vurdering af naturpolitikken må med andre ord gå på tre ben: Et der har med naturens tilstand at gøre, og et andet som befatter sig, med de værdier vi tillægger den, og et tredje der handler om hidtidige politik-opfattelser.

Den fremgangsmåde, vi valgte, var at fremstille to baggrundsrapporter, dels en der handler om naturens tilstand og den måde vi behandler naturen på indenfor jordbrug, fiskeri, transport mm. og dels en der handler om begrebet bæredygtighed, der i vore dage er gjort til den overgribende normative ramme for samfundsudviklingen.
For hver af rapporterne kontaktede vi 15-20 fagfolk kendt for deres kyndighed samt lyst og evne til at sætte den ind i en samfundsmæssig og politisk sammenhæng. Hvor forfatterne til den første overvejende var naturvidenskabsfolk og landskabsarkitekter, var forfatterpanelet til den anden rapport bredere, omfattende folk både fra naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora.

Set i bakspejlet har denne disponering givet en god behandling af de to ben, angående hhv. naturens og naturpolitikkens tilstand. Hvorimod det samlede produkt "trækker lidt på det tredje ben" det der handler om, hvordan naturpolitikken rent faktisk har virket, om end enkelte forfattere er kommet med gode bidrag på dette felt.

Forfatterne af de enkelte kapitler fik en grov fælles disposition og sideantal at skrive efter, men blev derudover opfordret til at skrive løs og af karsken bælg give udtryk for, hvad de også personligt mener om udviklingen og politikken på deres område.

Ved denne konstruktion er der plads til, at naturpolitikken har kunnet få en kritisk både faglig politisk belysning, uden at forfatterne har været bundet til Naturrådet, og uden at rådet har været bundet til forfatterne. Der blev på den måde produceret et par, efter vores mening både kvalificerede og engagerede antologier, der har dannet et inspirerende grundlag, hvorpå vismændene efterfølgende har kunnet skrive den egentlige vismandsrapport.

Refleksioner

Før vi går ind på vores anbefalinger og dermed diskussionen om fremtidens danske natur, har vi gjort os nogle refleksioner (som det hedder på nudansk) over flere forhold, hvoraf jeg her vil kommentere de tre.

Det ene handler om den videnskabelige objektivitet. Det er givet bl.a. udfra hele sprogbrugen omkring en vismandsinstitution, at der i det omgivende samfund, og hos de myndigheder, der har nedsat rådet, ligger en forventning om, at det vil udtale sig uafhængigt og med videnskabelig objektivitet, eller med andre ord kun vil fremkomme med videnskabelige sandheder.

Når dette har givet anledning til spekulationer hos os, skyldes det, at den videnskabelige sandhed, når det kommer til stykket, er lidt af en illusion. Et af vores hollandske søsterråd har sagt det på den måde, at "denne diskussion om objektivitet samt forskningens og forskernes uafhængighed er endeløs. Indenfor videnskabsfilosofien har det allerede længe været konkluderet, at denne diskussion ikke giver nogen mening, og at 'værdifri' viden ikke eksisterer." Vi har med andre ord været i en samvittigheds konflikt. Enten kunne vi uærligt spille videre i rollen som det uafhængige, objektive, ekspertorgan, eller vi kunne træde ud af skabet og dermed bryde illusionen.

I det første tilfælde ville vi, foruden ubehaget ved at foregive noget vi ikke selv tror på, miste tillid hos fagfolk i tilgrænsende områder. I det andet tilfælde kunne vi - i hvert fald for en stund – risikere at miste tillid i offentligheden.

Vi valgte det sidste. I stedet for en falsk autoritativ objektivitet er vores ideal at lade argumenterne tælle, lægge dem frem i åbenhed og være tilgængelige for dialog.

Det andet forhold handler om naturvidenskabens rammer. Hvis man vil beskæftige sig med alle de tre ben, som en behandling af naturpolitikken må gå på, er det, som allerede er beskrevet, nødvendigt også at inddrage andre videnskaber. Da endvidere begrebet om bæredygtighed har fået den fremtrædende plads i vore dages politikudvikling, som det har, har vi fundet det påkrævet at hellige en hel temarapport til en tværfaglig behandling af dette emne.

De tolkninger af bæredygtighedsbegrebet, som fremlægges i rapporten, giver anledning til at fremhæve den afgørende betydning, som nulevende og kommende generationers muligheder for at gøre selvoplevede erfaringer med naturen vil have. Derfor kan bæredygtighed i det lange løb ikke opnås, hvis ikke folk sikres adgang til naturen.

Det er baggrunden for at en af vores anbefalinger går på, at der bør ske en justering af adgangsreglerne til naturen i Danmark. Men det har også givet anledning til, at Naturrådet er blevet kritiseret for at udtale sig, som det siges: "om noget vi ikke har undersøgt". Som om undersøgelser kun kan accepteres, hvis de hviler på et naturvidenskabeligt grundlag.

Human- og samfundsvidenskaberne er nu ganske nyttige, når man beskæftiger sig med så kompleks en sag som bæredygtig udvikling. Og det tredje forhold, jeg vil omtale, handler netop om kompleksiteten i verden. Jo mere arbejdsdelingen udvikler sig indenfor landet og mellem verdens forskellige nationer, des mere bliver alt afhængigt af alt muligt andet. Det stiller nye krav til naturforvaltningen og rejser problemer, som ikke bliver mindre af, at forandringerne sker i et stadigt øgende tempo.

For ikke helt at fortabe sig i kortsigtede snævre problemer og dermed miste orienteringen, har vi fundet det værd at prøve at trække de lange linjer og at se naturbeskyttelsen i en bredere både historisk og samfundsmæssig kontekst, end hvad vi er vant til.

Også det udsætter Naturrådet for faren for at blive beskyldt for i politisk øjemed at rode tingene sammen og at gå ind på områder vi ikke har forstand på. I virkeligheden handler alle disse tre refleksioner om, at tværfaglighed er nødvendig i en kompliceret verden.

Behovet for en vision

Noget af det, som dansk naturpolitik i de senere år har været kritiseret for, er manglen på en samlet vision om, hvad der er målet for naturforvaltningsindsatsen, og hvordan vi når derhen. Som vi vil høre mere om i det efterfølgende indlæg, sker der nu noget efter at OECD som den seneste i lighed med hvad mange andre tidligere har gjort i sin evaluering af den danske natur- og miljøpolitik har anbefalet Danmark, "at udarbejde en national handlingsplan for naturbeskyttelse indeholdende kvantitative mål og deadlines."

Naturrådet hilser det velkomment. I den offentlige debat og løbende palaver om prioritering af de forskellige aktiviteter i samfundet er det nyttigt, at have nogle langsigtede mål at referere til. Ikke i den forstand, at sådanne mål aldrig skal kunne rokkes, men de skal hvile på beslutninger - langsigtede forlig -, som ikke skal kunne ændres fra den ene dag til den anden. På kortere sigt kan politiske aftaler være hensigtsmæssige, men på længere sigt bør målet være, at de brede politiske forlig også bliver juridisk bindende, dvs. bliver lovbundet. Der er i samfundsdebatten såvel som i den konkrete naturforvaltning nemlig brug for mekanismer, der kan sikre, at der bliver lidt mindre vilkårlighed og ligegyldighed overfor den danske natur og dens udviklingsmuligheder. Målene i en sådan handlingsplan skal tjene til, at vi ikke taber orienteringen, og de indbyggede deadlines skal sikre, at vi ikke taber i tempo.

Den overordnede vision må være visionen om bæredygtig udvikling. Naturrådet har her taget den opfattelse til sig, at naturens og landskabets ressourcer kan betragtes som enten kritiske, unikke eller omsættelige. De kritiske er dem vi ikke kan leve uden, de unikke er dem vi ikke vil leve uden, og de omsættelige er dem, vi kan handle med.

De kritiske ressourcer er f.eks. de processer og strukturer, der er ansvarlige for at økosystemerne overhovedet fungerer såsom kredsløb af ilt og vand.

De unikke ressourcer er dem, vi ikke ønsker at leve uden f.eks. landskabernes skønhed samt natur- og kulturhistoriske indhold. Det er goder, som vi som fællesskab finder så vigtige, at vi ønsker at give dem videre. Det er en gave fra os til kommende generationer.

De omsættelige ressourcer er dem, som vi til nød kan acceptere at miste, hvis vi vel at mærke får noget andet i stedet, som alt i alt betyder, at kommende generationer ikke bliver ringere stillet, end vi var, f.eks. mht. havets og skovens ressourcer.

Det kan i forbindelse med udarbejdelse af handlingsplaner være hensigtsmæssigt, at have en fælles måleenhed. Det kan f.eks. være i form af kroner og ører, der kan give os en ide om, hvor stor en del af den samfundsmæssige kage vi nødvendigvis skal afsætte til at opretholde de kritiske ressourcer og vil afsætte til at bevare de unikke værdier. Og for de omsættelige ressourcer er prissættelsen nødvendig, hvis vi vil optimere indsatsen og i øvrigt sikre at udviklingen ikke løber af bæredygtigheds-sporet.

Det er imidlertid lettere sagt end gjort. Og alene tanken om at skulle sætte kritiske og unikke værdier på tal, virker stærkt provokerende på mange udenfor økonomernes snævre række. Dertil kommer, at opgaven med prisfastsættelse er enorm, og på væsentlige områder slet ikke mulig. Bl.a. er der ressourcer, for hvilke der ikke findes et marked, og dermed ingen mekanisme der kan sætte prisen. Og der er værdier, som forbrugerne slet ikke ønsker at diskutere prisen på, fordi de opfatter dem som en indiskutabel ret, der ikke skal tinges om.

Der er endnu ikke leveret nogen troværdige værdisætninger af biologisk mangfoldighed. Jeg husker en kronik, hvor DN’s præsident ironiserende overvejede, hvor mange tons lærker der mon kunne modsvarer to timers udvidet franskundervisning i gymnasieskolen. Økonomien kan bidrage til opgørelse af omkostninger og cost-effectiveness analyser, mens der ikke er noget, der tyder på at troværdige cost-benefit analyser på dette område ligger lige om hjørnet. Derfor kan cost-benefit betragtninger ikke stå alene. Udover forsøg på prissættelse, så langt eller kort den nu rækker, må visionen bygges op om et sæt af basale principper og vedtagne (ikke beregnede) værdier. Principperne kan videnskaben hjælpe med at formulere, men hvordan de skal vægtes, og hvilke værdier der skal stiles mod, må politikerne og i sidste ende befolkningen fastsætte i en demokratisk debat.

Mål og midler

Men hvilke mål og midler skal der så vælges for fremtidens natur?

Naturrådet har i sin vismandsrapport begrænset sig til at pege på en række områder, som set i lyset af, hvad der allerede gøres, i særlig grad kan trænge til en øget indsats.

Der efterlyses i den forbindelse, et mere samlet og langsigtet beredskab vedrørende drivhuseffekten for at mindske den og for at imødegå dens skader. Der anbefales endvidere en forstærket indsats for at bevare og genoprette halv-naturarealer og skove samt skabe mere plads til den naturlige dynamik i de danske landskaber. Derudover opfordres der til en bedring af befolkningens adgangsrettigheder til naturen. Endelig gives en række generelle anbefalinger vedrørende udarbejdelsen af en naturstrategi, sektorintegration og indarbejdelse af bæredygtigheden i Grundloven, hvilket jeg kommer tilbage til.

Men rådet har ikke derudover forsøgt at opstille et overordnet mål eller en liste over midler til at nå et sådant. Det vil der blive bødet på i det følgende.

Formålet med den hollandske Nature Policy Plan er at opnå en bæredygtig beskyttelse, genopretning og udvikling af natur og landskabet.

Det overordnede mål for den engelske handlingsplan er at styrke biodiversiteten i UK og at bidrage til bevarelsen af den globale biodiversitet med alle egnede midler.

Da begge de angivne mål er mindst lige så løse som den målbeskrivelse vi allerede har i den danske naturbeskyttelseslov, kunne et forslag til et overordnet mål for naturpolitikken i Danmark derfor være:

I efterstræbelsen af dette mål må der iagttages en række generelle principper, ligesom der må ske en særlig indsats på en række mere specifikke områder og gøres en indsats for at indfri nogle helt konkrete delmål, som jeg vil belyse med eksempler.

Generelle principper:

Først de generelle principper, som vi for fleres vedkommende allerede er bundet til at følge, via undertegnelsen af en del af de internationale aftaler, Danmark har tiltrådt.

Forsigtighedsprincippet som tilsiger, at man skal afstå fra handlinger, hvis konsekvenser ikke med sikkerhed kan overskues.

Forureneren-betaler-princippet som tilsiger, at det er den, der forvolder en skade på de fælles goder, som også skal bekoste dens udbedring.

Princippet om omhyggelig beslutningstagning, der tilsiger, at beslutninger skal træffes på et så godt og grundigt vidensgrundlag som muligt.

Subsidiaritetsprincippet som tilsiger, at problemer skal administreres og løses så tæt på brugeren som muligt.

Et tids-skala-princip som tilsiger, at alle vigtige beslutninger vurderes i forhold til deres aktuelle og deres langsigtede konsekvenser.

Endvidere kunne det også under de generelle principper anføres noget om, hvordan fokuseringen skal være. Hvad biodiversiteten angår, kunne det her være noget i retning af de Objectives for conserving biodiversity, som anføres i den engelske biodiversitetsstrategi.

1. At bevare og hvor det er praktisk muligt styrke:

- de samlede bestande og naturlige udbredelser af hjemmehørende arter samt kvaliteten og spektret af levesteder og naturtyper;

- internationalt vigtige og truede arter, levesteder og naturtyper;

- arter, levesteder og egnskarakteristiske plejede naturtyper;

- biodiversiteten på naturlige og halv-naturlige levesteder, hvor denne er blevet mindsket over de       seneste årtier.

2. At øge offentlighedens opmærksomhed og deltagelse i beskyttelsen af biodiversitet. Og

3. At bidrage til bevarelsen af biodiversitet på det europæiske og det globale plan.

Specifikke områder:

For at nå en hensigtsmæssig målopfyldelse må der på en række mere specifkke områder udarbejdes langsigtede nationale handlingsplaner, hvor langsigtetheden i vid udstrækning vil kræve at de lovfæstes. Det gælder eksempelvis handlingsplaner til:

Endvidere er det afgørende at der sker en systematisk opbygning af viden om den danske natur og naturforvaltnings tilstand og udvikling. Der må således:

En af de vigtigste forudsætninger for at udviklingen bliver bragt ind i en bæredygtig bane er, at der sker en omfattende sektorintegration af natur- og miljøhensyn i de enkelte samfundssektorer. Det gælder først og fremmest jordbruget, fiskeriet og transportsektoren. Der er her tale om vage formuleringer, som kræver at blive konkretiseret:

Eksempler på konkrete langsigtede mål:

Sikring af større landskaber, hvori der indgår store sammenhængende natur- og halv-naturområder. Det giver bedre grundlag for den videre nationale prioritering og plads til naturlig dynamik, mindre behov for pleje og alt i alt større biodiversitet. Her tænkes på natur- og landskabstyper som urørt naturskov, klitheder, brakvandslaguner og et stort samlet vandløbssystem.

Etablere netværk af naturområder på alle niveauer. Dvs. i international sammenhæng f.eks. ruter for trækfugle og vandrefisk, på nationalt niveau f.eks. Gudenå-Skjern å systemet, biologiske spredningskorridorer på amtsligt niveau og helt ned på landskabsniveau, hvor netværket kan bestå af hegn og grøfter på den enkelte ejendom.

Lovændringer der kan sikrer småskove mod nedlæggelse, og som kan sikre at gødskning og sprøjtning ophører på de paragraf-3-arealer, hvor det endnu er tilladt, fordi hidtidig praksis blev tilladt, den gang bestemmelsen først blev indført.

Sikring af trækfugleruterne gennem Danmark. Set i internationalt perspektiv er Danmarks lavvandede fjord- og kystområder med deres store koncentration af vandfugle, vores væsentligste ressource og ansvar. Derfor bør en langsigtet naturbeskyttelsesstrategi prioritere dette emne meget højt.

Som alt der har med bæredygtig udvikling at gøre, bør heller ikke en national handlingsplan for naturbeskyttelse være givet en gang for alle. Det må være led i en proces, hvor mål og midler til stadighed debatteres og justeres i forhold til, hvordan naturen, teknologien, natursynet og samfundet i øvrigt udvikler sig.

Men for at sikre, at de grundlæggende langsigtede ændringer, som hermed vil kræves, ikke løber ud i sandet, er det, at vi har anbefalet at visionen om en bæredygtig udvikling indskrives i Grundloven.

Denne tanke er ikke mere fjern, end at det allerede er sket i en række af vore nabolande. I øvrigt optræder bæredygtighed også i EU's traktatgrundlag. Argumentet er, at Grundloven er den ultimative langtidsholdbare reference, som samfundet styres efter, og det er netop den form for inerti, som naturbeskyttelsen har brug for.

Afslutning

Dette var mere en beskrivelse af, hvordan vi når fremtidens natur, end det var en beskrivelse af hvordan den bliver. Lad mig derfor slutte med en kort beskrivelse af den.

Den bliver forhåbentlig som den er – blot mere udbredt og i en bedre tilstand. Og samlet kan vi håbe at den opfylder følgende seks krav:

Sammenhæng i tid og rum er afgørende. Derfor må fremtidens natur bl.a. være karakteriseret ved et sammenhængende dynamisk netværk både på det lokale, det regionale og det nationale niveau, ligesom dele af Danmarks natur selv udgør en del af et større internationalt netværk.

Vi må bevare hele spektret af natur- og landskabstyper, fra næringsfattige højmoser til ekstrem-rigkær og halvnaturarealerne ikke at forglemme.

Vi må sikre de truede (rødlistede) arter bl.a. ved forvaltningsplaner.

Vi må sikre de hjemmehørende arter og de egnskarakteristiske natur- og landskabstyper.

Vi må sikre den ordinære natur ved sektorintegration af natur- og miljøhensyn, ved flersidig areal- og landskabsanvendelse, og ved byøkologi.

Vi må sikre adgang, deltagelse og oplysning for hele befolkningen.

opdel.gif (108 bytes)

Kilder:
Holten-Andersen, J., m. fl. (red): Natur og miljø 1997 - Påvirkninger og tilstand. Faglig rapport fra DMU, nr. 24.
Stoltze, M. (1998): Hvordan står det til med naturen? Temarapport fra DMU. 22.
Miljø- og Energiministeriet (1999): Natur- og miljøpolitisk redegørelse 1999.
Holten-Andersen, J., m. fl.: Dansk Naturpolitik - Viden og vurderinger. Naturrådet. Temarapport.1.2000.
Holten-Andersen, J., m. fl.: Dansk Naturpolitik - I bæredygtighedens perspektiv. Naturrådet. Temarapport.2.2000.
Agger, P., m. fl.: Dansk Naturpolitik - Visioner og anbefalinger. Naturrådet. Vismandsrapport 2000.
Veld, R. J. (ed): Willingly and Knowingly - The role of knowledge about nature and the environment in policy processes. RMNO, advisory council for research on spatial planning, nature and the environment. Lemma Publishers, Utrecht, 2000.
OECD: Environmental performance retriews - Denmark. OECD 2000.
Notat vedr. oprettelse af Naturråd og foreslag til organisationer til repræsentantskabet. 20. januar1998 (J.nr.1996-0122-0007), Naturforvaltningskontoret, Skov- og Naturstyrelsen.

Spring til toppen af siden