ARTIKLER & FOREDRAG

Ren jord eller snavset jord?

port-jha.jpg (1837 bytes)

Foredrag holdt d. 24. oktober 2000 ved konference afholdt af Hovedstadens Jordrens A/S om "Ren jord – perspektiver"
Af John Holten-Andersen, Sekretariatschef i Naturrådet.

opdel.gif (108 bytes)

Selvom jeg er kemi-ingeniør af uddannelse – er jeg ikke nogen ekspert i jordforureningens mange tekniske detaljer. Derfor er jeg også blevet bedt om, at holde et mere principielt indlæg her ved afslutningen af denne konference.

Jeg vil tage mit udgangspunkt i overskriften for denne konference, som jo handler om "Ren Jord".

Der er noget galt med denne overskrift tænkte jeg, da jeg begyndte at overveje hvad jeg skulle sige i dag. For jord er jo ikke ren – det fik jeg da i hvertfald at vide af min mor, da jeg for mange år siden kom ind fra haven med tøjet oversmurt af jord. Jord er snavset. Det består af et mangfoldigt kompleks af uorganiske og organiske forbindelser i alle mulige forskellige tilstandsformer – og i al denne snavs lever der en myriade af forskellige organismer. Jord er faktisk det mest komplekse medium vi har – og derfor også det medium som vi ved mindst om.

At tale om "en ren jord" er altså på en måde noget sludder. Men vi bruger denne vending – ligesom vi taler om "ren luft", "rent vand" – ja, generelt om "et rent miljø".

Jeg vil godt forsøge at udfordre disse begreber lidt i det følgende.

Direktøren i Skov- og Naturstyrelsen skrev for ca. et år siden i forbindelse med sin udnævnelse at målsætningen for ham var "et rent miljø" og "en pæn natur". Det første skulle Miljøstyrelsen tage sig af – det andet var Skov- og Naturstyrelsens ansvar. Det rene og det pæne – er blevet overskriften for det vi gør på natur- og miljøområdet.

Hvad associerer disse ord til ?

Ja, "det rene" associerer til noget med hygiejne. Faktisk udsprang hele den moderne miljøpolitik som voksede frem fra begyndelsen af 70’erne af den sundheds- og hygiejnepolitik som tog sin begyndelse med kloakeringen og andre sanitære forholdsregler hundrede år tidligere. Det institut på DTU der i dag hedder Institut for Miljø Teknologi – hed således tidligere Laboratoriet for Teknisk Hygiejne – og i Miljøstyrelsens første mange år var der et kontor for Hygiejne. "Det rene" associerer til noget med Ajax og funklende hvide fliser. I sin yderste konsekvens altså det sterile miljø, dvs. det miljø hvor alt andet liv end det, der er til nytte for mennesket er udraderet. Under alle omstændigheder associerer "det rene" til et miljø vi har kontrol over og styr på.

 "Det pæne" associerer også til noget vi har kontrol over. Når vi står ved Vesterhavet under en efterårsbrænding og er ved at blive blæst omkuld, så udbryder vi ikke – nej, hvor er her pænt. Det pæne er noget vi bruger om parker og sirlige haver. Det typiske billede af et pænt dansk landskab er billedet af et velordnet landbrugslandskab, hvor de gule rapsmarker bølger så langt øjet kan række op i mod den blå himmel. Men dette pæne velordnede og kontrollerede landskab er en økologisk katastrofe. Det er næsten lige så sterilt som det funklende rene Ajax hjem. Det indeholder kun den form for liv som er til nytte for mennesket. Hvor er det pænt og nydeligt siger vi. Pænt og nydeligt – altså noget vi kan nyde, noget der er os til nytte.

For nogle måneder siden var jeg ude og besøge en økologisk landmand i Nordsjælland. Da jeg kørte ind på gården tænkte jeg, hvor der dog så rodet og forvirret ud på denne gård. Ukrudtet voksede helt ind på gårdspladsen og rundt om huset lå der bunker af skidt og møg over det hele. Kiggede man ud over markerne, så var der tilsyneladende ingen orden at få øje på, ingen mening i galskaben. Men efter en rundvisning på bedriften var jeg meget klogere. Der var i høj grad en mening med galskaben. Al den tilsyneladende uorden var jo blot udtryk for liv. Det vrimlede med blomster, insekter og fugle overalt – og samtidig blev der høstet grøntsager og korn og produceret mælk og kød. Men det foregik i et samarbejde med naturen – hvor naturen også havde sin ret. Naturen blev ikke behandlet som en slave der skulle betvinges og kontrolleres. Den blev behandlet med respekt – som noget der havde en værdi i sig selv – og ikke kun som en genstand, hvis værdi afhænger af hvor stor en nytte – dvs. hvor stort et udbytte – den kunne give til os mennesker. Landmanden havde ikke nogen Mercedes at køre i og rejste ikke på udlandsferie to gange om året. Men hvad skulle jeg dog også det for sagde han. Jeg nyder jo hvert eneste minut her hvor jeg er.

"Det pæne" og "det rene" er det vi har magt og kontrol over og som vi kan styre så det gør nytte for os mennesker.

I det hele taget er begreber som magt, kontrol, styring og nytte begreber som gennemsyrer vores kultur, vores tænkning og vores adfærd. De der har magt over tingene ser vi op til – de der ikke har magt over tingene kalder vi nedladende for "de svage". Og magt, kontrol, styring og nytte er også vores fremherskende tilgang til naturen og miljøet.

Hvem har således ikke set Danmark fra luften: Man kan næsten ikke få øje på en eneste kvadratmeter der ikke er reguleret af mennesker. Og sådan ser resten af Vesteuropa også ud - og USA og Japan med. Og i stigende omfang også den øvrige verden. Vi har lagt vore vandløb i rør – 80% er således i dag underlagt det vi kalder hydrologisk management. Vi har drænet vore vådområder - og udraderet alt det liv der hørte til her. Herunder Storken – hvis sidste ynglepar holdes i live gennem kunstig fodring. Vort effektive landbrug er et fuldstændigt gennemkontrolleret produktionssystem. Vore skove tilsvarende – og det moderne fiskeri er for længst ophørt med at høste af naturens overskud, men griber grundlæggende ind i havets økosystemer.

Vores magt over naturen er ikke forbeholdt den levende – men gælder i høj grad også den døde natur. Altså de geologiske formationer, som giver os ressourcer vi kan udnytte ved hjælp af moderne industri og teknik. Hver dansker bruger således hvert år direkte 18 tons materialer. Men dette direkte materialeforbrug stammer jo fra en produktion hvor der under hvert trin er et materialetab. Lægges dette indirekte forbrug til det direkte kommer vi op på 41 tons. 41.000 kilo materialer lægger vi hver især beslag på – så man kan sandelig sige at vi magt over tingene. Dette tal er i øvrigt for opadgående hvilket da også afspejles i voksende affaldsmængder.

De 41 tons per person siger noget om det totale omfang af vores produktion og forbrug, hvilket naturligvis ikke er hele billedet. For det dækker over så forskellige ting som grus, jern, bly, methyltertiærtbutylether plus tusindvis af andre stoffer. I Danmark bruger vi således 20 – 30.000 forskellige kemiske stoffer som er fordelt i 200 –300.000 forskellige produkter, som vi mener er nødvendige for at få magt over vores tilværelse. Miljøstyrelsen har igennem mange år forsøgt at få styr på disse 20.000 stoffer – men det siger sig selv at det må være næsten en umulig opgave. Trods et internationalt samarbejde er det på 8 år kun lykkedes at få vurderet en håndfuld af de mest problematiske stoffer – og politikere og befolkning river sig i håret i fortvivlelse over denne tilsyneladende magtesløshed. I samme periode er langt flere nye stoffer, blevet introduceret på markedet.

For det er jo et paradoks – at vi i en kultur der er så magtfuld og som i den grad er besat af, kontrol, styring og planlægning – at vi ikke desto mindre på flere og flere områder føler os mere og mere magtesløse. Eksemplet med de 20.000 stoffer er jo blot et eksempel. Et andet langt mere alvorligt eksempel er, at vi med al vores magt er i færd med at forandre klimaet – uden at vi tilsyneladende kan gøre noget som helst ved det. Og trods 20 års intens debat om næringsstoffer og vandmiljø – er vi i dag fortsat ikke i nærheden af de mål man har sat sig. Og sådan kunne man blive ved.

Vores forsøg på at få kontrol med stadig større dele af tilværelsen - skaber åbenbart flere og flere risici. Og vi halser bestandig efter og søger at få kontrol også med de nye risici. Vi har på godt 25 år opbygget et kæmpe miljøadministrativt apparat – som ved Gud ikke har ligget og drevet den af og som da også på mange områder har opnået resultater. Men de tunge og grundlæggende problemer i vores omgang med naturen er ikke nærmere en løsning i dag – end de var for 25 år siden. På mange måder kan man sige tværtimod.

Så magten har åbenbart sine grænser – og på et eller andet tidspunkt slår magten over i afmagt. Denne simple lov har Slobodan Milosevic og andre magtfulde personer måtte sande. Men jeg mener også at den gælder mere generelt – herunder for det magtforhold, vi har etableret til natur- og miljø.

Hvad vil jeg egentlig sige med alt dette. At det ikke kan svare sig at gøre noget? At vi ikke skal arbejde for en ren jord? At det er nytteløst med alle de initiativer vi har hørt om i dag? Nej – absolut ikke.

Men, samtidig med at vi gør alle disse ting bør vi efter min mening også stoppe op engang imellem og stille os selv nogle lidt mere grundlæggende spørgsmål.

Er al den magt – som åbenbart har afmagten som tro følgesvend – i bund og grund også meningsfuld? Er denne rastløse trang til at have styr og kontrol med al ting ikke også med til, at vi reducerer al ting netop til ting? At vi gør verden til et objekt, et redskab som vi kan få kontrol over for at opnå et mål, der ligger udenfor denne verden selv. Og indebærere denne tingsliggørelse af verden – af naturen såvel som af mennesker - ikke netop, at denne verden mister en mening i sig selv?

Den store tyske filosof Emanuel Kant har i en af sine kategoriske imperativer sagt: Intet må betragtes som alene et middel – men må altid også anskues som et mål. Han tænkte primært på mennesker. Vi bør ikke betragte noget menneske alene som et middel – denne tanke er grundlæggende for humanismen. I dag kan vi udstrække denne tanke til også at gælde naturen: Vi bør ikke betragte naturen som kun et middel – men tillige også som et mål. Som noget der er værdifuldt i sig selv.

Det er præcis sådan den økologiske landmand fra Nordsjælland anskuede den natur – som han både levede af og levede i. Og netop derfor var dagligdagen for ham fuld af mening – selvom han ikke tjente så meget som manden på nabogården.

Tænker vi videre over denne tanke – så vokser der en lille kættersk djævel op i hovedet på én. I hvertfald på mig. Måske er løsningen på alle de miljøproblemer som tårner sig op om ørerne på os – slet ikke, at vi søger mere kontrol og mere magt – men tværtimod at vi søger det modsatte.

I stedet for stadigt mere komplekse produktionssystemer – burde vi så måske ikke i stedet søge efter mere simple og overskuelige systemer. I stedet for at mobilisere alle mulige intellektuelle kræfter på at få styr på de 20.000 stoffer – burde vi da ikke arbejde frem mod, at vi kun brugte de 2.000 mest nødvendige stoffer. I stedet for at forsøge at få kontrol med stadigt mere omfattende materiale-strømme – burde vi da ikke for alvor arbejde for at bringe disse strømme ned. 41 tons pr. person – vi kunne vel godt nøjes med mindre?

Og hermed er vi ved at være tilbage ved "den pæne natur" og "den rene jord". Det er misvisende begreber for "den pæne natur" associerer til en gartner-natur og "den rene jord" associerer til et vækst-medium i et drivhus. Altså en natur og et miljø vi har kontrol over og styr på. Men det er jo netop problemet: At vi har al for megen kontrol og al for megen magt over naturen.

Naturen skal ikke være pæn – den skal være sig selv – dvs. den skal have lov til at være vild. Og jorden skal ikke være ren – den skal også være sig selv, dvs. være snavset. Og vore børn og børnebørn skal også i fremtiden kunne frydes og forundres over begge dele – og komme ind med skidt og møg og småkravl over det hele.

Men – for at de kan det, er vi naturligvis nødt til at gøre en hel masse ved både fortidens som nutidens synder.

Spring til toppen af siden