ARTIKLER & FOREDRAG


Iskolde tanker om et brændvarmt emne

port-jha.jpg (1837 bytes)

Kronik i Aktuelt, 9. Januar 2001
Af John Holten-Andersen, sekretariatschef i Naturrådet

opdel.gif (108 bytes)

 I Aktuelts kronik d.4. januar går professor, lic.tech og Amtsrådsmedlem Flemming Olsen i rette med den danske energipolitik. Kort fortalt mener professoren, at satsningen på at nedbringe vort forbrug af fossile brændsler til fordel for vedvarende energikilder som sol, vind og biomasse er blåøjet. Som alternativ foreslås for det første at vi undlader at begrænse forbruget af fossile brændsler, som Flemming Olsen mener findes i rigelige mængder, og for det andet at vi sætter vores lid til fusionsenergien – den kontrollerede brintbombe, som professoren kalder det.

Det er dog utroligt hvad højt uddannede og lærde mennesker med de fineste akademiske titler kan vride deres hjerner med. Det er altså ikke mere end 5 dage siden, at Voldborg for åben TV-skærm kundgjorde at år 2000 var det næst varmeste år der er registreret siden DMI’s oprettelse for mere end 100 år siden, kun overgået af 1996. Og at 9 af de 10 varmeste år, som meteorologer har registreret, faldt i 1990’erne. Den samme Voldborg tilføjede i nævnte forbindelse, at vi nu måtte konstatere, at drivhuseffekten var en realitet, hvilket så vidt jeg kan erindre er første gang dette siges så tydeligt af hele landets "hof-meterolog". I dette udsagn er Voldborg dog helt på linie med det overvejende flertal af internationale klimaforskere, som i flere år har sagt det samme.

Disse nøgne statiske tal sætter sig også tydelige spor i flere og flere anormale vejrsituationer, som almindelige mennesker af kød og blod kan mærke på egen krop. Det er blot et år siden at Danmark og det øvrige Europa oplevede det forrige århundredes mest voldsomme storme. I dette efterår har bl.a. de britiske øer og Sverige været udsat for uhørte nedbørsmængder med tilhørende oversvømmelser, så selv hæren måtte sættes ind for at redde menneskeliv. Men det er ikke blot voldsomme fysiske kræfter som sættes i sving, når vi forandrer vort klima. Det er også hår fine økologiske mekanismer som bringes ud af balance. Vi har således i dette efterår kunnet notere at blomster, træer og buske har sat blomst i december måned, fordi de troede det var blevet forår – ligesom trækfugle har stoppet sin vandring mod syd, i den tro at vinteren var omme. Alle disse fænomener viser os i kimform, hvad det er der står på spil når vi piller ved denne klodes mest basale miljøfaktor – klimaet. Det er jo ikke blot en for nogen måske behagelig temperatur-stigning, der er i udsigt. Det er klodens fysiske og økologiske balancer der rykkes ved – og alle med blot en minimal naturvidenskabelig indsigt, burde vide at disse balancer er præget af u-liniaritet og kaos, hvor små forandringer af de drivende variable, kan give dramatiske resultater. De prognoser vi i dag har for klimaet 50 år frem i tiden, fortæller os således at Danmark midt i dette århundrede sandsynligvis vil få et klima svarende til nordfrankrig i dag. Klimabælterne flytter altså flere hundrede kilometer mod nord. Dette vil få dybtgående konsekvenser for hele vor natur, som jo i dag er karakteriseret ved en flora og fauna der er tilpasset et ganske bestemt klima, karakteriseret ved bl.a. temperatur og nedbørsforhold. Dette gælder til lands såvel som til vands. For vore indre farvande vil de stigende nedbørsmængder i hele det baltiske område føre til reduceret saltholdighed, hvilket sammen med stigende temperaturer vil forrykke hele det marine miljøs økologi. Når Danmark får et klima svarende til nordfrankrig, får nordfrankrig et klima svarende til middelhavslandene osv. De problemer som det sydlige Europa – for ikke at nævne det nordlige Afrika – i dag har med erosion, udpining af jorden, ørkendannelse osv., vil med andre ord blive dramatisk forværrede. Dette vil naturligvis også få følger for os i den nordlige del af Europa, om ikke andet så i form af massive folkevandringer. Og sådan kunne man blive ved.

Set i det ovenstående perspektiv er det ganske enkelt forbløffende at måtte konstatere, hvor den samfundsmæssige debat for indeværende synes at have sit fokus. Det handler jo trods alt om voldsomme forandringer som efter alt at dømme vil indtræffe selv i vores egen levetid – og uomtvisteligt i vore børns og børnebørns levetid. For mig er det i hvert fald kilde til den aller dybeste fortvivlelse, at måtte se i øjnene, at mine børnebørn aldrig kommer til at opleve, at kunne stå på skøjter en frostklar vinterdag på den nærmeste sø. I stedet for at mobilisere alle ressourcer for at imødegå et sådant scenarie, så handler den fremherskende politiske debat sig om ganske andre ting. Om flere motorveje, billigere bensinpriser, lavere takster over Øresundsforbindelsen, om Danmark som IT-foregangsland – kort sagt om alt det, der trækker i den forkerte retning.

Set i denne sammenhæng er dansk energipolitik dog et lille lyspunkt, fordi det ved en fremsynet satsning på mange fronter, trods alt er lykkedes at holde væksten i forbruget af fossile brændsler i ave, trods mange og stærke modgående kræfter i form af øget vækst og forbrug. Men – lyspunktet må karakteriseres som et stearinlys for enden af en lang tunnel. Der er meget langt igen til, at vi er på en bæredygtig kurs ift. klima og miljø i øvrigt. Der er behov for et vedvarende langt sejt træk i retning af øget energieffektivitet indenfor produktion og transport, udvikling af alternative vedvarende og sikre energikilder samt ikke mindst omstilling af vore samfund til et generelt og markant lavere energiforbrug.

Man skulle dog tro at højt uddannede lærde professorer, som Flemming Olsen, ville yde sit bidrag til at fremme en sådan udvikling. Ja, man skulle dog forvente, at alle der har muligheden for at sætte sig ind i disse sammenhænge, ville stille sig op på rad og række og med den fulde vægt af deres lærdom ydmygt anmode dette lands befolkning og politiske ledere om, at besinde sig og indlede den vanskelige omstilling til en anstændig indretning af vore samfund, i respekt for naturens økologiske balancer. Men nej: "Som alle konger frem på rad – i deres magt og vælde – de mægter ej det mindste blad – at sætte på en nælde". Hvorfor er det sådan? Hvorfor er det snarere fru Nielsen på Valby Langgade end professor Olsen fra Sorø, der kan se, at den er ravende gal? Er det monstro fordi vore akademiske institutioner efterhånden kun mestrer de tørre tal og den kolde logik – men ganske har mistet evnen til etisk refleksion?

Spring til toppen af siden