ARTIKLER OG FOREDRAG

Naturrådets syn på genindførelse af bæver i Danmark

Af Peder Agger og Jette Baagøe

port-pa.jpg (2228 bytes)  port-baagoe.jpg (2034 bytes)

Indlæg på Skov- og Naturstyrelsens debatmøde på Skovskolen, Nødebo, 12. juni 1998

opdel.gif (108 bytes)

1. Indledning om Naturrådets rolle i en sag som denne

Naturrådet er nedsat (16/3/1998) af Miljø- og Energiministeren med det formål 'at sætte dagsordenen bredt i offentligheden om bæredygtig udvikling af naturen og landskabet'. Rådet er derudover temmelig frit stillet, mht. hvilke opgaver det vil tage op. Rådet vil blive betjent af et beskedent sekretariat, som dog endnu ikke er etableret, og har derudover midler til disposition f.eks. til udrednings- og konsulentbistand.

Rådet har generelt den opfattelse, at dets opgave må være at være den, der i den almindelige rummel går ind i debatten og efterlyser eller påpeger betydningen af de bredere sammenhænge og det lange perspektiv.

Som konsekvens heraf har rådet i sine foreløbige drøftelser om sit arbejde besluttet på den ene side at være meget tilbageholdende med at indgå i egentligt sagsbehandling for dermed på den anden side at få tid til at tage mere overordnede naturforvaltningsstrategier op til behandling.

Ved at være en konkret sag af principiel betydning synes den foreliggende sag, om en eventuel udsætning af bæver, smukt at ligge på tværs, af disse to beslutninger. Det følgende skal derfor tages som, foreløbige betragtninger uden at det dermed er givet, at der vil ske en tilsvarende senere konkretisering fra Naturrådets side.

2. Forvaltningsplaner, strategier og mål

Til støtte for enhver forvaltning er det ønskeligt, at der foreligger afklarede politisk fastsatte mål for, hvad der skal stræbes efter. Godt er det, hvis der derudover er aftalt en strategi for, ad hvilke veje man ad åre skal nærme sig de fastsatte mål. For slet ikke at tale om, hvis der foreligger en konkret fagligt gennemarbejdet og politisk afstemt plan for, hvorledes forvaltningen konkret skal gribes an i et nærmere bestemt tidsrum. Der er her således tale om et system af kinesiske æsker, hvor målet omfatter strategien, strategien omfatter forvaltningsplanen og den igen den konkrete forvaltning.

Man kan spørge sig, hvor langt vi i den foreliggende sag er fra dette ideal. Findes der et politisk afklaret mål for bævernes, pattedyrenes og den øvrige fauna og floras status i Danmark? Er der aftalte strategier for, hvordan målet skal nåes, eller gennemarbejdede planer for hvor og hvordan naturforvaltningen skal gebærde sig i så henseende?

Alt dette ville det jo have været rart at have haft, nu hvor vi står med er et forslag til en konkret forvaltningsplan for en enkelt art. Tilmed en art som ikke tilhører den danske fauna - i hvert fald ikke pt.

3. Danske ansatser til mål og strategier

Findes der sådanne mål og strategier, og er de tilstrækkeligt konkret formuleret til, at de kan være os til hjælp i denne situation? f.eks. mål og strategier for forvaltning af danske pattedyr. I det følgende trækkes en række kilder frem i lyset dels officielle, dels Naturfredningsrådet, Vildtforvaltningsrådet og Danmarks Naturfredningsforening.

Biologisk mangfoldighed i Danmark - status og strategi (Prip et.al.1996) giver ministeriets seneste omfattende behandling af hele naturområdet. Heri beskrives regeringens politik for beskyttelse af biodiversiteten. Men det er svært at finde andet end meget overordnede målformuleringer.

I kap. 1 siges det således, at målet for hele vores natur- og miljøbeskyttelsesindsats er bevarelse af biodiversitet. Biodiversitet tages i den sammenhæng som synonym for flora og fauna. I kapitel 2 angives et overordnet mål at være bevarelsen af indfødte arter af flora og fauna og deres varianter samt levesteder som hjørnestene i den danske natur, og som en beskyttelse imod en yderligere udbredelse af ikke hjemmehørende arter.

Senere siges det, at vi kun kan beskytte vore økosystemer, når de indeholder deres oprindelige artssammensætning. Og der gentages ønsket om at bevare vores autentiske biodiversitet, og forhindre det der ofte betegnes som flora og fauna forurening. Det siges videre, at traditionel naturbeskyttelse må suppleres med præventive midler for at sikre mod yderligere forarmning af biodiversiteten. Hvor en sådan forarmning allerede er sket, skal genopretning, så vidt det overhovedet er muligt, finde sted.

Alle tiders natur (Thorup m.fl.1998) opregner indledningsvis 'en række politiske beslutninger om de overordnede mål på naturområdet', ingen af disse angår dog direkte forvaltning af pattedyr. I kapitlet 'Hvad skal vi nå i de kommende år' opregnes fem målsætninger (Naturen skal tættere på, flere vådområder, fordobling af skovarealet, målrettet planlægning, og danske fingeraftryk på international naturbeskyttelse). Men ingen af disse målsætninger eller de 'Mål og handlinger i de kommende år' som opregnes for hvert af de fem indsatsområder, rummer noget, som umiddelbart kan betegnes som egentlige målsætninger for netop pattedyrforvaltningen som sådan.

Heller ikke i den senest udgivne 'Natur og Miljø 1997 - Påvirkninger og tilstand' (Holten-Andersen 1998), der fremlægger nøgterne angivelser af status og trends, anføres nogen målsætning af den her efterlyste type.

Endelig er der i forbindelse med rødlisterne fra 1986 og 1991 (hhv. Løjtnant 1986 og Asbirk & Søgaard 1991) angivet visse retningsgivende definitioner, fortolkninger og dermed elementer til en strategi, som er baseret på visse bagvedliggende målforestillinger.

Rødlisterne peger på en målsætning om, at alle naturligt hjemmehørende rødlistede arter bør ofres særlig opmærksomhed. De hensyn, der understreges, er primært en sikring af pågældende arters levesteder.

Implicit indebærer dette en opfordring til at holde det samlede nationale habitatspektrum og dermed den samlede nationale artsliste intakt. Listerne medtager dog kun arter, der har haft levedygtige vildtlevende bestande i landet siden 1850 (Løjtnant 1986), og i Asbirk & Søgaard siges det, at "listerne omfatter kun regelmæssigt forekommende arter."

Naturfredningsrådet (1984) har i et notat fra 1984 taget principiel stilling til spørgsmålet om udsætning, og oplister i den forbindelse en række kriterier, som bør være opfyldt, for at udsætning kan komme på tale. De skal her blot angives med stikord, da de mest relevante gennemgås senere:

  1. Kun hjemmehørende arter og traditionsmæssigt eller erhvervsmæssigt betydende arter bør kunne udsættes,

  2. Årsagen til artens tilbagegang/forsvinden skal være vel belyst,

  3. Populationsbegrænsende faktorer på lokaliteten skal ligeledes være vel belyst,

  4. Naturlig spredning af arten til lokaliteten skal være usandsynlig,

  5. Nært beslægtede individer til udsætning skal kunne skaffes,

  6. Og det skal kunne ske uden at skade den bestand, hvorfra de tages.

  7. Artens tilstedeværelse skal kunne accepteres i samfundet,

  8. Og udgifterne skal kunne holdes nede på acceptabelt niveau.

I et notat om autenticitet og faunaforfalskning gør Naturbeskyttelsesrådet i marts 1995 nogle mere brede betragtninger:

  1. (om indvandring af ikke-i-Nordeuropa hjemmehørende arter): Indvandring af disse fremmede faunaelementer kan næppe forhindres, men Naturbeskyttelsesrådet finder, at disse arters etablering og bestandsudvikling i Danmark bør ovevåges.

  2. Efter Naturbeskyttelsesrådets mening må alle udsætninger af fremmede arter betragtes som faunaforfalskning.

  3. Naturbeskyttelsesrådet finder, at der i al udsætningsarbejde må lægges stor vægt på, at udsætningsmaterialets genetiske status er belyst så godt som muligt, og at den genetiske autenticitet respekteres.

  4. Set i lyset af tidligere erfaringer, må det efter Naturbeskyttelsesrådets mening kritisk overvejes, hvilke dyrearter og - ikke mindst - hvilket genetisk udgangsmateriale, der indgår i de forskellige former for dyrehold her i landet.

  5. (om udsætning i forbindelse med naturgenopretning):

Sådanne forsøg på kunstig befolkning af de skabte levesteder er udtryk for utålmodighed og negligerer arternes spredningsevne og den naturlige successions dynamik.

Vildtforvaltningsrådet er en af de få institutioner herhjemme, der har forsøgt at opstille et klart mål (Vildtforvaltningsrådet 1998). Det åbne land som helhed betragtes som natur, og det siges, at 'naturens dynamiske processer bør begrænses mindst muligt under skyldig hensyntagen til menneskers sikkerhed og erhvervsinteresser. Begrænset menneskelig indgriben bør dog accepteres for at bevare og genskabe visse landskabstyper og småbiotoper.'

Vildtforvaltningsrådet foretager en nyttig begrebsafklaring, hvor spørgsmålet om spontanitet og autenticitet i faunaændringer tillægges afgørende betydning: En spontan opdukken af en art kaldes genindvandring, hvor arten har været på stedet før, og indvandring hvor en i Europa naturligt forekommende ny art af sig selv indfinder sig på dansk territorium. Er der tale om aktiv udsætning foreslås betegnelsen reintroduktion og introduktion af hhv. tidligere (dvs. på et eller andet tidspunkt siden sidste istid) forekommende og nye arter. Betegnelsen udsætning reserveres til de tilfælde, hvor der er tale om at slippe individer ud i en allerede på stedet naturligt forekommende bestand.

Endvidere anfører Vildtforvaltningsrådet en række praktiske såvel som mere principielle forhold, der bør tages i betragtning, og hvor de mest relevante fremgår af det følgende. Også Vildtforvaltningsrådet påpeger det ønskelige i, at der, både når det gælder naturlig indvandring og reintroduktion, bør formuleres en klar forvaltningspolitik, der er på forkant med udviklingen.

Danmarks Naturfredningsforenings naturfaglige udvalg (Johnsen & Mortensen 1996) lægger også afgørende vægt på autenticiteten, herunder autenticitet i udbredelsesmønster af arter og genetiske varieteter. De oplister 6 kriterier, som alle ex- eller implicit også rummes i de fra Naturfredningsrådet ovenfor citerede. Herefter gennemgås en række eksempler. Bl.a. gives en kritisk gennemgang af den massive udsætning, der foregår i jagtligt øjemed, af Gråand, Agerhøne og Fasan. Udover genetisk-adfærdsmæssige problemer omtales de biotopsmæssige indgreb der foretages, for at opfylde jagtlige formål.

Samlet kan det på baggrund af de omtalte kilder konkluderes, at der endnu ikke foreligger nogen explict målsætning for den danske pattedyrforvaltning. Ud fra den danske landeredegørelse til Biodiversitetskonventionen, rødlisterne og udspillene fra NR,VR og DN kan der øjnes et fælles mål i retning af at

Endvidere har landet i snart 5000 år været udsat for opdyrkning. Derved er der skabt mulighed for en indvandring og tilpasning af mange mere eller mindre kulturtilknyttede arter, der gør det yderligere diskutabelt at skulle definere og fastholde den hjemmehørende danske fauna til alene at skulle omfatte de arter, der uden menneskelig mellemkomst på et eller andet tidspunkt siden sidste istid har indfundet sig i landet. Her forekommer rødlisternes skæringsdato, år 1850, om ikke ideel så dog mere gennemskuelig og administrabel.

Hvad angår spørgsmålet om udsætning, hvor VR er i splid med sig selv, skal Naturrådet påpege, at de danske landskaber og dermed alle eksisterende og potentielle levesteder for flora og fauna i dag er så påvirket af menneskets handlinger, at der under alle omstændigheder vil være tale om et værdiladet valg, om den ene eller anden art tillades udsat.

Endelig må det konstateres, at der i de omtalte kilder foreligger rigeligt med forslag til elementer til en strategi mht. udsætninger. Dette er endnu mere tilfældet, når også lovgivningen og Danmarks forpligtigelser i henhold til internationale aftaler tages i betragtning.

4. Nationale og internationale forpligtigelser

Som det fremgår både af Andersen (1997) og SNS (1998) er Danmark, udover af den eksisterende lovgivning, i forbindelse med overvejelser om udsætning af arter, mere eller mindre forpligtet til at følge en række spilleregler i medfør af de internationale aftaler.

Ifølge Naturbeskyttelseslovens paragraf 31 må dyr, der ikke findes vildtlevende i den danske natur, ikke udsættes uden miljøministerens godkendelse. Bestemmelsen sigter på at beskytte de hjemmehørende arter og deres levesteder mod uheldige negative økologiske effekter.

I Vejledning til Naturbeskyttelsesloven (Miljøministeriet 1993) diskuteres det endvidere , hvad man forstår ved 'ikke naturligt vildtlevende dyr'. Der står: at det er klart, "at udsætning af dyr i naturen, der ikke på nuværende tidspunkt findes vildtlevende i Danmark, vil være omfattet af bestemmelsen."

Da bæveren ikke findes vildtlevende i Danmark, er den omfattet af bestemmelsen, og miljøministeren skal give SNS dispensation, såfremt denne ønsker at gennemføre en udsætning af bæver.

Tilsvarende gælder ifølge lov om jagt og vildtforvaltning, hvor det kræver særlig tilladelse fra SNS at pleje eller på anden måde være i besiddelse af levende individer af totalfredede danske fugle og pattedyr. Også her vil SNS skulle ansøge om dispensation, i dette tilfælde hos sig selv.

Bern-konventionens bestemmelser om genudsætning af arter, som er på randen af udslettelse anføres af SNS (1998) som argument for udsætning af bæver i Danmark. Der henvises til konventionens artikel 11, hvoraf det fremgår, at Danmark er forpligtet til at støtte genindførelsen af naturligt hjemmehørende arter, når det vil bidrage til bevaringen af en truet art. Men SNS slår sig dog selv for munden ved at anføre at den europæiske bæver i følge den globale rødliste ikke er, men kun er "nær ved at være i kategorien truet/sårbar."

Det er i øvrigt Naturrådets opfattelse, at Bern-konventionen sigter mod arter, som er ved at uddø i hele deres udbredelsesområde. Det var tilfældet for den europæiske bæver ved 1900-tallets begyndelse, men kan i dag på ingen måde siges længere at være tilfældet.

Endvidere må man formode, at fædrene til Bern-konventionen først og fremmest tænkte på udsætning af arter, som var i færd med at forsvinde fra deres eksisterende levesteder, og ikke på arter og levesteder som allerede havde været adskilt i flere tusinde år. Hvis det sidste skulle være tilfældet, kunne man med lige så stor ret bruge Bern-konventionen som argument for genudsætning af den europæiske bison.

På den anden side er IUCN's Guidelines her mindre strikse, idet også genudsætning af lokale bestande accepteres, især hvis der er tale om nøglearter, der dermed er med til at opretholde eller genetablere naturlig diversitet.

EU's Habitatdirektiv er ligeledes fremført som argument. Direktivets artikel 22a pålægger medlemslandene at undersøge hensigtsmæssigheden af at genindføre naturligt hjemmehørende arter, herunder den europæiske bæver, når dette vil kunne bidrage til artens bevaring. SNS (1998) anfører, at da arten kun forekommer i isolerede forekomster indenfor det samlede potentielle udbredelsesområde, kan dens status ikke betragtes som gunstig i relation til Habitatdirektivet.

Her overfor kan det dog anføres, at tilføjelsen af endnu en afsondret og sandsynligvis genetisk ensartet sammensat lille population i Danmark næppe vil være i stand til at hjælpe synderligt herpå.

5. Fordele og ulemper

I Vejledning til Naturbeskyttelsesloven (Miljøministeriet 1993) slås det fast, at "der skal være en særlig begrundelse for at tillade udsætning, normalt i form af en alment samfundsmæssig interesse, samtidigt med at det skal være godtgjort, at der ikke findes tilfredsstillende alternativer."

Hvad dette angår anfører SNS (1998) tre argumenter:

For det første vil en udsætning tilfører skoven et dynamisk element, som den i dag mangler.

For det andet at Danmark er forpligtet i hht. Bern-konventionen og EU-Habitatdirektivet (som omtalt), og

for det tredje at bæveren sætter sig spændende spor i naturen (i form af gnav, dæmninger, hytter), hvilket synes overbevisende og derfor ikke skal problematiseres her.

Det første argument går dels på ønsket om at skabe sumpskove dels på ønsket om at øge biodiversiteten. Argumentet for sumpskoven er, at vi i Danmark gennem de sidste 200 år har set en stadig forarmning af de våde naturtyper, også i skoven, gennem dræning. Dette er også efter Naturrådets mening et problem, som afgjort trænger til mere opmærksomhed.

Man må dog her håbe, at udsætningen af bæver og den deraf følgende dannelse af temporære sumpskove på udvalgte steder ikke vil træde i stedet for en generel forbedring af vandbalancen i vore skove. Her til er udsættelse af bæver et meget utilstrækkeligt og derfor utilfredsstillende alternativ.

En mere konsekvent politik ville på dette punkt være, et påbud om totalt ophør af dræning i alle danske naturskove (og gerne også i andre skove). Dermed ville man få genskabt varige våde skovtyper, hvori der kunne udvikle sig de samfund af plante- og dyrearter, som hører til her, og som i dag er truede f.eks. aske- og ellemoser.

Set i lyset af ønsket om at sikre den biodiversitet, som vi allerede har, må man med bæversumpskoven være opmærksom på at den visse steder vil kunne true nogen af de naturtyper, som vi ønsker at bevare.

Det kunne f.eks. blive tilfældet med bævere i mere skovfattige egne med vandløb omgivet af kulturenge, hvis vedligeholdelse er betinget af kvæggræsning, som iflg. Andersen (1997) kan være i konflikt med bæverens hulebyggeri .

Danmark har lige fået en meget rost naturskovsstrategi (SNS 1994). Et af elementerne i denne er, at nogle efter danske forhold meget store skovarealer, skal henligge som helt urørte. Det er i nogle af de fineste af disse områder, man nu overvejer at skabe bæversumpskove.

Det bør undersøges, om det ud fra et botanisk synspunkt er ønskeligt, og der bør gøres rede for, hvad det er, vi i givet fald vil miste.

6. Brud med hidtidige principper?

Det har været et grundlæggende princip i de sidste 30 års danske naturforvaltning, at det var levestederne, som skulle forbedres. Arterne ville, håbede man, komme af sig selv, når forholdene var til det.

Udfra denne holdning har man end ikke flyttet danske oddere fra deres få refugier i NV-Jylland, til de steder på øerne hvorfra de var forsvundet få år forinden. Man har haft tålmodighed til at vente på, at mulighederne overalt i Danmark skulle blive så meget bedre, at odderen af sig selv ville sprede sig til de tidligere levesteder. Samme holdning har eksempelvis ligget bag synet på ønsker om genudsætning af vandrefalk (Naturfredningsrådet 1984).

En af fordelene, der tillægges dette princip, er, at det ideelt vil kunne sikre en høj naturkvalitet overalt, sådan at landskabet ikke deles op i nogle få reservater for naturen, og så resten hvis naturkvaliteter ligeså stille kan overses og dermed undermineres.

Man kan dog berettiget spørge til, om håndhævelsen af dette princip, nu også i tilstrækkeligt omfang har vist sig, at virke efter hensigten. Urfuglen forsvandt, odderen vil næppe af sig selv kunne krydse sund og bælt, og nogle af de arter, der rent faktisk havde held med selv at ankomme, er blevet skudt ned.

Allerede for 30 år siden var der tilløb til genindvandring af elg i Grib Skov. Men dengang var tiden ikke moden, og etableringsforsøget blev stoppet ved regulær bortskydning. Det ville være rart med en afklaring af, om dette også ville have været acceptabelt i dag.

Når elgen indvandrer til Grib Skov, er det et udtryk for, at der er plads til den i vores natur. Vi opfatter det i dag som en blåstempling af naturens kvalitet, at den selv indbyder til at arten indfinder sig og etablerer sig. Og autenticiteten og dermed oplevelsesværdien er så meget des større, hvor arten selv - naturens processer - har ført til bestandens etablering, end hvor den er resultatet af indblanding fra menneskets f.eks. den offentlige forvaltnings side.

Skulle bæveren, i overensstemmelse med denne praksis, komme til Danmark, ville det kræve et samarbejde med tyskerne om forbedring af levestederne fra Elben til Gudenåen så meget, at dyrene kunne sprede sig af sig selv. Det ville kræve en virkelig forbedring af vilkårene i naturen, men ville naturligvis også kræve langt flere ressourcer og mere tålmodighed, end den som Skov- og Naturstyrelsen i dag synes at være i besiddelse af.

Der bør dog, inden en eventuel bæverudsætning i Danmark, fremlægges en rimelig grad af dokumentation for, at en sådan tænkt forbedring af spredningsforholdene mellem Elben og Midtjylland er helt utopisk.

Der er både i Miljø- og Energiministeriet og i det øvrige samfund tydelige tegn på, at vores natursyn er under forandring. Klitforvaltningen, Naturskovsstrategien, og den ændrede holdning til kystbeskyttelsen er eksempler herpå. Tendensen går i retning af en større forståelse og værdsættelse af naturens egen dynamik. Det er forhåbentlig det, der nu i brede kredse har gjort visionen om en genindførelse af den dynamiske bæver-sump-urskov populær. Men det man kan vinde på kort sigt vil ikke være omkostningsfrit på det lange sigt.

Udsætter vi bævere i dag, er der en fare for, at den stærkt ønskelige forbedring af spredningskorridorerne for bævere op gennem Tyskland og det sydlige Jylland aldrig kommer, fordi vi har skabt den tilsyneladende forbedring, som det vil være at indføre bæveren til det Midtjylland. En udsætning vil, hvis den lykkes, samtidig være en garanti mod, at der nogensinde atter opstår en autentisk - i betydningen spontant indvandret bæverbestand i Danmark. Så hvis det skal være, kan man jo vælge alene at introducere bæveren på Sjælland.

Med den betydelige spredningsevne, som bæveren har udvist i de senere årtier i Nordtyskland forekommer det ikke utopisk at søge samarbejde med de tyske myndigheder for at undersøge mulighederne for at påbegynde en langsigtet forbedring af spredningsmiljøet for bæver i nord-sydgående retning op gennem Schleswig (bæveren er allerede nær ved Østersøens kyst). Dette så meget mere, som at strukturerne også vil kunne gavne andre arters spredning nordover, hvilket må forventes at blive en nødvendighed i takt med at klimaet bliver varmere som følge af drivhuseffekten.

Set i forhold til de andre pattedyr hhv. dem der hurtigt kunne opstå et folkeligt pres for også at få genudsat (såsom los og bison), de arter der kan finde på at genindvandre (såsom vildsvin, elg og ulv) eller de arter der kan dukke op som nye (såsom den amerikanske vaskebjørn, bisamrotte og den asiatiske mårhund), og som alle er på vej, ville det være rart, om vi i Danmark havde afklaret vores pattedyrpolitik lidt bedre.

Er forvaltningsressourcerne begrænsede, bliver det bedste meget nemt til det næstbedstes fjende. Det kan give anledning til bekymring, for der er mange andre og også mere påtrængende spørgsmål end lige netop det om bæverens eventuelle genudsætning:

Styrelsen burde tage denne sag så alvorligt, at man først forholder sig til de grundlæggende forvaltningsmæssige problemer, inden man lader sig presse eller smitte af den begejstring, som visionen om en genopstået dansk urskov, indrømmet, heldigvis også fører med sig. For at få nogle bæredygtige løsninger, som også duer om 100 år, må styrelsen såvel som vi andre have is nok i maven til at gøre arbejdet ordentligt.

Naturrådet medvirker gerne til at fremskynde en sådan afklaring, som i øvrigt ikke behøver at tage lige så lang tid, som det tager at forberede en udsætning af bævere i Danmark, hvis det altså vedtages og skal gøres ordentligt.

7. Opsummering

Naturrådet påpeger, som det er fremgået, en række forhold, som bør tages i betragtning, før der tages beslutning om en eventuel udsætning af bæver i Danmark:

  1. Initiativet forekommer præmaturt i betragtning af, at der ikke på indeværende tidspunkt foreligger en sammenhængende, afklaret og konkretiseret politik vedrørende den danske pattedyr fauna (og faunaen og floraen i det hele taget).

  2. Det lovgivningsmæssige grundlag lider under, at SNS både mht. naturbeskyttelsesloven og Lov om Jagt og Vildtforvaltning vil skulle give sig selv dispensationer.

  3. Den traktatlige forpligtigelse til at foretage en udsætning er spinkel, og et dansk bidrag til en forbedring af artens samlede status under alle omstændigheder næppe synlig.

  4. De mulige tab og gevinster ved en usætning er på flere punkter endnu utilstrækkeligt belyst, især ikke hvis det mere er bæverens økosystem end bæveren selv, man er interesseret i.

  5. En udsætning i dag vil være et brud på årtiers forsigtige forvaltningspraksis. Det må sikres, at det ikke føre til ligegyldighed overfor virkelige levestedsforbedringer.

  6. Først når vi har en afklaring omkring målsætning og strategi for alle danske pattedyr, bør der tages endelig stilling til en eventuel udsætning af bæver i Danmark.

Referencer

Andersen,B.F.: Reintroduktion af bæveren (Castor fiber) til Danmark? - En konsekvensanalyse. Zoologisk Museum, Kbh. 1991, 78 s + bilag.

Asbirk,S. & S.Søgaard: Rødliste '90 - særligt beskyttelseskrævende planter og dyr i Danmark. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1991. 222 s.

Holten-Andersen,J. m.fl.: Natur og Miljø 1997 - Påvirkninger og tilstand. Faglig Rapport, Danmarks Miljøundersøgelser. 1998, 288 s.

IUCN: Guidelines for Re-introductions. SSCs Re-introduction Specialist Group. 1995.

Johnsen,I. og Chr.E. Mortensen. Notat vedr. opdræt og indførsel af eksotiske og ikke-hjemmehørende plante- og dyrearter m.v. Naturfagligt Udvalg, DN. 5. marts 1996. 5 s.

Løjtnant,B.(red): Truede dyr og planter i Danmark - en samling rødlister. Fredningsstyrelsen & Landbrugsministeriets Vildtforvaltning 1986, 55 s.

Miljøministeriet: Vejledning i Naturbeskyttelsesloven. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1993.

Naturfredningsrådet: Udsætning som et muligt middel til ophjælpning af forsvundne og truede bestande. Udkast til Notat 2165. 5 s.

Naturforvaltningsrådet: Om autenticitet og faunaforfalskning. Marts 1995. 9 s.

Prip,C. et al (eds.): Biological Diversity in Denmark - status and strategy. Ministry of Environment and Energy. 1996

SNS: Strategi for de danske naturskove og andre bevaringsværdige skovtyper. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. 1994. 48 s.

SNS: Udkast til Forvaltningsplan for bæver i Danmark. 5. maj 1998. 17 s.

Thorup,S. m.fl.: Alle tiders natur - perspektiver omkring årtusindeskiftet. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. 1998, 47 s.

Vildtforvaltningsrådet: Udkast til Indstilling fra Vildtforvaltningsrådets "Natursyns-gruppe". marts 1998. 5 s.

 

Spring til toppen af siden