ARTIKLER & FOREDRAG

Gode naturråd til grønne områder

port-pa.jpg (2228 bytes)

Foredrag ved Grønne Fags Dags konference: "Grønne byer og alsidige landskaber", Have- og Landskabsrådet, Gl.Dok 8.marts 2001
Af Peder Agger, Naturrådet

opdel.gif (108 bytes)

Naturrådet

Naturrådet er nedsat af miljøministeren i 1998. Det har til opgave at levere videnskabelig rådgivning, samt bidrage til at diskussionen om en bæredygtig udvikling på natur- og landskabsområdet står højt på den samfundsmæssige dagsorden - gerne lige så højt som økonomi - som det ambitiøst er formuleret i rådets kommissorium.

Rådet består af fire vismænd valgt på skift for en treårig periode blandt forskere og undervisere på universiteter og højere læreranstalter. Rådet består for indeværende af professor i naturgeografi Anette Reenberg fra KU, adjungeret professor i økologisk botanik Bent Aabye fra KU, lektor i miljøplanlægning Per Christensen fra AUC, samt undertegnede der er professor i planlægning og naturforvaltning ved RUC.

Rådet består derudover af et sekretariat på 5-7 personer og et repræsentantskab på 40. Sidstnævnte, der mødes et par gange om året, kommer fra 4 områder: Andre myndigheder, erhvervsorganisationer, grønne foreninger og videnskaben.

Vi med glæde imod tager en invitation til et arrangement, som det der samler os i dag. Det er, fordi det (udover muligheden for at lære noget og for at gøre reklame for rådet) giver os mulighed for at deltage i debatten om bæredygtig udvikling også indenfor den sektor, der dækkes af de grønne fag.

Bæredygtig udvikling

Bæredygtig udvikling er som bekendt et begreb, som figurerer mange steder. Siden Brundtlandskommissionens rapport, Vor Fælles Fremtid, der kom i 1987, har begrebet lidt efter lidt vundet indpas i lovgivning, vejledninger, cirkulærer og andre forvaltningsakter på stadig flere områder (Brundtland-kommissionen 1987).

I øjeblikket er regeringen (og også EU) ved at udarbejde den strategi for bæredygtig udvikling, som vi er forpligtet til efter Rio-konventionen fra 1992, ligesom det også er indskrevet i Amsterdam Traktaten, der jo udgør en slags grundlov for det europæiske samarbejde.

Men stadig er det dog overvejende blevet ved retorikken. Udviklingen er langt fra bæredygtig, og for tiden er miljøet og det grønne tilmed kommet i modvind. Det gælder ikke kun i den virkelige verden, men også på det EU-politiske plan. Her fører økonomien i det såkaldte Prodi-udvalg sig frem, medens den sociale dimension af bæredygtigheden søger at halte med så godt den kan og miljøet sakker agter ud.

Dette er baggrunden for, at Naturrådet sammen med de andre tilsvarende natur- og miljøråd indenfor organisationen European Anvironmental Advisory Councils (EEAC) netop har afholdt en konference i Stockholm "Greening Sustainable Development". Og nu er vi i færd med at skrive til Kommissionen, såvel som til de enkelte landes regeringschefer om en række forslag, der kan trække natur- og miljø helt ind på midten af scenen igen.

Arbejdet med en bæredygtighedsstrategi for hhv. EU og Danmark kan være en god anledning til se de grønne fags virksomhed efter i sømmene. En anden dermed forbunden yderligere anledning er, at vi i Danmark efter kritik fra OECD's evaluering af dansk natur- og miljøpolitik i 1999 (OECD,1999) for tiden er i gang med at udarbejde grundlaget for en kommende handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturforvaltning. Det sker i det såkaldte Wilhjelm-udvalg, hvis arbejde skal afsluttes medio august 2001.

Desværre er der en række emneområder, som, skønt de ville være relevante, ikke er med i Wilhjelmudvalgets arbejde. Det drejer sig bl.a. om adgangsforhold og bylandskabet. Det er ellers emner, der er interessante for de grønne fag, og som er af central betydning for menneskers mulighed for at komme i kontakt med naturen. Udgrænsningen er derfor stærkt beklagelig. Der burde gøres noget ved det. I mit abstract til i dag, opfordrer jeg til at denne konference gør opmærksom på problemet.

Uden at inddrage det landskab, hvori folk bor, og uden at se på hvordan de i øvrigt kan færdes i det åbne land, bliver Wilhjelm-udvalgets indsats som den at levere menuen til en fest, hvor ingen har husket at tænke på drikkevarerne, inklusiv cognac’en til kaffen.

Mine hovedpointer er:

For det første at bæredygtig udvikling forudsætter, at folk kan se, at den er ønskelig, ikke blot fordi den naturvidenskabelig set på visse punkter vil være en nødvendighed for samfundets overlevelse, men også - og nok så meget - fordi det er et gode, dvs. en del af vores velfærd. Og hvordan skal den indsigt og det ønske kunne opstå, hvis ikke danskerne nu og fremover har god adgang til rigelig natur?

Min anden pointe er, at skal bæredygtig udvikling blive til noget, må den, som også Brundtland-kommissionen anfører og Rio-aftalerne forlanger, integreres i alle sektorer. Det er netop der, hvor vi står nu, når det gælder forvaltningen af naturen. Langt hen ad vejen er den nødvendige lovgivning på plads. Det der mangler er den politiske vilje til at føre den igennem, ikke kun i natur og miljøsektoren, men også i landbrug, fiskeri, energi- og trafiksektoren må forståelsen indterpes og implementeres. Det er også en opgave for den grønne sektor. Selvom den har fået en del økologisk indsigt med som vuggegave, er der også her meget at gøre.

Min tredje pointe er, at naturen er alle steder - også i bylandskabet. Det bør naturforvaltningen bekymre sig om. Eftersom andre bidragydere på denne konference tager sig af velfærden, natursynet og det åbne land, kan jeg koncentrere mig om natur-aspektet i bylandskabet. Det er her behovet for at gøre en indsats er størst, fordi det er her vi opholder os langt den største del af tiden.

Når jeg i det følgende benytter betegnelsen natur-aspektet, er det ud fra en opfattelse af, at ethvert landskab af praktiske grunde kan siges at indeholde hhv. et natur-aspekt og et kultur-aspekt. Natur-aspektet rummer de spontane geo-gene og bio-geogene strukturer og processer. Medens kultur-aspektet omfatter de af mennesket forårsagede altså anthropogene strukturer og processer. Denne skelnen gøres vel vidende, at der sjældent er tale om en klar opdeling, men i reglen om to sider af samme mønt eller endnu mere integrerede og gensidigt forudsættende fænomener.

Natur-aspektet kan som nævnt være overvejende bio-gent eller geo-gent, hvor førstnævnte omfatter de levende organismer, og de strukturer og processer de frembringer så som fluer, blomster, visne blade og fuglesang. Det geogene er mineraljorden, vandet, de naturgivne landskabsformer, himlen, skyerne, lyset, stilheden og mørket.

Haven

Natur-aspektet har stærkt varierende styrke i byens forskellige dele: Fra stenbroens spurvekvidder og sparsomme solstrejf, til parkens trimmede frodighed og det tilfældige flor på de for en tid glemte restarealer på bane terrainer, havne og byens udkanter. Jeg vil tage udgangspunkt i haven.

Haven er Danmarks vigtigste rekreative udendørs rum. Det overses ofte - er min påstand -, både når der skal forskes, forvaltes, planlægges og lægges strategier for natur og friluftsliv. Frank Søndergaard Jensen skønner at danskerne tilsammen aflægger naturen 75 millioner besøg af i gennemsnit 2,5 timers varighed og altså i alt her tilbringer 187 millioner timer om året(Jensen, 1998).

Jeg ved ikke, om der findes undersøgelser over, hvor megen tid befolkningen tilbringer i deres haver. Men hvis der er 1 million haver, som benyttes af 2,5 millioner mennesker, som i gennemsnit tilbringer en time om dagen i haven i 120 dage om året, når vi samlet op på 300 millioner timer. Det er næsten dobbelt så meget som i Søndergaard Jensens natur. Og ser vi på besøgsintensiteten i form af antal timer i forhold til arealet, bliver havens betydning pr. areal enhed af størrelsesordenen 20 gange så stor.

Alligevel ved vi relativ lidt om, hvad folk foretager sig i haven, hvilken natur der findes, og hvilke værdier den tillægges, og om der eventuelt er en forandring i gang i så henseende.

Set med bæredygtige naturforvaltningsbriller er haven af afgørende betydning, fordi det er her, at de fleste danskere henter deres væsentligste sanseprægede naturoplevelser og dermed basale økologiske lærdom. Både mødet med den uforudsete spontane og anderledes natur og den planlagte interaktion, dyrkningen, foregår i haven. Og udover lærdom og produkter er oplevelsen af haven af betydning for identitetsopbygning og skønhedsoplevelser, foruden at den kan danne ramme om motion, afslapning og samvær. - Intet under at Paradiset er en have.

Det er primært på grund af havens muligheder for at konkretisere økologien og menneskets samspil med naturen, at vi tillægger den så stor betydning i et bæredygtighedsperspektiv. Men den er også af væsentlig betydning, som levested for flora og fauna. Det gælder især, hvis vi også går udenfor den private have og også inddrager de offentlige parker og andre friarealer i byrummet. Og det gælder især hvis vi også inddrager havernes og parkernes potentielle muligheder for at give natur-aspektet større udfoldelsesmuligheder. Hvordan dette kan gøres, er emnet for resten af mit indlæg.

Naturens 4 grundbehov

Man kan samle den levende del af naturaspektet, altså den vilde flora og faunas behov i 4 delvis overlappende krav. Skal flora og fauna kunne klare sig i bylandskabet må der være et vist minimum af plads, sammenhæng, vedvarighed og beskyttelse mod forstyrrelse og forurening.

Kravet om plads er et spørgsmål om, hvorvidt den givne art kan få opfyldt sine basale krav til vand, føde eller næring, vokse- eller redested, beskyttelse mod fjender osv. Disse krav vil være opfyldt i stærkt varierende omfang, alt efter hvilken art der er tale om, og hvor det er i det meget heterogene bylandskab.

Kravet om sammenhæng er et krav om muligheder for, at individer af en given art kan indvandre til de nye levesteder, der måtte være opstået, eller genindvandre til eksisterende steder, hvorfra arten af en eller anden grund er forsvundet. Gode netværk er med til at stabilisere bestandene af flora og fauna. Men generelt er byrummet karakteriseret ved relativt dårlige spredningsvilkår. Hvilket er med til at favorisere de letspredte f.eks. vindbårne arter og give flora-fauna-billedet et præg af tilfældighed.

Kravet om vedvarighed hænger sammen med, at arter og økosystemer i reglen har en langsommere udviklingstakt, end den der præger forholdene i byen. Generelt er plejeniveauet på plejede arealer højt - og dermed under en økologisk synsvinkel ustabilt. Og levetiden for de uplejede restarealer som f.eks. byggemodningsgrunde er i reglen kort. Derfor har langsomt indvandrende og langsomt udviklende arter - og det er de fleste - trange kår. Den vilde byflora og fauna er præget af relativt få men let spredte opportunistiske arter.

Kravet om beskyttelse går både på bortskræmning, fysisk overlast og kemisk forurening. Bortskræmning kan være fremkaldt af løsgående hunde eller omstrejfende katte. Således er bylandskabet formentlig af denne grund stort set blottet for jordrugende fuglearter.

Ofte vil forstyrrelsen være affødt af, eller direkte have form af den tiltænkte brug eller pleje af arealerne. F.eks. vil plæneklipning stærkt begrænse, hvilke arter der kan klare sig på en eng, idet kun arter med meget lavt skudpunkt, som f.eks. roset planter, kan overleve gentagne klipninger. Tilføres der gødning, vil det yderligere favorisere få bestemte arter i konkurrencen, og gribes der til sprøjtning, er der yderligere tjek på mangfoldigheden.

Men rigelig næring og mangel på fjender kan også betyde, at flere arter af vandfugle stor trives i byen, om end det p.gr.a. mangel på rede pladser kun er i en del af året. F.eks. kan man på en tidlig forårsdag på Kastellet i København træffe ikke mindre end 20-25 forskellige fuglearter. Det høje antal skyldes, at vi her har en kombination af rigelig næring og flere forskellige våde og tørre biotoper.

Forholdene varierer meget fra byernes centre, hvor de grønne områder er få men meget strengt planlagte og styrede, til byranden hvor byen og landet flettes ind i hinanden, og hvor dynamikken og dermed ustabiliteten er større. Alt i alt må man sige, at selvom bylandskabet er noget af det mest planlagte vi har, er det fra et økologisk synspunkt nærmest kaotisk.

Den økologiske have

De nævnte fire grundbehov afspejles også i de råd der kan gives til den, der er interesseret i økologisk (køkken)havebrug. Hovedfilosofien i økologisk havebrug er, at man så vidt mulig skal arbejde med ikke mod naturen. Kemikalier undgås, ved at man understøtte omsætningsprocesserne i jorden, fremme biologisk binding af kvælstof og forholder sig præventivt til angreb af skadeorganismer. Heine Refsing anfører i sin lille bog om økologisk havebrug en huskeliste på 12 punkter, som er gengivet nedenfor (Refsing 1992). 

1. Jorden er en levende organisme.

2. Al jord skal være dækket hele tiden.

3. Så grøngødning i ledige bede.

4. Lav en haveplan, så du ikke dyrker en afgrøde samme sted to år i træk.

5. Så kløverblandinger under frugttræer.

6. Dæk jorden med bark flis, halm og kompost mellem stauder og andre steder, hvor kløverdække er upraktisk.

7. Plant træer - gerne arter, der samler kvælstof og samtidig giver fuglene frø (f.eks. ærtetræ, blåbælg).

8. Plant buske - indret et vildtvoksende buskads, gerne med torne og stedsegrønne arter (f.eks. ildtorn, brombær og kristtjørn).

9. Plant småblomstrede, flerårige krydderurter som vild merian (oregano), røllike, kvan, agastache, isop, timian, mynte m.fl..

10. Opsæt kasser til fugle og flagermus.

11. Beskyt haven mod hunde og katte.

12. Lav kompost af køkken- og haveaffald.

Tabel 1.: Heine Refsing: Huskeliste for økologisk havebrug.

Refsings liste er meget fokuseret på selve havedyrkningen og hvad den har brug for. Derfor vil jeg i det følgende se på haven under et lidt bredere perspektiv.

Den naturlige have

Vil man mere generelt fremme den biogene natur i byen, kan man bl.a. støtte sig til følgende 6 principper:

1. Variationsprincippet der bygger på, at variation i tid og rum (vertikalt såvel som horisontalt) vil øge den biologiske mangfoldighed. Det kan f.eks. være variation i plejeintensitet eller variation i plantevalg. I enhver have, stor eller lille, er der f.eks. altid plads til et 'vildt hjørne', som afgørende vil øge mangfoldigheden i en ellers intensivt plejet have.

2. Naturprincippet der bygger på dogmet om at 'naturen ved bedst'. Det er især dette, der følges i det økologiske og biodynamiske havebrug. Eksempelvis vil det at holde jorden dækket med døde blade på en gang øge jordens varme, dens fugtighed samt mængde af organismer og stofomsætning.

3. Hjemstavnsprincippet der bygger på at det hjemmehørende eller til nød allerede indførte plantemateriale er bedre, end det man måtte find på at indføre. Princippet er af indlysende grunde stærkt kontroversielt i den kultiverede have, i mindre grad hvis der f.eks. er tale om valg af landskabsplanter. Princippet må betyde, at man benytter det lokale, hvis ikke der eksplicit er behov for andet.

4. Forebyggelsesprincippet der er en opfordring til så vidt muligt i tide at undgå de situationer, der ellers kan medføre trang til at gribe til giftsprøjten eller Substralen. Det kan dreje sig om en hensigtsmæssig rotation eller udplantning af symbiotisk virkende artsblandinger.

5. Beskedenhedsprincippet der tilsiger, at intet indgreb til gavn for den vilde flora og fauna og for bæredygtigheden er for småt. Alt tæller. Et vildt hjørne på 2 kvadratmeter er bedre end ingenting. En sprøjtning er bedre end to etc.

6. Princippet om økologiens skønhed er måske for inkongurent til at stå i denne liste, da der mere er tale om bevidsthedens end om havens pleje. Der vil utvivlsomt være mange blandt tilhørerne, der har adskilligt at tilføje.

Men sagt kort er det jeg tænker på, at økologien i haven vil have det godt med at skønhedsidealerne ændredes lidt, så bedet med lidt ukrudt bliver opfattet som kønnere end det helt uden, plænen med bellis kønnere en den uden etc.. Jeg forestiller mig at æstetisk opfattelse bl.a. er forbundet med indsigt og fortrolighed. Den er derfor formbar. Vi bør understøtte udviklingen af en økologisk æstetik (Agger 1993).

Naturen i bylandskabet

På et mere overordnet niveau kan man som Dieter Delling (2000) skelne mellem: 

Jeg faldt over en artikel af Flores et al. (1998), der blot skelner mellem tre arealtyper:

1. Bykernen hvor det grønne kun eksisterer intensivt plejede haver og parker.

2. Det store sammenhængende relativt naturlige ’Hinterland’. Og

3. De grønne netværk der spinder sig gennem bykernen, forstæderne og ud i det åbne land. 

Dette er en forsimpling i forhold til det Delling opridser. Men lidt interessant er det at Flores et al. Også forsøger at opstille en systematik for, hvordan man kan gribe naturplanlægningen an på et storbyområde.

Udover at naturindholdet, som ovenfor omtalt skal beskrives, er konteksten vigtig at få rede på og eventuelt forbedre. Mange naturprægede områder i byen er ganske små, og påvirkningen fra de omgivende arealer tilsvarende dominerende.

Et tredje forhold, som der peges på, er den økologiske dynamik dvs. hvilke iboende kræfter er der i gang indenfor området. Er der f.eks. tale om tilgroning, indtræffer der udtørring eller oversvømmelser? etc.

Et fjerde er heterogeniteten eller variationen indenfor området, som jeg har været inde på. Også den kan være helt afgørende både for naturindholdet, stabiliteten, plejebehovet og oplevelses-værdien.

Det femte forhold, der nævnes, er betydningen af at skelne mellem forskellige skalaniveauer i tid og rum, hvilket ikke er uvant for danske byplanlæggere. Den mindste unit kunne være den enkelte have eller baggård indenfor et år. Det største niveau kunne være hele byen over de næste 25 år. Det er ikke ualmindeligt, at de største niveauer negligeres.

Opsummering

Naturrådet ønsker at diskutere bæredygtig udvikling. Derfor er sektorintegration og folks adgang til natur vigtige emner. De grønne fag har her særlige forudsætninger for at gøre en indsats.

Det der foregår i haven, er delvis ubeskrevet, men efter alt at dømme meget betydningsfuldt p.gr.a. havelivets omfang og dets på en gang meget konkrete og sanselige karakter.

Naturen har 4 grundbehov: Plads, sammenhæng, vedvarighed og beskyttelse mod forurening og forstyrrelse. Og der blev i mit indlæg givet 12 gode råd til den økologiske haveejer, og 6 principper for den ikke mindre bevidste forvalter af bynaturen: Variationsprincippet, naturprincippet, hjemstavnsprincippet, forebyggelsesprincippet, beskedenhedsprincippet og det om økologiens principielle skønhed.

Naturstrukturen i byen kan beskrives i forskellige klasser fra centrum til periferi og fra den mindste kortlivede til den største langlivede sammenhæng. Nøgleordene er her levesteder og netværk, overblik og langsigtethed.

Referencer

Agger, P. (1993): Økologi er smuk. I L.Bek m.fl.(red): Syn for rum – om byens og landskabets æstetik. S.107-113.

Brundtland-kommissionen (1987): Vor fælles fremtid. FN-forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke. København.

Delling, Dieter (2000): Bynatur. I Holten-Andersen (red.): Dansk Naturpolitik – viden og vurderinger. Temarapport nr.1. Naturrådet.

Flores et al. (1998): Adopting a modern ecological view of the metropolitan landscape: the case of green space system for the New York City region. Landscape and Urben Planning 39. 295-308.

Jensen, F.S.(1998): Friluftsliv i det åbne land 1994/95. Forskningsserien nr. 25. Forskningscentret for Skov og Landskab, Hørsholm.

OECD (1999): Environmental performance reviews: Denmark. OECD Paris.

Refsing, H.(1992): Økologi i hele haven - Haven uden sprøjtegifte. NOAH's Forlag

Spring til toppen af siden