ARTIKLER & FOREDRAG

Mere plads til naturen på landet

Tiden er ved at være inde til at betragte landbrugserhvervet som industrivirksomheder, der arbejder på markedsvilkår, skriver kronikøren.

port_ba.jpg (3205 bytes)

Af Bent Aaby, professor og vismand i Naturrådet. Medlem af Wilhjelmudvalget. Kronik bragt i Jyllandsposten den 25. september 2001.

opdel.gif (108 bytes)

Selvom erhverv og myndigheder gennem de sidste 20-30 år har ydet en stadig stigende indsats for at beskytte naturen og nedsætte miljøpåvirkningerne, så har kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet aldrig været så ringe. For at løse dette problem har regeringen bedt Wilhjelmudvalget om at udarbejde grundlaget for en national handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse. Arbejdet er nu afsluttet og resultaterne er der delte meninger om, som det fremgår af den seneste tids debat i medierne. Overordnet er der dog grund til tilfredshed med rapportens anbefalinger, som baserer sig på et omfattende analyse- og datamateriale fra en lang række fagdiscipliner. Den alsidige belysning af problemerne i dansk natur gør rapporten til en af de vigtigste naturpolitiske bidrag, der er skrevet indenfor de sidste 10-15 år.

Rapporten slår fast, at samtidig med social og økonomisk fremgang har vi ikke evnet at passe tilstrækkelig på vor natur. Den samme udvikling sker i de øvrige EU-lande og derfor bestemte man på det nyligt afholdte EU-topmøde i Gøteborg, at forringelsen af den biologiske mangfoldighed i EU skal være standset senest i år 2010, og at beskyttelse af den biologiske mangfoldighed er et mål for den fælles landbrugspolitik. Wilhjelmudvalgets anbefalinger kan blive et vigtigt instrument til at opfylde disse forpligtigende mål.

Forringelserne skyldes først og fremmest at naturen har for lidt plads, at den tilføres for mange næringsstoffer, indeholder for lidt vand og gror til på grund af for lidt græsning, hvilket også er påpeget i Naturrådets seneste vismandsrapport. Naturen kan ikke tåle den nuværende intensive udnyttelse, hvor mere end 80% af landbrugsarealet nu pløjes hvert år. Danmark er dermed det land i EU, der har det forholdsvis største areal i omdrift, men det er ikke her vi finder artsrigdommen. Langt hovedparten af biodiversiteten på artsniveau er knyttet til de kun omkring 9% af vort land, som er naturarealer eller henligger som halvkultur med græsning eller anden form for ekstensiv landbrugsudnyttelse. For 150 år siden udgjorde de omkring 60-70% af landet. Der er således tale om en meget betydelig indskrænkning af levestederne for den vilde plante- og dyreverden. Det er også her at størstedelen af de truede eller sjældne arter findes.

Pladskravet er derfor indlysende, hvis der skal skabes bedre forhold for naturen. Wilhjelmudvalget anbefaler da også, at arealet med halvkultur øges markant de næste 10-15 år og konkret anbefales en udvidelse af arealer med overdrev, strandenge og vandløbsnære engområder med 100.000 ha. Det er et af rapportens i øvrigt alt for få kvantitative mål, der kunne opnås enighed om, og som hilses velkommen. Det er en god begyndelse, men naturen skal have mere plads både på dyrkningsfladen og udenfor.

Arealkravet tilgodeses også ved udlægning af større sammenhængende naturområder (populært kaldet nationalparker). Det er en nyskabelse i dansk naturbeskyttelse, som også skal øge naturens kvalitet og give mulighed for at arterne lettere spredes. Vigtigst af alt: kontinuiteten i arealanvendelsen sikres i disse områder, hvor beskyttelse af naturen skal gå forud for benyttelsen. Udvalget peger på 6 områder hvor der i forvejen er værdifuld natur. De nationale naturområder udvikles fra disse kerneområder, og det er tanken at de med tiden udvides ved frivillig inddragelse af tilstødende arealer, hvor landbrugsdriften ekstensiveres gennem brug af landbrugets tilskudsordninger samt ved naturgenopretning, fredning og statslig erhvervelse. En nærmere afgrænsning af de 6 nationale naturområder foretages senere som led i regionplanlægningen og med inddragelse af lokalbefolkningen og andre relevante parter. Endelig skal et udvalg afstikke de overordnede principper for områdernes udvikling og forvaltning.

Der er et udtalt behov for disse større naturområder, men det skitserede koncept er for svagt. Områderne er generelt for små og der inddrages for få landbrugsarealer, som skal danne en bufferzone, der beskytter naturværdierne i kerneområderne. Der er brug for at det kommende udvalg udviser nytænkning, ellers bliver der blot tale om tiltag og bestemmelser, som kendes fra fredningssager og omkostningstunge naturgenopretningsprojekter og ikke en reel nyskabelse på naturbeskyttelsesområdet.

Den stadig betydelige tilførsel af kvælstof og fosfor fra landbrugsarealer er et stort problem i alle naturområder. Næringssaltene øger produktionen af organisk materiale, ændrer artssammensætningen og ofte sker der også en nedgang i antallet af arter. Næringsstofberigelse er nu en af de største trusler mod dansk natur, hvis ikke det er den største. Derfor skal den reduceres. Udvalget tager udgangspunkt i naturområdets tålegrænse, som er den belastning som et naturområde på lang sigt kan tåle uden skade.

I områder af Danmark med "normal belastning" og lav vegetation er tålegrænsen overskredet for de fleste arealer med følsom natur, og i skove i områder med mange husdyr overskrides tålegrænserne typisk for alle skovtyper. Denne tilstand er ikke bæredygtig for vor natur og selvom udslippet af ammoniak fra landbruget er reduceret i de senere år, så er belastningskurven knækket på et alt for højt niveau.

Der falder årligt omkring 15 kg kvælstof pr. ha, hvoraf omkring 7 kg stammer fra andre kilder end dansk landbrug. De resterende 8 kg kommer dels fra lokale punktkilder som stalde, gylletanke m.m., dels fra den regionale baggrundsbelastning som alle landbrugsbedrifter i et større område bidrager til. Den regionale baggrundsbelastning søges reduceret i henhold til ammoniakhandlingsplanen, mens Wilhjelmudvalget nu kommer med anbefalinger, som skal begrænse ammoniakbelastningen fra de lokale punktkilder nær følsomme naturområder, som ofte har tålegrænser på 5-15 kg kvælstof pr. ha. Det lokale ammoniaknedfald kan være omkring 120 kg nær punktkilden og på grund af fortyndingseffekten og en hurtig depositionsrate falder afsætningen af ammoniak pr arealenhed hurtigt med afstanden fra punktkilden og på 300 m afstand er der tale om nogle få kg ammoniak pr ha. Udvalget anbefaler derfor, at der indføres beskyttelseszoner (bufferzoner) på 300 m som udgangspunkt omkring særlig sårbar natur. Beregninger viser, at disse zoner på landsbasis vil udgøre ca. 8% af landbrugslandet.

Det er et nødvendigt og velbegrundet forslag. Inden for denne zone kan der ikke etableres nye anlæg der øger den lokale ammoniakbelastning før amterne ud fra en konkret vurdering af naturlokalitetens tålegrænser har foretaget en endelig afgrænsning af bufferzonen og fastsat kravspecifikation. Det er håbet, at amterne vil fastlægge kravene på en sådan måde, at de følsomme områders naturkvalitet virkelig forbedres.

Wilhjelmudvalget tager ikke stilling til de 7 kg kvælstof der årligt falder pr. ha og som ikke stammer fra dansk landbrug, ligesom udvalget regner med at den meget betydelige del af de resterende 8 kg kvælstof som skyldes den regionale baggrundsbelastning nedbringes i henhold til ammoniakhandlingsplanen. Det er således nogle meget ambitiøse mål, der skal opfyldes før Wilhjelmudvalgets anbefalinger kan få en naturbeskyttende effekt.

Udvalget anbefaler også, at den direkte påvirkning med kunstgødning og naturgødning ophører i en række naturtyper, der er beskyttet i henhold til naturbeskyttelseslovens bestemmelser. Det samme gælder anvendelsen af pesticider. De nævnte tiltag er fagligt velbegrundede, men den arealmæssig vigtigste naturtype – de ferske enge med 100.000 ha. – er ikke med i forslaget. Engene er vigtig gyllejord og er derfor medbestemmende for hvor meget gødning, der må spredes på den enkelte ejendoms arealer. I betragtning af de ferske enges store artsrigdom og indhold af truede plante- og dyrearter, er det en klar forringelse af rapportens anbefalinger, at der ikke kunne opnås enighed om at alle beskyttelseskrævende naturtyper skulle være fri for gødskning og sprøjtning.

Der skal også udlægges gødsknings-og sprøjtefri randzoner . De etableres ad frivillighedens vej. Det er et godt og demokratisk princip. Men udvalget kommer ikke med forslag til virkemidler, hvis frivilligheden ikke slår til. Det samme gælder forslag, der skal sikre den landbrugsmæssige drift af eksisterende og nye arealer med overdrev, hede eller anden form for halvkultur. Frivillighed og fuld økonomisk kompensation er de helt dominerende virkemidler der foreslås for at opnå forbedringer af naturens tilstand i landbrugslandet. Det er imidlertid et meget stort spørgsmål om frivillige ordninger er et tilstrækkeligt middel til at standse forringelsen af den biologiske mangfoldighed inden 2010, som Danmark og EU har som mål.

Samtidig sætter udviklingen i Danmarks og EUs landbrugspolitik nye rammer for landmandens virke, hvor bæredygtighed prioriteres og hvor natur og miljø i højere grad skal integreres i landbrugsdriften, ligesom landbruget skal være mere multifunktionelt. Det vil sige at landbruget foruden den traditionelle produktion også aktivt skal medvirke til produktion af smukke landskaber, rent drikkevand, levesteder af høj kvalitet for vilde planter og dyr og skabe rekreative værdier.

Wilhjelmudvalgets forslag til virkemidler er ændringer i landbrugets tilskudsordninger så naturhensynet fremmes. Det gælder blandt andet en øget målretning af de såkaldte MVJ-ordninger, hvor der gives tilskud til ekstensiv drift af halvkulturarealer. Men forslagene hertil er angivet i brede vendinger, for udvalget har ikke kunnet nå til enighed om anbefalinger, hvor landbruget selv skulle betale en del af udgifterne, ligesom udvalget undlader at fremkomme med anbefalinger, der pålægger landbruget forpligtigelser. Miljøbetinget støtte efter princippet: noget for noget, er imidlertid et anerkendt og brugt virkemiddel til fremme af naturkvaliteten i flere af vore nabolande. Herhjemme ønsker Landsforeningen for Økologisk Jordbrug at pålægge sine medlemmer en naturpligt på 5% af landbrugsarealet for at forbedre naturen udenfor dyrkningsfladen. Det er et prisværdigt tiltag, der understøtter ønskerne om et multifunktionelt landbrug, og som burde inspirere andre.

De politiske meldinger fra både fødevareminister Ritt Bjerregård og miljøminister Svend Auken er at landmændene selv må betale for bedre natur. Det vil her være oplagt at se på de tilskud, der gives som dyrepræmier fra EU, og hvor Danmark selv bestemmer hvordan de skal anvendes. Disse midler kunne i langt højere grad bruges til gavn for naturen.

Men måske er det alligevel mere hensigtsmæssigt at betragte landbrugserhvervet som industrivirksomheder, der arbejder på markedsvilkår. Her vil det være naturligt at kompensere landbrugsindustrien for forpligtende tiltag, som imødekommer det øvrige samfunds ønsker om produktion af natur og rekreative goder. Til gengæld må landbruget samtidig indordne sig under det princip der gælder i miljølovgivningen, at forureneren betaler. Det vil også imødekomme international kritik af vor naturforvaltning, hvor OECD i 1999 nævnte, at Danmarks miljøindsats er over middel, men resultaterne er under middel. Samlet set vil sådanne ordninger næppe være en økonomisk belastning for de offentlige kasser.

Spring til toppen af siden