ARTIKLER & FOREDRAG

Naturrådets virke

Af Peder Agger

port-pa.jpg (2228 bytes)

Foredrag forud for generalforsamling i Dansk Selskab for Miljøret Amaliegade 10, onsdag den 26. maj 1999

 opdel.gif (108 bytes)

Præsentation

Den 17. februar var vi fire, som modtog et venligt brev fra Svend Auken, der takkede for tilsagnet om at deltage som naturvismænd m/k i det nye Naturråd.

'Vi' er i den forbindelse:

Jette Baagøe, der er direktør for Jagt- og Skovbrugsmuseet og tidligere formand for det nu nedlagte Naturbeskyttelsesråd;

Ole Hamann, der er professor og direktør for Botanisk Have;

Jørgen Primdahl, landskabsarkitekt og professor i det åbne lands planlægning ved Landbohøjskolen samt

undertegnede, der er professor i miljøplanlægning ved Roskilde Universitetscenter.

Brevet var dateret den 16., samme dag som det folketingsvalg, der afholdtes den 11. marts var udskrevet. Underskrivelsen af brevet må have været en af Aukens sidste ministerhandlinger i pågældende regering. Da han fortsat sidder i ministerstolen, føler vi at det tidslige sammenfald forpligter.

For der er næppe tale om nogen 'hovsa'-handling. Snarere er der tale om noget, man længe har rumlet med, og som var så vigtigt, at Auken ville nå at sætte det i værk, også om det så skulle være hans sidste handling som minister.

Helt uden historiske rødder var beslutningen nu heller ikke. Allerede den første naturfredningslov fra 1917 opererede med et Naturfredningsråd, der med lidt skiftende bredde og størrelse eksisterede frem til i dag. Sidst under navnet Naturbeskyttelsesrådet, der med Jette Baagøe som formand nedlagde sig selv i protest mod manglen på rimelige opgaver.

Verden havde da også forandret sig siden 1917. Ikke mindst havde opbygningen af Miljøministeriet med dets mange styrelser betydet en kraftig udbygning også af disses videnskabelige kompetence, således at man ikke længere i samme grad havde behov for, at kunne konsultere et fagligt rådgivende organ i sagsafgørelser. Til gengæld har behovet for et fagligt politisk organ, efter min og andres mening været tiltagende.

Kommissorium

Jeg skal afstå fra videre motivfortolkning og i stedet gå til det notat (SNS,1998), hvormed sagen blev fremlagt til ministerens endelige beslutning. Af dette notat, der er dateret den 20. januar 1998 fremgår:

1. At vi skal være med til at sætte dagsordenen for debatten om bæredygtig udvikling af naturen og landskabet, og sikre at disse emner får samme placering i samfundsdebatten som f.eks. økonomi.

2. At vi skal arbejde aktivt for at undgå at naturgrundlaget udhules.

3. At vi bredt skal beskæftige os med emner indenfor Naturbeskyttelsesloven, Planloven, Råstofloven, Skovloven, Jagt- og Vildtforvaltningsloven mv, samt mere tværsektorielle problemstillinger i relation til natur og planområdet.

4. At vi på eget initiativ skal tage sager op til behandling og udtale os derom.

5. At vi efter anmodning fra ministeren skal tage stilling til konkrete spørgsmål (hvilket vi dog kan afvise).

6. At vi årligt skal udgive en rapport, der understøtter pkt.1. Dertil bør der f.eks. afholdes årlige temamøder med bidrag fra fagfolk og interesseorganisationer. Foredrag og diskussioner offentliggøres sammen med rådets vurdering i rapportform.

7. At vi skal indstille medlemmer til de råd og udvalg Naturbeskyttelsesrådet hidtil har siddet i, samt være Naturklagenævnet behjælpelig med at finde naturvidenskabelig konsulentbistand. Endvidere nedsætte en videnskabelig undersøgelsesgruppe vedr. EU's forordning om handel med truede arter.

Struktur og funktion

Selve rådet skal, som det beskrives, bestå af 3-5 højt kvalificerede, uafhængige, videnskabsfolk, rekrutteret fra den ikke ministerielle del af forskningsverdenen f.eks. professorer i økologi, botanik, zoologi, geologi, geografi, fysisk planlægning og landskabsarkitektur.

Rådet udpeges af ministeren for en periode af tre år og kan ifølge notatet ikke genudpeges. Senere, dvs. i sidste uge, har ministeren på et møde med rådet dog givet udtryk for, at genudpegning bør kunne ske, i lighed med hvad der er gældende for en række lignende råd.

Efter 2 år udskiftes den første, efter 3 år de to næste, og efter 4 år den sidste af de nu 4 udpegede. Rådet indstiller forslag til ministeren, om hvem der skal indgå som nye medlemmer af rådet. Ministeren udpeger et af rådsmedlemmerne som overvismand.

Ministeren udpeger endvidere for 3 år ad gangen, med mulighed for forlængelse i op til 3 år, et repræsentantskab på 35 medlemmer fra myndigheder, erhvervsorganisationer, foreninger og videnskabelige miljøer efter indstilling fra en række myndigheder, organisationer og foreninger. Ministeren udpeger efter eget valg derudover op til 4 videnskabsfolk, for, som det hedder, 'at sikre en saglig naturvidenskabelig debat.'

Repræsentantskabet skal diskutere rådets rapporter og give råd om, hvilke emner der kan behandles. Repræsentantskabet får dog ikke, som det hedder "kompetence til at påvirke naturvismændenes arbejde."

Til støtte for naturvismændene oprettes, med reference til disse og uafhængigt af Miljø- og Energiministeriet, et sekretariat bestående af en HK medarbejder til den daglige administration samt 3 AC-medarbejdere med et bredt fagligt kendskab indenfor natur- og planområdet og med politisk næse - eller som det siges: med 'flair for at opfange væsentlige politiske problemstillinger i samfundsdebatten'.

Sekretariatet skal bistå rådet ved fremskaffelse og sammenstilling af dokumentation, gennemførelse af arrangementer, publicering, mv. Der er afsat 5 mio.kr på finansloven for 1999 til dækning af sekretariat, møder, rejser samt frikøb (340.000 kr) af vismænd.

Inden jeg går ind på, hvad vi hidtil har foretaget os i rådet, vil jeg dvæle lidt ved selve institutionen et vismandsråd.

Et vismandsråd

Ekspert er man, så længe der er nogen, der vil gøre en til det, siger Søren Mørch i sin sidste Danmarkshistorie (Mørch,1996). Nu, hvor det ligefrem er en minister, der har gjort det, kan det for Naturrådet være nyttigt med et par overvejelser over, hvad det indebærer at blive gjort til vismand.

'En tåbe kan jo spørge om mere, end hvad 10 vise kan besvare'. Det har vi set demonstreret i den årlange miljødebat med Bjørn Lomborg. Vi har også set, at der særdeles hurtigt kan skabes mere forvirring og spredes mere misinformation end godt er. Et af problemerne ligger i sagens - dvs. naturens - natur, et andet har mere med samfundet at gøre.

Et nærliggende eksempel på det første kan hentes fra spørgsmålet om, hvor mange arter der findes på kloden, og om hvor hurtigt de uddør. Artsantallet svinger fra 5 til 100 millioner, og extinctionsraten fra 1.000 til 100.000 gange den naturlige baggrundsværdi.

Af mange yderligere prosaiske grunde, som jeg ikke skal trætte med her, er de svar, der kan gives, særdeles usikre. Derfor og fordi der så at sige er nok at tag af, finder Lomborg at vi bør slappe lidt af. Men usikkerheden og trenden er netop medvirkende til at beslutningstagerne tvinges til at acceptere, at det i mange tilfælde er langt bedre at træffe beslutning på baggrund af det bedste bud fra anerkendte videnskabsfolk, end det er enten at lade stå til eller at beslutte sig uden dette grundlag.

Som på så mange andre områder, f.eks. sundhedsområdet, må man handle på formodninger og alt efter usikkerheden i større eller mindre grad benytte forsigtighedsprincippet.

Når det er sagt, er vi dog også inde i problemets mere samfundsmæssige side, som har med kampen om kontrol over medier og meningsdannelse i informationssamfundet at gøre. Og her kan det ikke afvises, at etableringen af et naturråd kan ses som et led i den almindelige ekspertliggørelse, der fører til afkobling af den kulturbundne praktiske fornuft, som findes blandt lægmennesker og i erhvervene.

Personligt har jeg længe befundet mig snart på den ene, snart på den anden side af den grøft, der (men i stadig mindre grad) adskiller græsrødderne fra de officielle eksperter. Græsrødderne ekspertificeres med faldende medlemstal til følge. Og eksperterne politiseres ved i stigende grad at blive afhængige af det politisk-administrative system.

Og nok kan vi som Naturråd pege på problemer, der endnu ikke må røres i andre officielle institutioner; men ved selv at være en af slagsen, kan vi ikke undgå selv at være med til at understøtte ekspertliggørelsen og legitimere de beslutninger, der træffes.

En ekspert er en person, som gennem uddannelse og forskning har opnået, det man kunne kalde en analytisk almenviden på sit felt, dvs. en viden, som ikke kun vedrører problemets 'lokalt relevante viden', men som også er i stand til at vurdere, og forudsige effekter i tilknyttede felter.

En ekspert er dermed dels udstyret med en specialiseret kundskab, der bygger på en videnskabelig fagtraditions analytiske metoder og begrebsapparat, dels udstyret med et kritisk videnspotentiale, som refererer til fagets almene sandheder mere end til lokale interesser og traditioner.

Dette i modsætning til ikke-eksperten, - lægmanden som har en lokal konkret viden, som nok i sidste ende kan være afgørende for, hvad der sker, men som ikke altid er i stand til kritisk at vurdere tingene i en større almen sammenhæng (Agger & Nielsen,1997). - F eks. forstå hvorfor regulering af trækfuglejagten på Værnengene ved Ringkøbing Fjord er nødvendig set i en større sammenhæng. - Og lægmænd er vi jo alle på de fleste af livets områder.

Men hvor grøften mellem græsrødder og eksperter er under opfyldning, sker der samtidigt en uddybning mellem eksperter og lægfolk. I det arbejdsdelte serviceorienterede samfund sker der nemlig det, som sociologen Oscar Negt (1989) har kaldt, en erosion af almindelige menneskers sociale hverdagslivserfaring og orienteringsevne. Med det resultat at de udleveres til eksperterne.

For få generationer siden var flertallet af danskere enten bønder eller håndværkere, og det i et langt mere overskueligt samfund, hvor man kunne gøre sig erfaringer om den materielle verden. Snart er der næsten ingen bønder og håndværkere tilbage. Og verden er blevet langt mere kompliceret.

Med denne udlevering til eksperterne følger også kimen til mistænksomhed, f.eks. mistanker om at eksperten selv er instrument for andre interesser end pålydende, f.eks. eksperten selv, biologerne eller den centralstatslige magt i København.

Dette rejser spørgsmålet om, hvordan vi i Naturrådet kan undgå at gøre ondt værre, og i stedet arbejde for en demokratisering af vores viden om naturens og samfundets orden, som kan modvirke følgerne af denne erfarings-erosion og tab af orientering. Formidling af viden og invitation til dialog må af den grund være væsentlige dele af rådets arbejde.

Andre tilsvarende råd

Der findes en række råd, som Naturrådet på kollegialt niveau utvivlsomt kan lære noget af. Det Økonomiske Råd er den største, mest veletablerede af Naturrådets større søskende, og så er den måske også det vi ligner, eller håber på at komme til at ligne, mest.

Niels Kærgård fra Det Økonomiske Råds formandskab har nyligt skrevet en interessant artikel om dette råds nu mere end 25 årige virksomhed (Kærgård,1996).

"Har videnskabsfolk noget relevant at sige til fagligt-politiske problemstillinger?" spørger Kærgård indledningsvis, hvilket artiklen derefter bekræfter. Arbejdsdelingen mellem offentlige organer har mere end en gang ført til, at der på grund af manglende viden eller vilje til forståelse efter en årrække har vist sig mere eller mindre uforudsete eller utilsigtede sideeffekter af det ene eller andet tiltag. Lad mig fra natur og miljøområdet blot nævne stikord som DDT eller Grundvand.

Ligesom Det Økonomiske Råd er det for os i Naturrådet klart at vores rolle især vil være at tænke både langt og bredt. Dvs. beskæftige os med de langsigtede sideeffekter af de handlinger som mere kortsynede sektorinstitutioner bidrager til. Men ligesom de økonomiske vismænd må vi tage vare på sådanne råds særlige behov for image-pleje.

Kærgård beskæftiger sig en del med den objektivitet, som rådet er tillagt, og konkluderer i den forbindelse at "'objektiv sandhed' i streng forstand næppe nogensinde kan findes, selv ikke i de såkaldt eksakte videnskaber." I stedet stiller han krav om, at evidens og argumenter skal være klarlagte i rådets arbejde, og at den faglige debat føres igennem. Dvs. at man i den videnskabelige debat hele tiden søger at grave dybere, indtil denne ikke kan komme længere, og politikerne må tage over.

Interessant er det at læse, hvad Kærgård citerer fra den betænkning fra Finansministeriet fra 1956, som gik forud fra Det Økonomiske Råds etablering, om 'at det vil være rigtigst alene at tillægge et sådant organ en oplysende og formidlende virksomhed, således at de bestående organers kompetence ikke begrænses'. - Og, kunne man tilføje, således at dets uafhængighed ikke så let kan beklikkes. På linie hermed ser vi i Naturrådet vores opgave som en form for eksklusiv formidling af oplysning og kontakt.

Endnu en grund til at Det Økonomiske Råd er særlig interessant, er, at det også har til opgave at 'belyse de langsigtede udviklingsperspektiver og samspillet mellem økonomi og natur'(Kærgård,s.117). I den anledning sidder der nu en repræsentant for Miljø- og Energiministeriet i Det Økonomiske Råd. Der er også blevet tilknyttet en særlig sagkyndig i forholdet mellem økonomi og natur.

Landskabsøkologen Wolfgang Haber (Haber 1992) der var formand for det tyske miljøråd i 1980'erne har i en artikel set tilbage på, hvad han fandt over årene var de største forhindringer for at bringe økologisk viden frem til det politiske handlingsniveau. Han nævner følgende 7:

1. Dommedagsprofetier fordi de enten avler panik, hvilket ikke fremmer hensigtsmæssig handlen eller fører til apati, når der for ofte er råbt 'Ulven kommer!'.

2. Forsimplingen af miljøets kompleksitet, fordi de fleste tænker lineært frem for i netværk, tænker i causalforhold fremfor sandsynligheder og i det hele taget har svært ved at overskue mangfoldighed.

3. Økologisk fundamentalisme hvormed menes ideologier, der mener at kunne løse samfundets problemer ved at overføre økologiske lovmæssigheder på det.

4. Værdi-problemet der uagtet bestræbelserne på streng neutralitet, alligevel sniger sig ind før eller siden, så det ender med et 'Who wants what?' og 'Who trust whom?'.

5. Skala-problemet der består i at alle andre end økologerne er dårlige til at tænke i tidslige og rumlige skalaer, der går ud over deres egen hverdag. F.eks. tænke langsigtet og tænke globalt.

6. Lov-labyrinten som består i en uoverskuelighed af lovmæssige og administrative skranker, der tillader indre modsætninger og virker handlingslammende.

7. Uenigheden blandt økologer kan ikke længere holdes indenfor fagkredse. Offentligheden lytter med, blander sig, misforstår og misbruger uenighederne mellem fagfæller.

Jeg finder at alle Habers 7 punkter er genkendelige fra den danske debat. Især de to første punkter er illustrative for den efterhånden noget afmattede ’Lomborg-debat’. Med sine stærkt forsimplede budskaber har Bjørn Lomborg haft let spil, i en offentlighed der måske lidt for ofte har kunne læse om dommedag i avisernes overskrifter.

Hvad Naturrådet (ikke) vil?

Lad mig til en begyndelse sige, hvad vi ikke vil, eller i hvert fald har forsøgt at undgå. Det drejer sig især om fire ting:

For det første prøver vi så vidt muligt undgå at gå ind i konkret sagsbehandling. For en akademiker kan det ganske vist være fascinerende at møde den konkrete virkelighed, men det rummer også faren for fortabelse.

Når man kun er fire og kun har fra 2 til 4 år at virke som vismænd i, er man nødt til at prioritere benhårdt til fordel for de større principielle sager, som af en eller anden grund er kørt skævt, truer med det, eller som af den ene eller anden grund ikke hidtil har fået den fornødne opmærksomhed.

For det andet vil vi prøve at undgå den overfladiskhed, som ellers præger megen offentlig debat om natur og landskab. Dvs. vi vil bestræbe os på at arbejde med forholdsvis få emner, men så til gengæld gøre det ordentligt ved hele tiden at grave dybere. Det er der alt for få der gør nu om dage.

Fra 1968 til 88 faldt f.eks. den gennemsnitlige tid for fastholdelse af et billede i de amerikanske fjernsyn (som i øvrigt er tændt 7 timer i døgnet) fra 42.3 til 9.8 sekunder. Det giver ifølge min lommeregner 2.500 visuelle meldinger til den gennemsnitlige seer pr. dag. Udviklingen er fortsat, også i Europa. Det gør at de folk, som slår sig til tåls med fjernsynet som nyhedskilde er nogle af de dårligst informerede i samfundet.(Beder, 1997,p.208).

Men overfladiskheden findes også andre steder, f.eks. i den før omtalte Lomborg debat, hvor klodens tilstand blev ordnet på 4 kronikker. - Masser af løsrevne informationer blandet med lige-gyldigheder, fup og omsvøb. At læse dem var ligesom at gå på storindkøb og stort set kun komme hjem med emballage.

For det tredje vil vi prøve at undgå omklamring fra andre myndigheder, organisationer eller foreninger. Dette dels fordi uafhængigheden er et kriterium for vores udpegning, dels fordi det netop er uafhængigheden, der er vores mulighed for at slå igennem, og dermed også en del af fornøjelsen ved jobbet.

Det siges om Det Økonomiske Råd, at det altid er elsket af oppositionen, men hadet af regeringen - uanset dens partifarve. Jeg er ikke sikker på, at det samme endnu gør sig gældende for os. Økonomi er i øvrigt også noget, der ligger alle politikere på sinde. Det samme gør sig desværre ikke gældende for natur- og miljøpolitikken. Så mere end at bekymre os om karakteren af vores ry, bør vi måske bekymre os om overhovedet at have et.

De andre aktører i natur- og miljødebatten har alle deres bindinger: Politikerne der bør bekymre sig om næste valg, embedsmændene der skal betjene ministeren, medierne der skal levere publik til annoncørerne, erhvervsorganisationerne der evindeligt må tænke på forretningen, og foreningerne der har deres snævre medlemshensyn at tage vare på.

På denne scene kan et organ som Naturrådet være et supplement til rollelisten. Vi er ikke uafhængige, men afhængige på en anden måde en de øvrige. Vi har bl.a. vores renommé som videnskabsfolk at tage vare på. Og her kan tillid og kontekstuel genereret ekspertise være langt mere afgørende end egentligt videnskabelige argumenter. Vi lever så at sige af den tillid, man kan have til, at vi tilstræber idealet om videnskabelig objektivitet og omhyggelighed, i det vi laver.

Derfor skal Naturrådet ikke med sin nuværende størrelse udføre forskning, men dygtiggøre sig ved at indsamle viden fra andre. Og vi må udvise en særlig omhyggelighed i redegørelsen for grundlaget og argumentationen i vores udtalelser, som derfor gerne skulle blive mere gennemskuelige og derved nyttige i den samlede debat.

Dermed er vi ved at være ved det fjerde vi vil undgå. Selvom miljøproblemer til syvende og sidst er samfundsmæssige problemer, er det alligevel en udbredt opfattelse, at da naturen ikke kan tale for sig selv, må naturvidenskaben træde til og tale på dens vegne - 'speak truth to the power'.

Her tænker jeg ikke så meget på at være talerør for dyr og planters eventuelle rettigheder (som eller nok er en diskussion værd) som på den misopfattelse blandt naturvidenskabeligt skolede, at blot tingenes rette - dvs. naturvidenskabelige - sammenhæng siver ind hos beslutningstagerne, vil de tage de rigtige beslutninger.

Vi vil gerne undgå at blive talsmænd for en naturvidenskabelig enøjethed, som tror, at det kun er det, der kan måles og vejes, - naturvidenskabelige facts, som tæller. Man kan skelne mellem 'crude facts', f.eks. om der stadig er isbjørne på Grønland, og 'institutional facts' dvs. noget der kan diskuteres, f.eks. om det er kemikaliebrugen i USA, der er den væsentligste årsag til de arktiske bjørnes svigtende frugtbarhed.

Dertil kommer at verden også består af meget andet f.eks. af immaterielle forhold. Og selv 'crude facts' er altid, om ikke i sig selv så dog i deres sammenhæng, på en eller anden måde værdiladede. En bæredygtig udvikling af natur og landskab har derfor mange flere forudsætninger og kræver stillingtagen til meget andet, end det naturvidenskaben alene kan få øje på.

Endvidere finder der også frembringelse af viden sted mange andre steder end på universiteter og i sektorforsknings-institutioner. De engelske videnssociologer Irwin og Wynne (1996) har sat det på spidsen ved at konstatere, at videnskab ikke blot kan præsenteres som en sum af facts eller som en bestemt metode. Den må snarere præsenteres som en diffus samling af områder af specialiseret viden og teoretiske fortolkninger, hvis form og indhold er åben for diskussion med andre samfundsmæssige institutioner og former for viden.

Bæredygtig udvikling for natur og landskab er meget mere end et rent biologisk eller for den sags skyld landskabsarkitektonisk anliggende. Historiske, lokalt kulturelle, økonomiske og mange andre forhold spiller ind. Det er områder, som Naturrådet ikke nødvendigvis skal gøre sig klog på, men skal være vidende om og med hjælp fra andre kunne inddrage i debatten.

Hvad naturrådet vil

Vi vil naturligvis efter bedste evne forsøge at efterleve vort kommissorium, også selv om det på visse punkter kan synes utopisk. Som det er fremgået af det foregående, vil vi satse på den brede sammenhæng og det lange perspektiv, dels der hvor naturen rammes mest, dels der hvor naturforvaltningen har brug for en opstrammer. Vi vil stræbe efter omhyggelige men gennemskuelige vidensbaserede analyser formidlet til et bredt forum.

I det arbejdsprogram vi forelagde for repræsentantskabet den 6 maj fremgik det, at vi groft opererer med hhv.

For indeværende er et hovedtema ved at være overstået, et andet er godt igang og et er ved at skulle initieres. Det drejer sig om følgende:

Lad mig gå lidt mere ind på det første for at illustrere, hvordan der arbejdes.

Udviklingsmål

Umiddelbare mål

Handlingsmålsætninger

Afholdelse af konference om natur og landbrug

Formål: At fremme opmærksomheden på de naturmæssige aspekter af agenda 2000 særligt i relation til dansk landbrug og danske landskaber.

Målgruppe: Forskere, administratorer og beslutningstagere, som i særlig grad vil have indflydelse på forvaltningen af dansk landbrugs miljøpolitik.

Arbejdsopgaver: Planlægning og gennemførelse af konference 15. januar 1999.

Formulering af Naturrådets vurdering

Formål: som ovenfor

Målgruppe: Europa-Kommissionen, Fødevareministeriet, Miljø- og Energiministeriet, European Environmental Advisory Councils.

Arbejdsopgaver:

1) Udarbejde nationalt studie af natur- og miljøaspekterne i EU's landbrugspolitik.

2) Udarbejde temarapport om natur- og landbrug på baggrund af konferencen.

3) Gennemføre opinionsundersøgelse om danskeres holdning til natur- og landbrug.

4) Udarbejde artikler mv. om landbrug, landbrugspolitik og natur.

Det gennemgående problem i forbindelse med Naturen og landbruget er den manglende integration af natur- og miljøhensyn i landbrugssektoren. Landbruget er udenfor enhver diskussion den mest omfattende og akutte trussel mod dansk natur. Men er samtidig en væsentlig forudsætning både for en stor del af de værdier der er og for dem der kunne genoprettes. Da yderligere EU's landbrugspolitik med den såkaldte Agenda 2000 har været under omlægning, er her forklaringen på, at vi har kastet os over dette emne som det første.

Det næste hovedtema vil forsøge at knytte an til regeringens natur- og miljøpolitiske redegørelse, som forventes på gaden til september. Det er planen, at naturrådets årsrapport vil hellige sig en kommentering og supplering af redegørelsen, herunder nogle af de kritikpunkter vi allerede ved knytter sig til den danske miljølovgivning og administration: De uklare måldefinitioner, uklare begreber, mangel på gennemgående principper, hang til myndighedsfiksering, og vanskeligheder med lokal mobilisering.

Med den netop OECD-evaluering af den danske miljøpolitik i ryggen kan udover den manglende sektorintegration, utilstrækkelig kontrol og overvågning, generel behersket indsats lavere end de fleste andre OECD-lande.

Af andre tema, som blot er på ide-stadiet kan nævnes:

Ejendomsret og naturen er et af de forhold, der oftest skaber konflikter mht. udnyttelsen af landskabet. Da teknologien, kulturen og ejendomsforholdene er under konstant forandring, er det vigtigt med en løbende debat af emnets retslige, friluftsmæssige, naturmæssige og samfundsmæssige betydning.

Kystzonens regulering er vigtig, kompleks (reguleret af 27 forskellige love og bekendtgørelser) og alligevel utilstrækkelig ikke mindst for de 2/3 af Danmark der ligger på vandsiden af strandlinien. Naturbeskyttelsen til havs er yderst begrænset og sektorintegrationen i forhold til fiskeriet ligedan.

Naturen og transportsektoren. Transportsektoren er ikke kun betydning for miljøet og dermed indirekte for naturen. Landskabet påvirkes markant og barrierer rejses for spredning af flora, fauna og fodgængere, og trafikstøjen erobrer landskabet. Også selve indretningen af infrastrukturerne kan gøres mere naturvenlig.

Vand og vådområder er af afgørende betydning for landskabet, floraens og faunaens udbredelse og sundhed. Vand som tema går samtidigt på tværs af mange sektorer og ellers adskilte reguleringsområder, hvilket gør det egnet som tema for en nyskabende diskussion.

Kategorien højt prioriterede emner vil typisk omfatte de emner der dækkes af tidligere eller kommende hovedtema. Altså f.eks. Natur & Landbrug eller Bioinvasion.

Som eksempel på et rådsemne kan nævnes bifangsten af marsvin i de danske garnffiskerier. Siden 1994 har det været kendt, at der årligt drukner af størrelsesordenen 7.000 marsvin i danske fiskeres redskaber. Det har givet anledning til frygt for bestandens bæredygtighed og bekymring p.gr.a. de dyreetiske problemer det indebærer, når højt udviklede varmblodede pattedyr lider druknedøden - en proces der for den enkelte formentlig kan tage op imod en time.

Efter en del forsinkelse nåede en interministeriel arbejdsgruppe i efteråret 98 frem til at afslutte en rapport om sagens økologiske og økonomiske sider. Den eneste substantielle anbefaling gik på at fremskynde forsøg med såkaldte pingere, hvilket er små lydgivere, der påmonteret fiskeredskaberne kan have en afskrækkende virkning på marsvinet.

Naturrådet blev kontaktet af de grønne organisationer, som havde haft sæde som observatører i arbejdsgruppen, i håbet om at vi kunne udvirke en skærpelse af opfølgningen. Udover at måtte dele bekymringerne hvad angår opretholdelse af en bæredygtig bestand, gav rådet i sin henvendelse til miljøministeren udtryk for en beklagelse af, at sagens dyreetiske aspekter ikke var blevet belyst af arbejdsgruppen.

Naturrådet tilbød at tage spørgsmålet op til diskussion med Det Dyreetiske Råd, dels med henblik på at lave en fælles udtalelse om marsvinesagen dels med hensyn til på et senere tidspunkt i fællesskab at arrangere en diskussion om, hvorledes dyretiske aspekter ved naturforvaltningsmæssige sager kan få en ligeså seriøs behandling, som nu de økologiske og økonomiske.

Lad mig endelig til slut nævne en helt konkret sag - altså en af den slags opgaver, som vi elsker, men alligevel helst ikke påtager os, medmindre de har klare principielle aspekter. Spørgsmålet om reguleringen af færdslen på nordkysten af Æbelø. Her blev Naturrådet i vinters spurgt af Naturklagenævnet, om rådet kunne se nogle klare videnskabelige argumenter for at fravige reglen om offentlighedens adgang til de danske kyster. - Det kunne naturrådet ikke.

Referencer

Agger,P. og K.Aa.Nielsen (1997): Viden er magt - en refleksion over demokratisering og ekspertise i miljøreguleringen. I Holm,J.; B.Kjærgård & K.Pedersen (red): Miljøregulering - tværfaglige studier. Roskilde Universitetsforlag 1997.

Beder,S.(1997): Global spin - The corporate assault on environmentalism. Green Books, UK.

Irwin,A. and B.Wynne (eds.)(1996): Misunderstanding science? - The public reconstruction of science and technology. Cambridge Univ. Press.

Haber,W.(1992): On Transfer of Scientific Information Into Political Action; Experiences From the German Federal Council of Environmental Advisors. INTECOL, Bulletin 1992:20: 3-13.

Kærgård,N.: Økonomiske vismænd - politiserende økonomer eller objektive eksperter. Nationaløkonomisk Tidsskrift 134 (1996): 113-128,

Mørch,S.(1996): Den sidste danmarkshistorie. Gyldendal.

Negt,O.(1989): Die Herausforderung der Gewerkschaften. Campus Verlag. (her citeret fra Agger & Nielsen,1997).

SNS,1998: Notat Vedr. oprettelse af Naturråd og forslag til organisationer til repræsentantskabet. Naturforvaltningskontoret, Skov- og Naturstyrelsen 20. januar 1998.

 

Spring til toppen af siden